Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 231

Fonografematisk analyse
203
Den i B registrerede tendens til at anvende (dr) i initi-
alstilling, men (dt) i finalstilling er mig bekendt ikke om-
talt i de forskellige almene beskrivelser af islandsk skrift-
historie,1 men jeg har konstateret noget lignende i AM 162
A 5 fol (C1300)1 2 og de dermed beslægtede AM 162 E fol
(CI300) og Holm perg 18 40 (CI300).3 Til gengæld findes
denne tendens ikke i Holm perg 2 40 B (01250—1300), hvor
man almindeligvis finder (d2) i initialstilling.
Som fremgáet af oversigten over manifestationen af / r/-
forbindelser indgar /r/ i et stort antal forkortede forbin-
delser. Historiske perspektiveringer til de enkelte forkor-
telser er anfprt i de relevante underafsnit i afsnit 4.3.4. Her
skal det blot konstateres at forskellene mellem skriverne i
denne henseende generelt er forholdsvis beskedne. Mest
markant er den i A langt hyppigere brug af (') for /Ir/ og
af /e) for /r[eæ]/ samt i mindre grad /“) for /Ur/.
Som bemærket i afsnit 4.3.2.34 finder man 41 eksem-
pler med (rll) for /rl/ i A, alle i sb. jarl og karl samt sam-
mensætninger hermed og alle i egentlig udlyd eller i udlyd
af fprste sammensætningsled. I tilsvarende former finder
man 66 tilfælde med (rl) (hoveddelen optræder i indlyd, fx
‘íarla’ 5V22 og ‘karh’ 2ir6). I finalstilling er der blot tolv ek-
sempler med <rl) (fx ‘Jarl’ 35vl8). I andre ordformer mani-
festeres /1/ konsekvent som (1), báde ved stavelsesgrænse
mellem / r/ og /1/ foran andet led i kompositum eller afled-
ning pá 'lig' (x 150, fx ‘Erlenðr’ i8vi8 og ‘ðýrhct’ 3V20) og
i andre tilfælde (x 27, heraf 26 i indlyd, fx ‘varla’ 6r39).
I B finder man 36 eksempler med (rll) for /rl/ (jf. af-
snit 4.3.2.34). Som i A begrænser eksemplerne sig til jarl
og karl samt sammensætninger hermed. I modsætning til
forholdene i A finder man imidlertid former med (rll) i sá-
vel udlyd (x 21, fx ‘íarll’ 14x3) som indlyd (x 15, fx ‘Iarlli’
14V38). De 15 modeksempler med (rl) optræder alle i indlyd
(fx ‘íarla’ 13x31). I andre ordformer skrives /1/ konsekvent
<1), báde ved stavelsesgrænse mellem /r/ og /1/ foran andet
led i kompositum eller afledning pá -lig- (x 29, fx ‘fto2latr’
iór25 og ‘unðarhga’ 1OVI9) og i andre tilfælde (x 15, fx ‘kerl-
mg’ I3r44). I to tilfælde i B manifesteres /rl/ som (11) (‘íall’
11126 (=jarlinum) og ‘íallðö’ 13V51). I det sidste tilfælde har
skriveren rettet ‘íar’ til ‘íal’, hvilket understreger at der ikke
er tale om en simpel skrivefejl i form af et udeladt (r).4
Sammenfaldet mellem /rl/ og /11/, som direkte bevid-
nes af de to tilfælde med (11) for /rl/ i B, er allerede be-
1 Til gengæld har man hævdet at der i visse af de ældste hándskrifter
kunne være en tendens til at <02) kun anvendtes medialt, eller at <or)
i hvert fald blev foretrukket finalt — jf. bl. a. Spehr (1929, s. 125 m.
henv.) og sammenlign hermed Hreinn Benediktsson (1965, s. 48), der
forholder sig tvivlende til dette.
2 Jf. Kjeldsen (2005^, s. 75).
3 Tendensen til at foretrække <dz) i finalstilling findes ogsá i det med
MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40 (jf. de Leeuw van Weenen
2009, s. 36—7). I dette hándskrift kan der imidlertid ogsá registreres
andre tendenser for fordelingen af ([dð]r):([dð]2).
