Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 235

Fonografematisk analyse
207
kvent, bliver det i l0bet af 1100-tallet en udbredt konven-
tion at anvende (s) i denne stilling, og i det efterf^lgende
árhundrede er denne praksis allerede meget dominerende.1
I de allerældste islandske hándskrifter bruges (s) primært af
pladshensyn, typisk ved linjeudgang for at udfylde linjen2
(en brug som ikke spiller nogen rolle i MskMS). Brugen af
(s) i forbindelse med interlineære abbreviaturer kendes al-
lerede fra Holm perg 15 40 (01200), og fra en sádan brug
i forkortelser kan (s) sprede sig til udskrevne former af
samme ord. Den fra latinske hándskrifter kendte brug af
(s) i finalstilling som grafisk variant til (f) spiller kun en
mindre rolle i islandsk, og Spehr (1929, s. 71—3) bemær-
ker at (s) i de ældre hándskrifter kun sjældent forekom-
mer hvis ikke det dikteres af ydre ársager, og at det ogsá
efter 1250 i hovedsagen blot anvendes i forbindelse med
forkortelser og i fuldt udskrevne former af ordformer der
typisk forkortes pá denne máde. Han bemærker dog at (s)
efter CI300 optræder hyppigere i finalstilling. Selvom ten-
densen til at anvende (s) i finalstilling ikke er sá udtalt i
islandske kilder, má man imidlertid allerede fpr dette tids-
punkt regne med indflydelse fra den i latinske hándskrif-
ter anvendte regel.3 Fprst senere, navnlig i sidste halvdel
af 1300-tallet, kan der spores en generelt stigende tendens
til anvendelse af (s), selvom (f) fortsat er den almindelige
betegnelse for /s/ i flere hándskrifter fra CI400.4
Man regner med at /[þdt]s/ sandsynligvis omkring de
ældste hándskrifters nedskrivning (midten af 1100-tallet)
er faldet sammen i /ts/.5 Med udgangspunkt i ortografien
i AM 237 a fol (CI150) og Den f0rste grammatiske afhand-
ling argumenterer Hreinn Benediktsson (1965, s. 75) for at
ældre /þs/ fprst er faldet sammen med /ds/, der derefter
er faldet sammen med /ts/ i anden halvdel af 1100-tallet.
Sammenfaldsproduktet /ts/ er siden blevet til / ss/ — ifdlge
den almindelige opfattelse i 1200-tallet.6 Da bl. a. morfofo-
nemiske associationer spiller en central rolle for gengivel-
sen af /[þdt]s/ i skriften (og for udtalen), redegpres i det
fplgende for de enkelte (etymologiske) forbindelser.
Ser man bort fra tilfælde med stavelsesgrænse mellem
/þ/ og /s/ (som nauðsyn) og brugen i forbindelse med
refleksivformant (som le'tski), kan forholdene ved /þs/ i A
opsummeres pá fplgende vis:7
1 Jf. Derolez (2003, s. 63-4). Se ogsá Spehr (1929, s. 70-1).
2 Spehr (1929, s. 71) bemærker ogsá at det interlineært bruges som plads-
besparende tegn i stedet for <f). Umiddelbart er det dog ikke rimeligt
at sidestille den interlineære grafklasse med (s). Om den interlineære
grafklasse og dens forhold til det delvis pá grundlinjen anbragte “trai-
ling s”, se afsnit 3.3.4.I.
3 Jf. i denne forbindelse ogsá Lindblad (1954, s. 208—9) om forholdene
i det med MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 40.
4 Jf. Seip (1954, s. 140).
5 Jf. Hoffory (1885, s. 79-96), Noreen (1923, § 310.1), Björn K. Þórólfs-
son (1925, s. xxviii), Bandle (1956, s. 166-67), Hreinn Benediktsson
(1965, s. 74-76) og Stefán Karlsson (2004, s. 18-19).
6Se Hreinn Benediktsson (1965, s. 75-6) for en opsummering af
argumenteme.
7 Ved stavelsesgrænse mellem /þ/ og /s/ skrives ([þð]f) i alle 39 til-
fælde (fx ‘orðfenðlg’ 6r28). /þ/ + refleksivformant manifesteres som
(z) x 19 (fx ‘aprpkiz’ 34V9 og ‘qvaz’ 8v22 — tolv af eksempleme udgp-
res af kvaðsk/kvedsk), (zc) x 7 (fx ‘qzc’ 2IV42), ([þð]fc) X 5 (fx ‘Hræþfc’
I 60 tilfælde manifesteres /þs/ som ([þð]f) (fx ‘hþf’ 5rii
og ‘gvðf 22r29).8 Heroverfor finder man fem tilfælde med
([þð]z> (fx ‘vtanborþz’ 9V34 og ‘orðztír’ 19V22)9 og 45 til-
fælde med (z) (fx ‘ívzinf 19V4 og ‘g0zco’ 4VI2). I samtlige
60 eksempler med ([þð]f) er (f) genitivmarkpr (herunder i
fprste sammensætningsled), og det samme gælder for (z) i
fire af fem tilfælde med ([þð]z>. Derimod er der i kun 22 af
de 45 eksempler med (z) for /þs/ tale om genitiv. Morfo-
fonemiske associationer synes altsá at have spillet en rolle
ved valget af betegnelse.
