Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 236

208
Ortografi
19T7)1 og fire med <T), alle efter /n/ (fx ‘iNþr0nfcr’ 34V50
og ‘þr0nfcr’ 35149), hvor man muligvis skal regne med as-
similation og/eller bortfald af /d/.
I B kan forholdene ved /ds/ opsummeres pá fplgende
vis, nár man ser bort fra tilfælde med stavelsesgrænse mel-
lem /d/ og /s/ og brugen i forbindelse med refleksiv-
formant:1 2 /ds/ manifesteres almindeligvis som (dz) (x 11,
fx ‘lanðz’ 13V7 og ‘vnðz’ 13VI3),3 men ved siden af denne
hovedbetegnelse finder man fire tilfælde med (z) (‘hellzt’
25^30 ‘vnz’ 1OV5 og 13V24 og ‘uplenzcr’ 1314) og ét tilfælde
med (ðz) (‘lanðz m’ 10V53).
Som ved /þs/ er den mest markante forskel mellem skri-
verne den langt hyppigere brug af (z) for /ds/ i A, og som
ved /þs/ kan brugen i A siges at ligge mere pá linje med
hvad man finder i de nogenlunde samtidige GKS 2365 40
og AM 519 a 40.4 I modsætning til ved /þs/ optræder (z)
for /ds/ allerede i de ældste hándskrifter og anvendes (sam-
men med (dz)) fortsat op gennem tiden.5
Ser man bort fra tilfælde med stavelsesgrænse mellem
/t/ og /s/ og brugen i forbindelse med refleksivformant,
kan forholdene ved /ts/ i A opsummeres pá fplgende vis:6
Hovedbetegnelsen for /ts/ er (z), som bruges 129 gange (fx
‘knvz’ 2OV39 og ‘veizlvna’ 4ri7). Heroverfor finder man 47
tilfælde med (tz) (fx ‘fpiotzinf 5V38 og ‘træftz’ 22v8). I 45
af de 47 tilfælde med (tz) er /s/ genitivmarkpr (herunder i
fprste sammensætningsled), mens det i de resterende to til-
fælde optræder i superlativformerne ‘betzt’ ir20 og ‘ýtztr’
2OV7.7 Ved de 129 eksempler med (z) for /ts/ er /s/ til gen-
gæld kun genitivmarkpr i tretten tilfælde. Som ved /þs/ sy-
nes morfofonemiske associationer med andre ord at have
spillet en vigtig rolle ved valget af betegnelse.
Ser man som i A bort fra tilfælde med stavelsesgrænse
mellem /t/ og /s/ og brugen i forbindelse med refleksiv-
formant, kan forholdene ved /ts/ i B opsummeres pá fpl-
gende vis:8 /ts/ manifesteres almindeligvis som (z) (x 35,
fx ‘veizlo’ nr5 og ‘fcarlaz marttull’ 12^47), men i tre tilfælde
11 samme forbindelse kan nævnes at /dds/ i hvert ét tilfælde manifeste-
res som <ddz) (‘oððz.f.’ 33V30) og (dz) (‘oðz’ l8r2).
2 Ved stavelsesgrænse mellem /d/ og /s/ skrives <df) i syv tilfælde (fx
‘kvellðfamgf íovli) over for ét eksempel med (f) ('pianfcapr’ ion8).
/d/ + refleksivformant manifesteres to gange som <z) ('ftenz’ ion7 og
iiv2ó) og hver én gang som hhv. (dz) (‘ftenðz’ I2ri9) og <fc) (‘ftenfc’
I7vt).
31 samme forbindelse kan ogsá nævnes at etymologisk /dds/ manifeste-
res som (ddz) i det ene forekommende tilfælde (‘oððz’ 17V36).
4I GKS 2365 40 skrives /ds/ <z) ca. X15 og (dz) x6 (jf. Lindblad
1954, s. 209). I AM 519 a 40 skrives /ds/ <z) X 28 og <dz) X16
(jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 63).
5 Jf. Lindblad (1954, s. 209).
6Ved stavelsesgrænse mellem /t/ og /s/ skrives <tf) i alle 21 tilfælde
(fx ‘motftoþor’ 9r2l). Pá tilsvarende vis skrives <ttf) i alle seks tilfælde
med /tt-s/ (fx ‘attftvþill’ 2iri9). /t/ + refleksivformant manifesteres
som (z) x 51 (fx ‘bviz’ i8vy), <zc) X 38 (fx ‘lezc’ 3V27), <tz) X 2 (fx ‘leitz’
3OV28) og <tzc) X 56 (fx ‘letzc’ 507).
71 det fprstnævnte tilfælde skyldes brugen af <tz) muligvis en rettelse,
idet ordet synes rettet fra ‘betr’.
