Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 232

204
Ortografi
ir35 og yðarn’ í^o)1 og to tilfælde i udlyd foran andet sam-
mensætningsled eller afledning pa -lig- (‘hvarntveGia’ 20v6
og ‘lopgiarnliga’ 6V30).
I B kan en tilsvarende tendens ikke registreres. For-
bindelsen /rn/ optræder sáledes næsten konsekvent som
([rijn), hvad enten der er tale om indlyd (x 55, fx ‘barna’
nr4o), egentlig udlyd (x 9, fx ‘barn’ UV27) eller udlyd af
fprste sammensætningsled (x 8, fx ‘larnfmiði’ 15VI7). Ene-
ste undtagelser i udskrevne former er tre tilfælde med
(rnn rt] rn) (‘arnnozr’ 13^21, ‘parq’ 12V51 og ‘a>rn’ I7ri4) og
ét tilfælde med <n) (‘tarþmar’ I4r22).
Mens de mange tilfælde i A med (n q fj) efter /r/ som al-
lerede nævnt muligvis kunne tolkes som en indirekte (me-
get usikker) indikation af [tnþudtale af /rn/, rummer hver-
ken A eller B direkte indikation af sammenfaldet mellem
/rn/ og /nn/ (efter lang vokal) i form af omvendt skrive-
máde (rn) for /nn/.2 Dette sammenfald regnes almindelig-
vis for indtruffet i 1300-tallet,3 hvor man finder de fprste
direkte indikationer i form af (rn) for / nn/ efter lang vokal
(herunder diftong) og (rn) for /ddn/.4
Som eksemplerne i Sjöros (1917, s. 44—5) viser, findes
tendensen til anvendelse af (11) og (n) og tilsvarende beteg-
nelser efter /r/ — hvoraf den fprstnævnte betegnelse gár
igen hos begge skrivere i MskMS, mens den sidstnævnte
kun bruges i mere udpræget grad i A — i andre hándskrif-
ter, islandske sável som norske og pstnordiske. Bemærk i
samme forbindelse at man i det med MskMS omtrent sam-
tidige AM 519 a 40 efter /r/ finder særlig mange eksempler
pá betegnelser som ellers bruges for /nn/.5 En sikker tolk-
ning af dette fænomen lader sig formentlig ikke fremsætte,
og det samme má i det hele taget siges om tolkningen af
enkelthederne i udviklingen af [(r)tl]- og [(r)tn]-udtale af
/rl 11/ og /rn nn/, idet der ved alle hidtil fremsatte tolknin-
ger synes at kunne opstilles argumenter for og imod.6
Svarabhaktivokalen manifesteres ikke i A, men er be-
lagt én gang i B (‘p^tvrmr’ 16^30). Som bemærket i note 2
pá s. 105 afslprer orddelingsprincipperne ved en række æl-
dre enstavelsesformer i A dog formentlig at skriveren — i
hvert fald i visse kontekster — har haft en svarabhaktivokal
i sit talesprog. Omvendte skrivemáder som (r) for /Ur/
1 De to eksempler er imidlertid meget utydelige, og det er meget mu-
ligt at der i stedet er tale om <ri]>. Yderligere ét eksempel er meget
utydeligt, ‘pirq’ 22156, det kunne principielt ogsá tolkes som <rn).
2 Det enkeltstáende eksempel med (n) for /rn/ i B i ‘íarþinar’ er sand-
synligvis blot en skrivefejl og under alle omstændigheder ikke nogen
god indikation af sammenfaldet, idet en sádan omvendt skrivemáde
fprst og fremmest skulle forventes efter gammel lang vokal eller dif-
tong. At skrivemáden afspejler overgang /rn/ > /nn/ i tryksvag stil-
ling, er heller ikke sandsynligt, da dette synes at være et noget yngre
fænomen, jf. Bandle (1956, § 104).
3Jf. fx Alexander Jóhannesson (1923—24, s. 132—33), Jón Helgason
(1927, s. 91-2), Bandle (1956, s. 160), Stefán Karlsson (2004, s. 21)
og Haraldur Bernharðsson (1999, s. 160—61).
41 et originaldiplom fra mellem 1332 og 1340 (nummer 9 i Stefán Karls-
son 1963) finder man i fprste og anden linje propriumformerne Kol-
beinn, Oddný og Sveinn skrevet hhv. ‘^016^^^’, ‘orny' og ‘suæirn’.
5 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 68).
