Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 227

Fonografematisk analyse
199
Side <N> <N> <1) <fi> Side <N> <N> <b> <<í>
ir 2 1 3 37 23V 43 6 1
IV 1 3 52 24r 32 16 1
2r 1 48 24V 63 9 2
2V 1 1 48 25r 16 2
3r 3 47 25V 49 !5 4
3V 1 6 50 26r 36 5
4r 4 56 2ÓV 29 2 2 1
4V 4 36 271- 3* 1 7 1 1
5r 1 47 27V 41 6 1 1
5V 4 64 28r 32 ÍO 1
6r 4 46 28v 28 6
6v 1 49 29r 35 1 1
7r 3 38 29V 36 3
7v 1 2 52 30r 50 2 1
8r 13 2 4 24 3°v 59 4 1
8v 24 1 4 19 3lr 35 6
9r 19 5 4 33 31V 50
9V 11 7 4 28 32r 45 2
i8r 5 3 3 38 32v 41
i8v 11 11 4 39 33r 47 1 2
r9r 15 9 5 21 33v 35 2
19V 25 4 7 21 34r 67 1 1
2or 36 10 2 34v 34 3
20v 19 8 1 9 35r 51 3 1
2ir 23 9 2 1 35v 49 4 1
2iv 32 6 13 361: 33 7
22r 36 3 1 8 36V 43 5
22V 37 6 1 6 37r 46 7
231- 49 6 1 37v 38 2
Tabel 4.46: Fordelingen af <n), <n>, <i]> og <r]> i A relateret til hándskriftsider
MskMS, er, som fremgáet af den ovenstáende oversigt,
imidlertid forkert.11 en vis forstand kan den hyppige brug
af <h> betragtes som et træk der peger fremad i tid, idet <n>
er meget almindelig som betegnelse for /nn/ i 1300-tallet.
Det samme má afgjort siges om de i B forekommende
betegnelser <n> og <n>, der er meget sjældne i 1200-tallet.2
Lindblad (1954, s. 72) bemærker at han fra denne periode
kun har observeret <n> i AM 623 40, et hándskrift som Ole
Widding siden har dateret til CI325 (jf. ONP).
Endelig kan det bemærkes at brugen af <nn> for /nn/ el-
lers er meget usædvanlig, og i Lindblad (1954, s. 72) frem-
end dobbelt sá hyppig som <fj), og at andre betegnelser kun optræder
meget sparsomt.
1 Den fejlagtige oplysning i Lindblad (1954) skyldes rimeligvis to for-
hold. For det fprste má Lindblad i sine analyser have sidestillet <n) og
<fj) (noget der i det hele taget má tages hensyn til ved brug af Lind-
blads historiske perspektiveringer), og for det andet má prpverne fra
MskMS være taget fra fprste del af hándskriftet (jf. redegprelsen for
den markante forskel i den hándskriftgeografiske distribution af <n n)
vs. <ij ij) i A).
2 Selvom der i B i nogle af tilfældene med <n) máske i virkeligheden er
tale om <n), synes det ikke rimeligt at tolke alle eksempler sáledes.
hæves B da ogsá som den eneste af de af Lindblad under-
spgte kilder med mere udpræget brug af <nn>.
S&rlige tilfœlde
Som bemærket i afsnit 4.3-4.2.5 indikeres konsekvent / nn/
i penningr og sammensætninger hermed (x 3 i A i ‘pefjinga’
6VI5, ‘filprperjingar’ 4^8 og ‘filpr peqmgr’ 6r33, x 1 i B i
‘pemngr’ ior4o).
Som ligeledes bemærket i afsnit 4.3.4.2.5 indikeres /nn/
i det eneste tilfælde med mungát i A (‘mvfjgat’ 2IV44).
Om et muligt sammenfald mellem /ng/ og /gn/, se af-
snit 4.4.5.2.4.
Foruden i maðr finder man flere tilfælde med denasale-
ring af /nnr/ > /þr/ i báde A og B.3 Som det ogsá frem-
gár af afsnit 5.2.1 og 5.8.2.1.1, drejer det sig især om no-
minativformer af en række maskuline proprier, endvidere
om 3. pers. sg. præs. ind. af visse stærke verber. Fænome-
net optræder dog ogsá i andre ordformer. IA finder man sá-
ledes foruden propriumformerne Fiðr (‘þiþr’ 24^ og ‘piðr’
3 Om dette fænomen, se fx Noreen (1923, § 261).
4.4.5.2.IO