Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 202

174
Ortografi
dominerende betegnelse for andenkomponenten derimod
(æ) (x 47). Heroverfor finder man otte tilfælde med (o), syv
med (9) og to med (a) (‘fialpð’ íiri, hvor man má regne med
/á/ og ikke /9/, og ‘íarlom’ 13132). (9) og (o) kan meget vel
skyldes forlægspávirkning. Ved (9) understpttes dette ikke
af belæggenes hándskriftgeografiske distribution, mens det
máske kunne siges at være tilfældet ved (o), hvor tre af otte
tilfælde optræder pá den selvstændige (korte) 25r.1 Tilfæl-
dene med (9) begrænser sig til gengæld næsten helt til mjgk.
Inkluderer man de i afsnit 5.10.1.15 omtalte fire fejlagtige
former uden (1), optræder ni af elleve eksempler i denne
ordform. At de fire tilfælde med udeladt (1) netop optræ-
der i formerne med (9) og ikke i de hyppigere tilfælde med
(ai), kunne meget vel skyldes mekanisk kopiering. At be-
tegnelsen (taj) er den dominerende betegnelse for /jp/, er
bemærkelsesværdigt, idet det vist ellers kun er tilfældet i
AM 162 A ö fol.2 I de fleste pvrige islandske hándskrifter
frem til midten af 1300-tallet er (10) den stort set eneste
betegnelse for brydningsdiftongen /jp/.3 Den i B mindre
hyppige betegnelse (19) finder man eksempelvis ogsá i GKS
2087 4° (01300-28) og AM 748 I a 40 (CI300-25).4
Sammenligner man oversigten over manifestationen af
/0/ i afsnit 4.4.3.2.14 med den tilsvarende oversigt for /9/
i nærværende afsnit, er det tydeligt at fonemerne /0/ og
/9/ má være faldet sammen, selvom traditionelle betegnel-
ser for /9/ er forholdsvis hyppigere ved /9/ end ved /0/.
I A bevidnes dette ikke mindst af (0), der i 23 sikre til-
fælde anvendes for /0/, mens det i 15 sikre tilfælde anven-
des for /9/.5 6 I B bevidnes det særlig af (a>), der i 17 sikre
tilfælde anvendes for /0/, mens det i ca. 325 sikre tilfælde
anvendes for /9// Sammenfaldets manifestation i skriften
er forventelig, idet man traditionelt regner med at det ind-
træffer CI200.7 Som ved andre lydovergange má man dog
gá ud fra at den har strakt sig over en længere periode, sá
distinktionen mellem /9/ og /0/ i visse egne kan være be-
varet noget længere.8
1 Pá denne side finder man til gengæld blot ét eksempel pá den ellers
hyppige betegnelse <æ).
21 mindre udstrækning forekommer det ogsá i GKS 2365 40 (01270) og
AM 748 I a 40 (C1300-25), hvor hovedbetegnelserne er hhv. (10) og
<19), jf. Lindblad (1954, s. 156).
3 Om visse hándskrifter med alternative betegnelser, se Lindblad (1954,
s. 156). I originaldiplomerne fra CI300—1450 finder man undertiden
<au) som andenkomponent i brydningsdiftongen /j^/, en brug som
if^lge Stefán Karlsson (1960, s. 91—2) særlig synes at h0re hjemme
i Þingeyjarsýsla (ved brug af denne observation i proveniensbestem-
melse má det bemærkes at de págældende breve er fra perioden
1385-1449).
4 }f. Lindblad (1954, s. 156).
5 Som allerede bemærket i afsnit 1.3.1.4 er det altsá ikke korrekt nár
Finnur Jónsson (1932) noterer at de to fonemer holdes adskilt i A.
6 Ud over de sikre tilfælde finder man som fremgáet af afsnit 4.4.3.2.14
ogsá en række mere eller mindre usikre eksempler som efter al sand-
synlighed ligeledes vidner om sammenfaldet mellem /0/ og /9/.
7Jf. Finnur Jónsson (1919), Hreinn Benediktsson (2002m, s. 60—1,
1965, s. 62—7, og 2002g) og Stefán Karlsson (2004, s. 11). Se ogsá
Kristján Árnason (1992).
8 Hreinn Benediktsson (2002g, s. 106) pointerer dog at “The merger
of /9/ and /0/ seems ... to have taken a remarkably short time, one
generation or at most two”. Heroverfor stár til dels Stefán Karlssons
Om forlængelse af /9/ (> /á/) foran /1/ + labial eller
velar konsonant, se afsnit 4.4.3.1.1.
Om forlængelse af /ö/ (< /0 9[) foran /ng/, se afsnit
4.4.3.I.2.
S&rlige tilfalde
For en nærmere analyse af en række tilfælde hvor det prin-
cipielt er usikkert om man skal regne med /g0r/, /ger/,
/gpr/ eller (mindre sandsynligt) /gjpr/, se omtalen af sær-
lige tilfælde i afsnit 4.4.3.2.14.
Som bemærket i afsnit 5.9.8 og 5.9.9 er præp./adv. (í)
gegnum/gqgnum og (í) gegn/gggn belagt ni gange i A. I de
seks tilfælde med (í) gegnum/gggnum skrives (o) x 5, fx
‘ígognö’ 24^7 og 34V37, og (e) x 1 i ‘ígegnö’ 19V8. I alle tre
tilfælde med (í) gegn/gggn skrives (e), fx ‘gegn’ 35V54. I B
manifesteres gegnum/gggnum i det ene forekommende til-
fælde med (a>) i ‘gajgnö’ 13124, mens gegn/gpgn i det ene fo-
rekommende tilfælde manifesteres med (e) i ‘gegn’ I4r2.9
Appellativet (eller appellativerne) hglðr/hauldr er belagt
fire gange i A. To gange manifesteres rodvokalen som (aj)
i ‘hajllðö’ 2ir5Ó og ‘haillðr’ 27V9, mens den sandsynligvis to
gange manifesteres som (o) i ‘holþar’ 33V36 og ‘holþö’ 32r22
(læsningen af rodvokalen i det sidste eksempel dog ikke
sikker). Da eksemplerne med (aj) begge skrives med (lld),
mens begge eksempler med (o) skrives med (lþ), afspejler
(ai) formentlig former med / au/, mens (o) afspejler former
med /9/.10
Adjektivet þrgngr/þrpngr er belagt én gang i A med (°)
‘þngt’ IV44.
Om ötzg-former af pron. engi, se afsnit 4.4.3.2.14 og
5.44.7.
(1981, s. 281—82) udsagn om at han, sk0nt han ikke betvivler sammen-
faldets tidlige begyndelse, har set skrivere skelne mellem /9/ og /0/
omkring 1300 og endda indtil sidste del af 1300-tallet. I dette lys skal
Sveinn Bergsveinsson (1955) vel ogsá betragtes. Han argumenterer for
at sammenfaldet f0rst for alvor er gennemf^rt C1300 (dette afvises i
Hreinn Benediktsson 2002g, s. 106). Om det págældende sammen-
fald, se desuden Noreen (1923, § 115.2), Hægstad (1942, s. 16) og den i
forrige note anf^rte litteratur.
9 Om gegnum vs.gpgnum, se Lindblad (1954, s. 106—7 °g 221)-
10 Om hauldr vs. hpldr, se Jakob Benediktsson (1960, s. 36 m. henv.).
4.4.3.2.16