6 Jf. i denne forbindelse ogsá den allerede nævnte fremstilling i Kristján
Arnason (2005, s. 353-56).
har jeg ikke registreret hos nogen af skriverne. Den særde-
les sparsomme brug af svarabhaktivokal skal ses i lyset af
at fænomenet kun i enkeltstáende tilfælde optræder i slut-
ningen af 1200-tallet.7 Længe finder man former med og
uden indikation af svarabhaktivokal,8 men det har været
den almindelige opfattelse at overgangen har været afslut-
tet mod slutningen af 1400-tallet, og at brugen af (r) her-
efter alene skal tilskrives ortografisk konservatisme. Ogsá
Ari P. Kristinsson (1992, se især s. 15—16) mener at ud-
viklingen i hvert fald har taget nogle hundrede ár, altsá fra
slutningen af 1200-tallet til op i 1500-tallet. Samtidig ar-
gumenterer han for at forskellige fonetiske omgivelser har
været mere eller mindre befordrende for udviklingen.9
Som det fremgár af den ovenstáende oversigt over ma-
nifestationen af /rr/, er betegnelsen (r) noget mere gen-
nemfprt i A end i B. Den næsthyppigste betegnelse i A,
(rr), optræder desuden i et relativt begrænset antal ordfor-
mer. Af de 48 eksempler optræder hele 30 i appellativet
orrusta og sammensætninger hermed (fx ‘orr’ 19V21), og af
de resterende 19 tilfælde optræder otte i komposita, hvor
der i virkeligheden er tale om /r-r/ (fx ‘ítorrepfinga’ 3H24).
orrust- skrives imidlertid ogsá med den for /rr/ hyppigere
betegnelse (r), og som det fremgár af tabel 4.50, hvor skri-
vemáderne sættes i relation til hándskriftsider og tekstaf-
snit, er fordelingen i vid udstrækning hándskriftgeografisk
betinget, idet (rr) dominerer kraftigt i fprste del af A, mens
(r) dominerer i sidste del af A.
Fordelingen af de forholdsvis hyppige skrivemáder med
(2r) for /rr/ i B er ikke hándskriftgeografisk betinget, men
til gengæld grafotaktisk. Alle eksemplerne optræder sále-
des efter (o ó 9), i hvilken kontekst man aldrig finder ho-
vedbetegnelsen (r).10
I brugen af (r) som hovedbetegnelse for /rr/ ligger A og
B pá linje med langt de fleste hándskrifter fra 1200-tallet og
begyndelsen af det fplgende árhundrede.11 Betegnelserne
(rr 2r) er langt sjældnere og optræder dels i de allerældste
7 Udviklingen er undersógt i Jón Þorkelsson (1863), se især s. 30—2.
Det ældste af Jón Þorkelsson nævnte eksempel er fra AM 623 40, som
imidlertid siden er blevet omdateret til C1325. I et upubliceret kandi-
datspeciale har Ari Páll Kristinsson dog fundet ældre eksempler, og
udsagnet om at fænomenet optræder i sidste del af 1200-taUet er der-
for korrekt (jf. Haraldur Bernharðsson 1999, s. 158). Da jeg ikke har
haft adgang til den nævnte afhandling, er jeg ikke klar over om det
enkeltstáende eksempel i B er registreret deri.
8 Björn K. Þórólfsson (1925, s. xxiv) bemærker at man bruger (ur) og (r)
ved siden af hinanden frem til ci6oo. Bemærk i samme forbindelse at
<r) er langt almindeligere end (ur> i Oddur Gottskálkssons Nye Testa-
mente, mens <ur) er blevet den dominerende betegnelse i Gudbrands-
biblen (jf. Jón Helgason 1929, s. 42-3, og Bandle 1956, s. 156-57).
9 Om udviklingen af svarabhaktivokalen, se ogsá Haraldur Bernharðs-
son (1999, s. 158—59 m. note 65) og Kristján Arnason (2005, s. 339).
10 Distributionen af skrivemáderne med (rr> vs. (r) i A skal máske ses i
lyset af at forlæggets brug har svaret til den man finder i B, nemlig at
hovedbetegnelsen for /rr/ er (r), men at der efter (o) og lignende graf-
klasser anvendes <2r). Den lidt specielle, men hyppige forkortelse ‘o2f’
overförer A sá i begyndelsen fortrinsvis som ‘orr’ (hvilket má betragtes
som den nærmeste pendant i hans eget system, idet (2) ikke er en del
af hans norm), men efterhánden begynder han ogsá i denne kontekst
at anvende hovedbetegnelsen (r).
11 Jf. Lindblad (1954, s. 73). I det hele taget er (r) formentlig den mest
brugte kapitæl i islandsk skrift, nár man ser bort fra (n> (jf. Hreinn
4.4.5.2.12