Ser man i B pá samme vis bort fra tilfælde med stavel-
sesgrænse mellem /þ/ og /s/ og brugen i forbindelse med
refleksivformant, kan forholdene ved /þs/ i denne del af
hándskriftet opsummeres pá fplgende vis:10
I tretten tilfælde gengives /þs/ som ([þðd]f) (fx ‘raþf
15V12, ‘goðf 25ri6 (=goðs) og'liðf 12V49).11 Fire gange ma-
nifesteres forbindelsen som ([þðd]z) (‘veftpirþzcr’ ior23 og
I2r25, ‘veftpirðzki’ ior22 og ‘garðzinf i6r3o). En enkelt
gang finder man blot (z) (‘fiz’ 16V53).12
Den mest markante forskel mellem skriverne er den
langt hyppigere brug af (z) for /þs/ i A.13 Sammenligner
man med forholdene i de omtrent samtidige GKS 2365 40
og AM 519 a 40, kan det noteres at hovedbetegnelsen ogsá
i disse er ([þðd]f>, en betegnelse som i 0vrigt generelt er
meget udbredt og i de ældste hándskrifter enerádende el-
ler meget dominerende.14 Op gennem tiden stiger frekven-
sen for betegnelserne ([þðd]z) og (z), og forholdene i sável
GKS 2365 40 som AM 519 a 40 má siges at ligge mere pá
linje med situationen i A end i B hvad brugen af (z) angár.15
Ser man bort fra tilfælde med stavelsesgrænse mellem
/d/ og/s/, kan forholdene ved /ds/ i A opsummeres pá fizsl-
gendevis:16 Hovedbetegnelsenfor/ds/er(z)(x 75,fx‘har-
allz’ 9^49 og ‘lanzmf 18^39), men ved siden af denne finder
man fjorten tilfælde med (dz) (fx ‘vrjðz’ 5V26 og ‘þBfiðz’
35r3 °g ‘reðfc’ 19V21) og <fc) X 2 (fx 'getifc’ 26v28). 111 tilfælde er tolk-
ningen usikker, idet <z) forudgás af en kontraktion (fx ‘qz’ 3V23). For
en mere overordnet behandling af dannelsen af refleksive former, se
afsnit 5.8.2.9.
8 Man finder <þf) x 40 og <ðf) X 20.1 samme forbindelse kan ogsá næv-
nes skrivemáden ‘gvþ’ 32^9.
9 Man finder <þz) x 2 og <ðz) x 3.
10 Ved stavelsesgrænse mellem /þ/ og /s/ skrives <[þðd]f) i alle tretten
tilfælde (fx ‘næþfyn’ ior37). /þ/ + refleksivformant manifesteres i seks
tilfælde som <[þðd]z) (fx ‘ftoðz’ iin.3 - man finder <þz) x 3, <ðz) X 2
og <dz) x 1) og i tre tilfælde som <z) (fx ‘gepiz’ 14^32). I fem tilfælde
er tolkningen usikker, idet <zc) (x 5) eller <z) (x 1) forudgás af en kon-
traktion (fx ‘qzc’ ior32 og ‘qz’ 12V23).
u Man finder <þf) x 9, <df) X 3 og <ðf) X1.
12 Desuden skrives <z) i alle seks tilfælde i det mere uigennemskuelige
stednavn Niz (fx ‘mzi’ I3r2l), hvor man formentlig ogsá má regne med
etymologisk /þs/ (jf. Ásgeir Bl. Magnússon 1989, s. 669—70).
13 Som fremgáet af note 7 og 10 kan samme tendens registreres i forbin-
delse med refleksivformanten.
14 Jf. Lindblad (1954, s. 210).
151 GKS 2365 40 finder man <[þðd]f) godt X 30, <z) ca. x 20, <[þðd]z)
X 9, <zt) X 5, <tz) X 3 og <tzt) x 1 (jf. Lindblad 1954, s. 210). I AM
519 a 40 finder man (ðf) X 40, (z) X 24, <ðz) x 7, <zf) X 1 og <tz) x 1
(jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 66—7).
16 Ved stavelsesgrænse mellem /d/ og /s/ skrives <df) (x 9, fx
‘pianðfcapr’ 9n) og (f) (x 6, alle efter /n/, fx ‘piaNÍcapaþiz’ 36^2 og
‘haqfolö’ 29r2).
4.4.5.2.13