Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 224

196
Ortografi
begyndelsen af A (navnlig i de f0rste to læg), men optræder
kun sporadisk i den senere del af A.
Brugen i B er bemærkelsesværdig, men ikke enestáende
i perioden. Eksempler med (11) foran /d/ kan registreres
sá tidligt som i AM 237 a fol (01150), og op gennem 1200-
tallet bliver betegnelsen stadig almindeligere. I GKS 1157
fol (01250) og Lbs frg 82 (01258-64) er (11) sáledes allerede
den dominerende betegnelse, mens man i det med MskMS
nogenlunde samtidige GKS 2365 40 kun finder 23 eksem-
pler pá (11) eller en tilsvarende betegnelse.1 Til gengæld har-
monerer forholdene i B med situationen i det ligeledes no-
genlunde samtidige AM 519 a 40, hvor man over for 540
tilfælde med (lld) kun finder otte eksempler pá (ld).2
Foran /t/ kommer en tilsvarende forskel mellem skri-
verne ikke til udtryk. I sikre tilfælde (hvor det omkring-
stáende ikke er forkortet) er forholdet (lt):(llt) sáledes
18 % : 82 % i A, mens det er 22 % : 78 % i B. I B er der intet
særligt at bemærke til betegnelsernes distribution i hánd-
skriftet, men i A er tilfældene med (lt) noget almindeligere
i begyndelsen af hándskriftet (jf. tabel 4.43). Tendensen er
altsá som foran /d/ (omend i mindre udstrækning).3
Som det fremgár af afsnit 4.4.5.2.16, finder man foran
/þ/ i kort rodstavelse aldrig (11) i de tilfælde hvor en even-
tuel lukning (/þ/ > /d/) ikke indikeres. IA og B skrives sá-
ledes (lþ) i hhv. 69 og 3 tilfælde (aldrig (llþ llð)). Der skrives
imidlertid (lld) for /lþ/ i sável A som B i hhv. ét og fire til-
fælde (man finder aldrig (ld) for /1 þ/). Hvis tilfældene med
(lld) afspejler former med /ld/, hvilket i hvert fald i B fo-
rekommer mest sandsynligt (jf. afsnit 4.4.5.2.16), skal dob-
beltskrivningen máske ses i lyset af at fænomenet er ganske
nyt, idet man kan forestille sig at den ortografiske tradition
som kommer tydeligt til udtryk i 1300-tallet og senere, og
ifplge hvilken der skrives (1) foran ældre /þ/, men (11) foran
ældre /d/, endnu ikke er etableret, og at skriverne (særlig
B) i stedet benytter samme betegnelse som ellers foran /d/,
nemlig (ll).4
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.34, hvor ogsá mere spora-
diske tilfælde med (11) for /1/ anfpres, er brugen af (11)
for /1/ særlig frekvent efter /r/. Dette fænomen behandles
1 Jf. Lindblad (1954, s. 202-3).
2 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 68).
3 Forskellen mellem (lt) og (llt) afspejler ikke den fra visse nisl. dialek-
ter kendte distinktion mellem stemt og ustemt /1/ foran /t/. For en
kortfattet diskussion af forholdene ved betegnelsen af /lt/ i ældre og
yngre islandsk, se Haraldur Bernharðsson (1999, s. 156—58). For en
kort opsummering af reglerne for brugen af stemt og ustemt /1/ i nord-
landsk, se fx Stefin Karlsson (1960, note 81) m. henv. til Árni Böðvars-
son (1953, s. 83-4). Jf. ogsá Sigurður Jónsson et al. (1992, s. 18-19 m.
henv.)
4 Om de to typer af /1/, se især Jakob Benediktsson (1960), Bandle (1956,
s. 147-50), Stefán Karlsson (1960, s. 144-46, og 2004, s. 18), Haraldur
Bernharðsson (1999, s. 154-58) og KristjánÁrnason (2005, s. 362-63).
I Jakob Benediktsson (1960) underspges rimene i en række islandske
digte fra 1300-tallet til 1700-tallet, og det pivises at der frem til CI700
har eksisteret to varianter af /1/ foran /d/ (afspejlende forskellen mel-
lem ældre /lþ/ og /ld/). Det stár dog ikke helt klart, hvori den arti-
kulatoriske forskel mellem de to varianter præcis har bestáet (jf. især
s. 45 i den omtalte afhandling).
nærmere i afsnit 4.4.5.2.12 i diskussionen af sammenfaldet
mellem /11/ og /rl/.
Som fremgáet af den ovenstáende oversigt manifesteres
/11/ sá at sige altid som (11), hvilket er forventeligt.5
44.5.2.9 /m/og/mm/
A B
/m/ (m) 6700 /m/ (m> 2025
O 3950 O 600
(M) 375 (M) 11
(m) 40 (m) 225
(mm) 1
/rUm/ (y> 3 /rUm/ (i) 1
/mm/ (m) 29
O 11
(m) 8 /mm/ (m) 5
(mm) 1
(m) 1 (m) 7
(m) 8
(m) 1
Tabel 4.44: Manifestationen af /m/ og /mm/
Den ikke helt sjældne betegnelse (m) for /m/ bruges
i et meget begrænset antal lemmata (maðr, Magnús og
(-)móðir i A, Finnmprk, maðr, Magnús og mála i B), jf. af-
snit 4.3.2.38.
Om brugen af (“), herunder historisk perspektivering,
se afsnit 4.34.2.5.
Som fremgáet af oversigtstabellen træder forskellene
mellem de to skrivere temmelig tydeligt frem ved mani-
festationen af sável /m/ som /mm/, dog særlig i det sidst-
nævnte tilfælde.
For etymologisk /mm/ indikerer begge skrivere konse-
kvent /mm/ intervokalisk og i udlyd. Foran konsonant in-
dikeres til gengæld konsekvent /m/, uanset om der er tale
om tilfælde hvor man má regne med /m/ (fx ‘fcamt’ 1547)
eller med /mm/ (fx ‘fcemri’ i3rio).6
Bemærk at det i B undertiden er vanskeligt at skelne
mellem (rh) og (rh).
Betegnelserne (m) og (_m) er de almindeligste i hele
den klassiske periode,7 mens báde (mm) og (m) generelt
er sjældne.8
Sczrlige tilfádde
I kardinaltallet fim(m) indikeres /m/ hos begge skrivere,
jf. afsnit 5.7.1.
5 Den alternative betegnelse (á), der er ret hyppig i de ældste hándskrif-
ter, er særdeles sjælden efter midten af 1200-tallet. Om (á), se mest
udfprligt Westlund (1974, s. 85-91) med en række henvisninger.
6 Til registreringen af manifestationen af /m/ og /mm/ kan bemærkes
at der regnes med /m/ for etymologisk /mm/ foran andre konsonan-
ter end /n r/, nár der ikke er tale om stavelsesgrænse (/mm-C/).
7 Jf. Lindblad (1954, s. 70).
8 Om <m), se litteraturhenvisninger i note 4 pá s. 62.
44.5.2.9