Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 206

i?8
Ortografi
mere frekvente i B, hvor forholdet mellem (o) og <u v) er
ca. 80 % : 20 %, mens det i A er ca. 90 % : 10 %. Som nævnt
i foregáende afsnit er det f0rst fra CI250 at man for alvor be-
gynder at identificere /U/ med /u/ og f^lgelig ændrer ma-
nifestationen fra (o) til (u v). Anden halvdel af 1200-tallet
má derfor betragtes som en overgangsperiode med temme-
lig stor variation fra skriver til skriver. I dette lys er forskel-
lene mellem A og B ikke særlig store/ og Lindblad (1954,
s. 172) henfprer da ogsá báde A og B til en gruppe mellem-
klassiske hándskrifter som overvejende anvender (o), men
har “ett ganska páfallande inslag av tecken för a-ljud”.1 2
Hos begge skrivere indikeres /á/i samtlige tilfælde med
/á-U/. IA drejer det sig om seksten tilfælde med verbalfor-
mer (fx ‘ná’ 29VI3, ‘fa’ 8vi8 og ‘fafc’ 19127) og elleve tilfælde
med adjektiver i dat. sg. mask. eller dat. pl. (fx ‘blá’ 2IV4, ‘pá’
jv22 og ‘fmá’ 22134). I B drejer det sig om seks tilfælde med
verbalformer (fx ‘fa’ i6r3i og ‘famðz’ 1OVI5), fire tilfælde
med adv. smám (fx ‘fmá’ UV36)3 og ét tilfælde med et ad-
jektiv i dat. sg. neut. (‘pa’ 17V38). B rummer to tilfælde med
/ú-U/. I det ene af disse indikeres /ú/ (‘bvm’ lir53), mens
der i det andet indikeres /ú-U/ (‘bvv’ 13V23).4 Hvis ikke det
sidstnævnte tilfælde er en skrivefejl, synes der at være tale
om et temmelig tidligt belæg pá en restitueret form med
/ú-U/, da sádanne former ifplge den traditionelle fremstil-
ling fprst dukker op i 1400-tallet (jf. Stefán Karlsson 2004,
s. 15-16).5
Sœrlige tilftzlde
Om /U/ som vokal i enklitiske former af þú, se afsnit
54.1.2.
Om vokalen i enklitiske plurale tredjepersonsformer af
vera, (-r)ó, hvor man má regne med /ó/ som fplge af neut-
1 Et godt eksempel pá variationen inden for ét og samme hándskrift fra
anden halvdel af 1200-tallet er nævnt i Hreinn Benediktsson (2002I,
s. 83). I NRA 71, 72, 72 B, 76 + AM 921 40 IV (Life ofSaint Gregory
and bis Dialogues) bruger to af skriverne (1) — (o) pá regelmæssig vis,
mens den tredje bruger (1) — (u).
2 Som andre eksempler nævnes AM 334 fol A (CI260-70), Lbs frg 82
(01258-64), Holm perg 2 4° B (C1250-1300), AM 2914° (C1275-1300)
og AM 162 D 2 fol (01250-1300). I en række andre mellemklassiske
hándskrifter er (o) endnu mere dominerende. Som eksempler nævner
Lindblad (1954, s. 172) ud over det af ham underspgte GKS 2365 40
(C1270), hvor forholdet mellem <o) og (v) anslás til at være ca. 30:1
(svarende til ca. 97 % : 3 %), bl. a. AM 162 A ð fol (CI250), GKS 1157
fol B (C1250), AM 334 fol B (CI260—70), sidste del af samme hánd-
skrift (92va-lo8rb, CI271-1281) og AM 519 a 40 (0.280). I det sidst-
nævnte hándskrift er forholdet mellem (o) og (u v) ifplge de Leeuw van
Weenen (2009, s. 56) imidlertid 71 % : 29 %, og (u v) er dermed mere
frekvent end i MskMS — kan en del af forskellen mellem de Leeuw
van Weenens og Lindblads optælling skyldes forskellig behandling af
visse afledningssuffikser? Endelig finder man navnlig blandt de yngre
mellemklassiske kilder eksempler pá hándskrifter, hvor (u v) domi-
nerer. Som eksempler nævner Lindblad (1954, s. 172) bl. a. GKS 1157
fol A (0250), ældste del af AM 279 a 40 (0250-75), AM 162 A X, fol
(0250-1300) og AM 325 140 (0300).