4Endelig manifesteres normalortografiens rl som <r1) i ét tilfælde
(‘pramaRla’ i3rio), hvilket rimeligvis afspejler /rrl/ (jf. forholdene ved
adverbier pá 'ar(r) omtalt i afsnit 5.10.2), og som (r) én gang (‘ftapkarfi
10V7), hvilket formentlig indikerer overgang /rls/ > /rs/.
lagt i de ældste hándskrifter, fx i Holm perg 15 40 (ci20o).5
Meningerne har været delte hvad tolkningen af sammen-
faldsproduktet angár. Mens nogle mener man skal regne
med /11/ som senere har fprt til udtalen [tl] pá lige fod med
ældre /11/, har andre (og det de fleste i nyere tid)6 regnet
med direkte overgang til [tl]-udtale (altsá en direkte parallel
til forholdene ved /rn/, hvor et mellemstadium med /nn/
ikke kan komme pá tale).7 Den sidstnævnte tolkning fp-
rer til en datering af [tl]-udtalen til CI200 (i hvert fald di-
alektalt),8 mens den fprstnævnte tolkning lægger op til en
noget senere datering, da sikre indikationer af denne [tl]-
udtale fprst dukker op i 1300-tallet.9 De mange tilfælde
med (rll) kunne muligvis indikere /rl/ > [(r)tl] med en
epentetisk lyd mellem [r] og [1] (og med fakultativt bortfald
af [r]).10 Pá den anden side má det medgives at man finder
tilsvarende skrivemáder i andre nordiske sprog/dialekter
hvor samme forklaring ikke umiddelbart kan appliceres.11
Som omtalt i afsnit 4.4.5.2.10 gengives /n/ i kombina-
tionen /rn/ i A ofte som (n q rj) (man finder (n) X 81, (rj)
X 38 og (9) x 5), en praksis der — pá lige fod med skrive-
máderne med (rll) for /11/ — máske kunne tolkes som en
indikation af [tn]-udtale af /rn/.12 Som allerede fremhævet
i afsnit 4.4.5.2.10 má særlig de 38 tilfælde med (fj) note-
res, da de rimeligvis indikerer at der er tale om mere end et
rent grafisk fænomen, pá trods af at stprstedelen af eksem-
plerne med (n fj q) optræder i finalstilling, og som bemær-
ket i samme afsnit kan som yderligere argument anfpres at
man ud over de omtrent 100 tilfælde med (n 9 rj) i egentlig
udlyd (finalstilling), fx ‘hvarfj’ 5V18, finder 24 tilfælde med
(n 4 9) i udlyd af fprste sammensætningsled, fx ‘horfjblaftr’
8vi8.13 De eneste belæg uden for udlyd er ‘goþgimð’ 36V23
og 36V30. (n) bruges til gengæld næsten konsekvent i ind-
lyd, hvor man finder knap 180 eksempler (fx ‘íarm’ 3x4)
over for blot to usikre eksempler i egentlig udlyd (‘biorn’
5 Jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 93). Om det tidlige sammenfald
mellem /rl/ og /11/, se fx ogsá Alexander Jóhannesson (1923—24, s. 132)
og Bandle (1956, s. 160).
6 Dog eksempelvis ikke Kristján Árnason (2005, s. 353-56).
7 Jf. Bandle (1956, s. 159—60) og Stefán Karlsson (2004, s. 21) samt
opsummeringen af flere tolkninger i Haraldur Bernharðsson (1999,
s. 160—61). Det kan dog ikke udelukkes at der er tale om et konspira-
tionsfænomen, altsá at flere separate udviklinger har bidraget til en
tilsyneladende fælles udvikling.
8 Det forekommer underligt at Stefán Karlsson (2004, s. 21), der pá lige
fod med Bandle (1956) tilslutter sig den fprstnævnte tolkning, skriver
at sammenfaldet mellem /rl/ og /11/ indtræffer i 1300-tallet.
91 Hauksbók finder man sáledes skrivemáden ‘Olleifr’ for Oddleifr
(jf. Jón Helgason 1927, s. 91 m. henv.).
10 Eiríkur Jónsson & Finnur Jónsson (1892—96, s. xliv) tolker forsigtigt
tilsvarende former i Hauksbók (i hvilket hándskrift man som allerede
nævnt finder ældste sikre belæg pá [tl]-udtale) som indikation af [tl]-
udtale. Jf. i samme forbindelse Sjöros (1917, s. 45—7).
11 Jf. eksempler i Sjöros (1917, s. 44—5).
12 Hvilket i givet fald má forudsætte [tn] -udtale af /nn/ (efter lang vokal).
Som ved /rl/ má det dog noteres at tilsvarende skrivemáder kendes fra
dialekter hvor forklaringen ikke kan appliceres, jf. eksempler i Sjöros
1917, s. 44-5).
13 Der er i langt de fleste tilfælde vel at mærke tale om belæg uden mel-
lemrum mellem leddene, altsá ét graford.
4.4.5.2.12