Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 214

i86
Ortografi
man uden for præt. part. tolv tilfælde med fgiai) i former
af vb. g0ra. Desuden finder man fem tilfælde med (giaj) i
former af app. g0rsemi (fx ‘giærbmi’ iov28)/ ét tilfælde i
adv. g<?rva/g0rva ‘giærpa’ 13^5 og to tilfælde i superlativ-
formen g0rviligastr (fx ‘giærpiligaílr’ iori8). Det forholds-
vis begrænsede antal eksempler med en sadan markering
af palatal udtale (ikke mindst i A) skal rimeligvis ses i ly-
set af at fænomenet formentlig har ganske fá ár pá bagen.
Ifplge den almindelige fremstilling bliver markering af pa-
latalt /g k/ foran fortungevokal (især ældre /æ 0 4>[) fprst
mere udbredt et stykke inde i 1300-tallet.1 2 Hverken ved
/g/ eller /k/ finder man andre tilfælde med eventuel mar-
kering af palatal udtale foran fortungevokaler. Da en sádan
markering imidlertid især kan forventes foran /aé 0 6/,3 og
da B i en række relevante tilfælde foretrækker delabiali-
serede former (præsensformer af koma — tilfældene med
indikation af /0/ afspejler snarest forlæggets brug), er ma-
terialet ikke ret stort (under 30 eksempler). Noget stærkt
argument mod tolkningen som /g0/ (i stedet for /gjp/) er
det ikke at man kun finder sá relativt fá eksempler (de til-
syneladende modtilfælde er ogsá fá), specielt ikke set i re-
lation til de ældste hándskrifters skrivemáder, hvor ingen
af de her omtalte ordformer skrives med sikre betegnelser
for /gj<?/-4
I manifestationen af /gg/ kan der registreres en tydelig
forskel mellem skriverne. Mens forholdet mellem de to al-
mindeligste betegnelser i A, (g) og (gg), er ca. 97 % : 3 %,
er det tilsvarende forhold i B ca. 58 % : 42 %. Hovedbeteg-
nelsen (g) er altsá langt mere gennemfprt i A end i B. (g)
anvendes i flertallet af 1200-tallets islandske hándskrifter,
mens brugen pá linje med andre kapitæler mindskes i det
efterfplgende árhundrede.5 En helt eller næsten helt gen-
nemfprt brug af (g) finder man i en række andre mellem-
klassiske hándskrifter, bl. a. i det med MskMS nogenlunde
samtidige GKS 2365 40,6 og ifplge Lindblad (1954, s. 65)
skulle det være enerádende for /gg/ i bl. a. AM 162 A II
fol, Lbs frg 82, AM 29140 og Holm perg 2 40 B.7 Betegnel-
1 Heroverfor finder man (g9) x 4, (ga^) X1 og (ge) x 1. Der kan ved
ggrsemi i 0vrigt registreres samme m0nster i fordelingen af formeme
med fgiai) som bemærket i afsnit 5.8.1.3.3 i forbindelse med tilsvarende
former af g0ra, idet samtlige fem tilfælde med (gia>) findes pá f0rste
blad i B.
2Jf. Noreen (1923, §37, anm. 1), Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924,
s. 6-11), Alexander Jóhannesson (1923-24, § 233), Bandle (1956, s. 127)
og Stefán Karlsson (2004, s. 45). Bemærk at dateringen gár pá den or-
tografiske markering af palatal udtale. AUerede i det ældste islandsk
har /g/ nemlig haft palatal udtale foran fortungevokaler. Derom vid-
ner fprst og fremmest det faktum at man kun finder palatalisering af
/g/ (og /k/) foran /ö/ nár dette gár tilbage til /0/ (og ikke /9/). For
en mulig forklaring pá at man begynder at skrive (ki)/(gi), se afsnit
4.4.5.2.6.
3 Jf. Stefán Karlsson (2004, s. 45) og bemærk at man i Gudbrandsbib-
len ifplge Bandle (1956, s. 127-28) finder <gi) gennemf^rt foran ældre
/æ 0 ó/, mens man báde finder (g) og (gi) foran /e/.
4 Jf. afsnit 4.4.3.2.14.
5 Jf. Spehr (1929, s. 148), Lindblad (1954, s. 65) og Hreinn Benediktsson
(1965, s. 83).
6 If0lge Lindblad (1954, s. 65) finder man blot ét modeksempel med (g).
7 Mens Lindblads oplysning om forholdene er korrekte for i hvert fald
AM 162 A ð fol (jf. Kjeldsen 2005b, s. 192), kan det samme ikke siges
sen (gg) findes ogsá i en række mellemklassiske hándskrif-
ter, men næsten aldrig som eneste betegnelse.8 * Den er ek-
sempelvis hovedbetegnelse i det med MskMS nogenlunde
samtidige AM 519 a 40.9 I visse andre mellemklassiske kil-
der dominerer betegnelsen (g), en betegnelse der allerede
dukker op i fprste halvdel af 1200-talIet,10 men som altsá
hverken bruges i A eller B.