31 adv. smám finder man dog vel heller ikke pá noget tidspunkt /á-U/.
4 Da man ikke finder andre sikre eksempler pá brug af dobbeltbeteg-
nelse for længdemarkering, forekommer det ikke rimeligt at tolke (w)
som /ú/.
5 Se ogsá Bandle (1956, s. 69-70) og Noreen (1923, s. 115-18).
raliseringen af kvantitetsdistinktionen i trykstærk udlyd,
se afsnit 44.3.2.8.
Om ‘ælvþ’ 6r9 og ‘ælpþar vin’ 14VIO, se afsnit 4.4.3.2.10.
Om ‘ettífýrvðö’ 19V43, se afsnit 4.4.3.2.16.
Om svarabhaktivokalen, se afsnit 4.4.5.2.12.
4.4.5 Konsonanter
I de fplgende afsnit behandles konsonanterne med ud-
gangspunkt i det i afsnit 4.1 opstillede referencesystem.
Rækkefplgen er holdt alfabetisk (/b bb/, /d dd/, /f íf/,
/g gg/> /h hl hn hr/> /j/> A kk/, /1 11/, /m mm/, /n nn/,
/p pp/, /r rr/, /s ss/, /t tt/, /v/ og /þ/). Inden reference-
systemets enkelte fonemer gennemgás i afsnit 4.4.5.2, fin-
der man bemærkninger til konsonanternes kvantitet (foran
andre konsonanter) i afsnit 4.4.5.I.
4.4.5.1 Bemærkninger til konsonanternes kvantitet
Da reglerne for konsonantforkortelse foran andre konso-
nanter i oldislandsk ikke kan betragtes som entydige,6 bl. a.
pga. neutraliseringer og den deraf fplgende variation i tolk-
ningen af kvantitetsforholdene og pga. analogivirkninger
(særlig forársaget af morfofonemiske associationer), skal
der i det fplgende redegpres for samtlige (etymologisk)
lange konsonanter foran andre konsonanter. I tabel 4.30
anfpres en oversigt over samtlige sádanne konsonanter,
uanset om der i redegprelserne for de enkelte fonemer i
afsnit 4.3 og andetsteds i nærværende kapitel er blevet reg-
net med /CC/ — som i tilfældet (etymologisk) /kk/ foran
/j/ — eller /C/ — som i tilfældet (etymologisk) /kk/ foran
/s/.
I tabellen angives for hver af skriverne i fprste kolonne
de págældende (etymologisk) lange konsonanter, i anden
kolonne den efterfplgende kontekst, i tredje og fjerde ko-
lonne hhv. betegnelser indikerende kort konsonant og an-
tal eksempler derpá, og i femte og sjette kolonne hhv. be-
tegnelser indikerende lang konsonant og antal eksempler
derpá. Ved angivelse af den efterfplgende kontekst indike-
rer en notation som /-s/ at det fplgende /s/ tilhprer anden
del af en sammensætning.7
Ved /dd/ og /11/ indikeres hos begge skrivere i meget
vid udstrækning lang konsonant foran andre konsonan-
ter.8 Det samme gælder for /rr/ i A (ikke belagt i B), men
bemærk at materialet er meget sparsomt.
6 Det samme gælder for redegprelsen for de págældende regler. Sam-
menlign eksempelvis Hoffory (1885, s. 38-78), Jón Þorkelsson (1901),
Sjöros (1917), Noreen (1923, § 284), Alexander Jóhannesson (1923—24,
§ 283), Heusler (1932, § 189), Bandle (1956, § 59) og Hreinn Bene-
diktsson (1972, s. 173).
7 Under /-1/ er inkluderet tilfælde med afledninger pá -lig-.
8 Ved /dd/ er materialet imidlertid meget sparsomt med undtagelse af
stillingen foran /r/. Ud over de i tabellen anfprte tal rummer A ét til-
fælde med (dz) for /dds/.
4.4.5.I