Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 204

176
Ortografi
Til manifestationen af /ey/ er der intet særligt at be-
mærke. Brugen er sáledes i overensstemmelse med forhol-
dene i langt de fleste mellemklassiske hándskrifter, hvor
betegnelser som ([?æ]y) er meget sjældne.1
S&rlige tilfódde
I modsætning til i A, hvor appellativet 0rendi (og sammen-
sætninger hermed) manifesteres med (0) (x 20, fx ‘prenði’
6v2i), (<f) (x 8, fx ‘^renði’ 28ri7) og /0) (x 3, fx ‘0renðif
22^57), manifesteres det i B med (ey) i alle tre forekom-
mende tilfælde (‘eyrmða’ 17142, ‘eyrinði’ 25146 og ‘eyrinðit’
16V36). Da man ikke ellers finder eksempler pá (ey) for /0/
(Jöf), afspejler (ey) rimeligvis /ey/.2
4.4.4 Infortisvokaler
4.4.4.1 /A/
A B
/A/ <a) 9300 /A/ <a> 2525
<á) 1
/An/ <a> 2
/An/ <»i> 4
/Ar/ <r> 65 /Ar/ <r> 14
<a) 1 <a> i(3)
/Arr/ <rr> 1
/rA/ O 135 /rA/ <“> 9
/vA/ <a> 8 /vA/ <a> 3
O 2
/þAr/ <þ> i(?)
Tabel 4.27: Manifestationen af /A/
Som forventet er der ikke meget at bemærke til manife-
stationen af /A/, og det samme gælder for den hándskrift-
geografiske distribution af de varierende betegnelser.
Som nævnt i afsnit 4.3.2.3 skyldes det i A enkeltstáende
tilfælde med (á) (adv. hála ‘hálá’ <^44) formentlig pávirk-
ning fra (á) i fprste stavelse.
Den mest markante forskel mellem skriverne finder
man i den i A noget mere frekvente brug af <“> for /rA/.
I de fire relevante tilfælde med /á-A/ i A indikeres
/á/ (med kontraktion), nemlig i adjektiver i akk. sg. mask.
1 Lindblad (1954, s. 155) har kun registreret dem i GKS 2365 40, AM
29140 og AM 327 40. F0rst i 1300-tallet kan map tale om en 0get brug
af (æy), og i diplomerne fra C1300—1450 er denne brug ganske almin-
delig (jf. Stefán Karlsson 1960, s. 104—5). I de ældste islandske hánd-
skrifter er (ey) ogsá den almindeligste betegnelse, men foruden ($ý) og
<æy), der er noget almindeligere end i mellemklassiske kilder, finder
man ogsá betegnelser der synes at afspejle labialiseret udtale, fx <eoy)
(jf. Lindblad 1954, s. 155). Desuden bruges <a[uv] a>) ikke helt sjældent
som betegnelse for /ey/, hvilket muligvis er reminiscenser af en gam-
mel praksis, if^lge hvilken de latinske grundvokaler bruges som beteg-
nelse for omlydsvokalerne (jf. Hreinn Benediktsson 1965, s. 57). Om
diftongernes betegnelse i den ældste islandske skrift, se ogsá Hreinn
Benediktsson (1965, s. 59).
2 Om eventuel analogidannelse (efter sb. eyra), se Johannisson (1941,
s. 40-3).
(<blan> 19^35 og ‘gn' 6V19) og nom./akk. pl. fem. (‘blar' 19^2
og ‘par’ 3133).3
S&rlige tilfalde
Som bemærket i afsnit 5.2.1 optræder propriet )ó(a)n og
sammensætninger hermed i A med (oa) i 31 af 33 tilfælde
(fx ‘Joan’ 34^45), mens der i de resterende to tilfælde skri-
ves (o) (‘Jon’ 29133 og 3OV43). Propriet er ikke belagt i B.
4-4-4-2 /I/
A B
/1/ <i> 8725 /I/ <i> 2875
<e> 275 <e> 19
<í> 3 <í> 2
<é> 1
/Ir/ O 1750 /Ir/ <*> 175
/Irr/ <r> 6 /Irr/ <r> 2
/rl/ O 175 /rl/ O 25
/vl/ O 9 /vl/ O 4
Tabel 4.28: Manifestationen af /I/
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.11, udgpres 16 af 19 til-
fælde med (e) i B af pronominalformen Tie’, hvilket má be-
tragtes som en fossilform, der formentlig har vundet ind-
pas i skriverens norm.4 Med tanke pá hvor gennemfprt
brugen af (1) er, kan der ikke herske tvivl om at skriverens
egen norm har foreskrevet denne betegnelse.5 Har forlæg-
get i en vis udstrækning anvendt (e) for /I/, hvilket forhol-
dene i A kunne antyde (jf. ndf.), har B dermed foretaget en
meget gennemfprt “oversættelse” til (1).
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.13, optræder det i B en-
keltstáende tilfælde med (é) i akk. sg. def. ‘peét’ ur2i, og
som nærmere omtalt i afsnit 4.4.2 er funktionen efter alt
at dpmme stavelsesadskillende (diæresis).
I A finder man relativt set flere skrivemáder med (e),
men ogsá hos denne skriver er betegnelsen særlig frekvent
i visse ordformer. Ud over de 35 tilfælde med “he’ (jf. af-
snit 5.4.1.9) drejer det sig især om et stort antal eksempler
med ‘pire’ (jf. afsnit 5.9.6). Ser man bort fra disse former,
der muligvis kan betragtes som en del af skriverens norm,
er det ikke usandsynligt at brugen af (e) er direkte inspi-
reret af forlægget (hvilket ‘he’ og ‘pire’ naturligvis ogsá kan
være). Selvom formerne med (e) optræder i stprstedelen af
3 If^lge den traditionelle fremstilling dukker restituerede former med
/á-A/ f0rst op i 1400-tallet (jf. Stefán Karlsson 2004, s. 15—16). Se
ogsá Bandle (1956, s. 39—40) og (for en generel beskrivelse af kon-
traktionsforhold ved hiatus) Noreen (1923, s. 115—18).
4 Som det fremgár af afsnit 5.4.1.9, er 116’ den almindeligste skrivemáde
for henni i B, men i modsætning til i A finder man ogsá lignende for-
kortede former med (i)-
51 hvert fald ét af de resterende tre tilfælde med <e) er forársaget af en
rettelse, jf. afsnit 4.3.2.11.
44.4.2