Som fremgáet af afsnit 4.4.5.1 er forholdene ved (ety-
mologisk) / gg/ foran andre konsonanter i vid udstrækning
ens hos de to skrivere. Med undtagelse af to tilfælde i A in-
dikeres /gg/ foran /j r v/ i sável A som B (fx ‘leGia’ 6ri2,
‘HýGr’ 6n8 og ‘hoGvm’ 24V32 i A og ‘þiggia’ I2r33, ‘leGr’
I3r6 og ‘hæggva’ 13119 i B).11 Med en enkelt undtagelse i A
(‘vGþi’ 2ir4i) indikerer begge skrivere til gengæld kort kon-
sonant foran /t/ og /þ/ (fx ‘glpgt’ 2704 og ‘obýgþar’ 23VII
i A og ‘trýgt’ 12V9 og ‘býgð’ i6vl2 i B). Som ogsá noteret
i afsnit 4.4.5.1 er situationen foran /þ/ særlig interessant,
ikke blot fordi eksemplerne i A er sá forholdsvis talrige
(x 21), men ogsá fordi man i senere tid báde finder udtale
med plosiv (svarende til /gg/) og med frikativ (svarende til
/g/), en fordeling som er dialektalt bestemt.12 Situationen
i MskMS svarer i pvrigt til forholdene i det nogenlunde
samtidige AM 519 a 40.13 Som ogsá nævnt i afsnit 4.4.5.1
er eneste egentlige forskel mellem skriverne i betegnelsen
af (etymologisk) /gg/ foran konsonant at A foran /s/ i 13
af 14 tilfælde indikerer /g/ (fx ‘legfc’ 9V25 og ‘ýgf’ 3138 vs.
‘ílemveGÍÍs’ 25V34), mens B i begge forekommende tilfælde
indikerer /gg/ (‘hyGz’ Iir27 og ‘otryGf.fi’ 15151).
Sarlige tilftzlde
Om (g)/(c) i hvemug og þannug, se 5.10.1.22.
Bortfald af /g/ i forbindelsen /lgþ/ forekommer i det
ene tilfælde i B hvor det kan komme pá tale (‘pyllðini’
1.5V38).14 I A finder man derimod aldrig bortfald i denne
forbindelse.15 Bortfald af /g/ i forbindelsen /rgþ/ kommer
til udtryk i ét af to potentielle tilfælde i B (jf. ‘abýrð’ 17VI3
vs. ‘a-byrgþ|raþ’ 13V27—28), mens det ikke er tilfældet i A,
hvor man finder ‘abýrgþ’ 36VI5 og ‘býrgðr’ 7^40. Bortfald af
/g/ i forbindelsen /rgn/ er hos begge skrivere gennemfprt
at være tilfældet med et andet af Lindblad nævnt hándskrift, nemlig
Holm perg 2 40 A. Ifplge min egen excerpering af 6r~7v er <gg) sále-
des dobbelt sá frekvent som (g> (hhv. tolv og seks eksempler). Lige sá
fejlagtig er naturligvis Lindblads inkludering af hánd B i MskMS.
8 Jf. Lindblad (1954, s. 65).
9 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 64).
10 Fx i GKS 1812 40 B, jf. tabellen i Holtsmark (1936, s. 10—11).
11 De to tilfælde i A med <g) for /gg/ foran /v/ er anf0rt i afsnit 4.3.2.20.
12 Jf. fx Bandle (1956, s. 94-6). Bandle taler om forkortelse af /ggþ/ >
/gþ/ i en del af sprogomrádet og nævner at /gþ/ bekræftes af rim i
1300-tallet, mens man i skjaldedigte af rimene at d0mme finder /ggþ/.
At distinktionen mellem /gþ/ og /ggþ/ imidlertid allerede er neut-
raliseret i de ældste hándskrifter, synes forholdene i Holm perg 15 40
(C1200) at indikere (jf. opslagsordet bygþ i Larsson 1891, s. 42). Om for-
holdene foran /þ/, se fx ogsá Alexander Jóhannesson (1923—24, § 283,
note 1), Heusler (1932, § 189) og Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924,
s. 108).
13 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 64).
14 Om denne form, se ogsá afsnit 4.4.5.2.16.
15 De potentielle tilfælde i A er app. fylgð x 5 (fx ‘pýlgðina’ 8r33) og præt.
af vb. fylgja x 22 (fx ‘pýlgþo’ 5^6).
44.5.2.4