8 Ved stavelsesgrænse mellem /t/ og /s/ skrives i alle tilfælde (tf) (eller
<tft)), fx ‘motftaþa’ llr28. /t/ + refleksivformant manifesteres i 36 til-
fælde som (tz), alle i enstavelsesformer, hvor /t/ er en del af stammen
(fx ‘letz’ I2r5). Heroverfor finder man 19 tilfælde med (z) (fx ‘ðvaliz’
1OV5), hvoraf kun ét eksempel er en enstavelsesform med stammeud-
som <tz) (‘photmeltz’ 13126, ‘kiptz’ 15V20, ‘ærmotz’ 13115),
og én gang gengives /tst/ som (tz) (‘betz’ 13V16). Som frem-
gáet af de anfprte eksempler er /s/ i alle tilfælde med <tz)
genitivmarkpr, mens det til gengæld ikke er tilfældet i de
35 eksempler med <z) med undtagelse af sammensætnin-
gen ‘fcarlaz mættull’ 12147. Som i A har morfofonemiske
associationer altsá spillet en væsentlig rolle.
I modsætning til ved /[þd]s/ kan der ved /ts/ ikke regi-
streres en mere gennemfprt brug af (z) i A. Tværtimod er
<tz) noget mere frekvent i A end i B. Ogsá pá dette punkt
stemmer forholdene i A bedre overens med forholdene i
det nogenlunde samtidige GKS 2365 40, der rummer ca. 75
eksempler med <z) over for ca. 25 eksempler med <zt).9 I
samme forbindelse kan det noteres at <tf), der er ganske
almindelig i de ældste hándskrifter, hverken forekommer
i MskMS eller i GKS 2365 40. Den rolle som morfofone-
miske associationer i vid udstrækning har spillet ved valget
af betegnelse for /ts/ i A, kendes ogsá fra andre, herunder
yngre, kilder, bl. a. originaldiplomerne fra CI300—1450.10 *
Efter /11 nn/, hvor brugen af <z) for /s/ kendes helt fra
de ældste hándskrifters tid,11 er forholdene de fplgende:
Efter /11/ skrives <z) for /s/ i alle knap 40 tilfælde i A. I
B er <z) ogsá hovedreglen, men ved siden af de otte i afsnit
4.3.2.76 anfprte tilfælde med <z) finder man to tilfælde med
<f) (adjektivformen fulls ‘pulf’ HV57 og ‘pvllf’ 16V4).12
Efter /nn/ skrives <z) i alle 25 relevante tilfælde i A
(jf. eksempler i afsnit 4.3.2.76).13 I B finder man ved siden
af de to i afsnit 4.3.2.76 anfprte tilfælde med <z)14 to tilfælde
med <f) (‘pinf’ 13155 og ‘mmft’ 16V32).15
Om refleksivformanten, se afsnit 5.8.2.9.
Om /[gk]s/, se afsnit 4.4.5.2.4 og 4.4.5.2.7.
Som fremgáet af den ovenstáende oversigt finder man
en tydelig forskel mellem skriverne ved manifestationen
af /ss/. I A er <ff) næsten helt gennemfprt som betegnelse
for /ss/. De tre eksempler med (s) optræder i ‘Ksin’ 5143 og
‘Ksit’ 2U4 og 2H5, hvor valget af <s) kan være foranlediget
af den foregáende interlineære abbreviatur. De to tilfælde
med <f) for /ss/ (‘hrof’ 2ir3 og ‘oP IV54) skal formentlig
blot opfattes som fejlskrivninger. I B er hovedbetegnelsen
lyd pá /1/ (‘liz’ 10V24), og hvert ét eksempel med (tzc) (‘fetzc’ 1OV36)
og <zc) (‘beizc’ I2ri2).
9 Hvorledes forholdene er i AM 519 a 40, hvortil der er blevet perspekti-
veret i forbindelse med /[þd]s/, stár mig ikke helt klart. de Leeuw van
Weenen (2009, s. 61—2) bemærker at /ts/ skrives (z) x 40, men synes
ikke at give oplysninger om forekomsten af <t[fz])).
10 Jf. Stefán Karlsson (1960, s. 175-76).
11 Jf. fx Hreinn Benediktsson (1965, s. 75).
12 Ved stavelsesgrænse mellem /11/ og /s/ skrives til gengæld konsekvent
<f) i sável A (x 21) som B (x 1).
131 samme forbindelse kan ogsá nævnes femten tilfælde med gen. sg. af
maðr og sammensætninger hermed forkortet med (z) (fx ‘m’ 27^).
14 Nævnes kan ogsá ‘fto2mezco’ iiv2, hvor skriveren har glemt en nasal-
streg. I samme forbindelse kan ogsá nævnes otte tilfælde med gen. sg.
af maðr og sammensætninger hermed forkortet med <z) (fx ‘pifciM’
I7ri2).
15 Ved stavelsesgrænse mellem /nn/ og /s/ skrives konsekvent <f) hos
begge skrivere. Selvom tilfælde som ‘ranfacat' 17V18 rimeligvis heller
ikke kan sidestilles med tilfælde uden stavelsesgrænse mellem / nn/ og
/s/, má det bemærkes at der i Holm perg 15 40 (C1200) skrives ‘raNzaka’
(jf. Hreinn Benediktsson 1965, s. 74—5).
4.4.5.2.13