Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 240

212
Ortografi
tydeligt ved <p), der med en enkelt undtagelse udelukkende
anvendes for /v/ og /f/ (jf. afsnit 4.3.2.71), og næsten lige
sa gennemf0rt er brugen af (u) for vokal i A (jf. tabel 4.55).
A Kons. Vok. B Kons. Vok.
<u) 2% : 98% 18% : 82%
<v) <F> 60% : 40 % 57% : >99% : 43% <1%
Tabel 4.55: Brugen af (u v p> i A og B
Selvom brugen af (u) og (v p> langtfra afspejler en konse-
kvent distinktion mellem vokal og konsonant (halwokal),
kan der altsá registreres tydelige tendenser. En mere kon-
sekvent skelnen hprer generelt kun de allerældste hánd-
skrifter til. I yngre hándskrifter er fordelingen af (v y)
og (u) almindeligvis bestemt af grafens placering i ordet
(jf. tendens i sável A som B), hvis ikke blot den ene af be-
tegnelserne anvendes. Det sidste er i klassisk tid sjældent,
men ifplge Lindblad (1954, s. 38) er (v) dog næsten helt gen-
nemfprt for sável konsonant som vokal i det med MskMS
nogenlunde samtidige GKS 2365 40.1
For en historisk perspektivering angáende (p), se afsnit
3-3-2-
De hhv. tre og otte tilfælde med (f) for /v/ i A og B
er alle anfprt i afsnit 4.3.2.18. De vidner om sammenfaldet
mellem halwokalen og den labiodentale frikativ, hvilket da
ogsá regnes for indtruffet allerede CI200 eller lidt senere.2
I et enkelt tilfælde i A manifesteres et (v) foran /U/
(‘fialpgprw’ I9ri).
Til de to skriveres brug af forkortelser, hvori /v/ indgár,
er der ikke meget at bemærke. Eneste mere markante for-
skel i brugen er den i B noget hyppigere brug af (“) (særlig
for /va/) frem for (a). For nærmere kommentarer hertil, se
afsnit 4.3.4.2.2.
Sóirlige tilfœlde
Mens man i A finder former med og uden -v- i pron. poss.
yð(v)arr og i den personlige pronominalformyð(v)ar, fin-
der man aldrig former med -v- i B (jf. afsnit 5.4.1.7 og
5.4.24).
Om former med og uden -v- i pron. erigi, se afsnit 5.44.7.
I B udviser adj. dyggr <3-/ö-stammeb0jning, mens det i A
udviser wa-/wö-stammeb0jning (jf. afsnit 5.3.3).
Om tilfælde hvor man i oisl. báde kan finde former med
-verð- og -urð-, se afsnit 44.3.2.3.
11 samme forbindelse nævner Lindblad ogsá hánd A i MskMS, men
som den ovenstáende fremstilling har vist, má dette modificeres noget.
2 Jf. Noreen (1923, § 250 og § 255), Alexander Jóhannesson (1923-24,
§ 180), Bandle (1956, s. 179) og Stefán Karlsson (2004, s. 17).
4.4.5.2.16 /þ/
A B
/þ/ <þ> 6500 /þ/ <þ> 2175
<Þ> 600 <Þ> 55
<ð) 1 <ð) 1
Tabel 4.56: Manifestationen af /þ/ i stavelsesinitial
stilling
A B
/þ/ <þ> 5850 /þ/ <þ> 1275
<ð> 1350 <ð> 325
<t> 157 <t> 35
<d) 24 <d> 250
/eþ/ <;> 625 /eþ/ <;> 190
/iþ/ O 24° (?) /iþ/ <‘> 86 (?)
/þAr/ <Þ> i(?)
/þ'W <u> 1
/þu/ m 5
/þr/ <þ> 110
/þs/ <z> 45 /þs/ <Z> 1
Tabel 4.57: Manifestationen af /þ/ uden for stavelses-
initial stilling
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.10, optræder de enkelt-
stáende tilfælde med (ð) for /þ/ i stavelsesinitial stilling i
‘íðrotf 32V28 i A og ‘fviðioþar’ 1548 i B.
Ved en sammenligning af skrivernes betegnelser for
/þ/ uden for stavelsesinitial stilling er den umiddelbart
mest ipjnefaldende forskel den langt stprre tendens til an-
vendelse af (d) i B. I A er forholdet (þ):(ð):(d) i denne
funktion sáledes ca. 81 % : 19 % : 0,4 %, mens det i B er
ca. 69 % : 18 % : 14 %. Det kan dermed allerede indlednings-
vis konstateres at distinktionen mellem /þ/ og /d/ (ogsá i
utvetydige tilfælde) meget langtfra gennemfpres i B, hvil-
ket vanskeliggpr tolkningen af tilfælde med mulig lukning
af /þ/ > /d/ (mere herom nedenfor).
Der kan i A ikke umiddelbart konstateres noget særlig
bemærkelsesværdigt ved den hándskriftgeografiske distri-
bution af varianterne (ð) og (þ). Fordelingen er ganske vist
ikke helt jævn, men begge betegnelser bruges i hele A, og
ujævnhederne i distributionen synes ikke sá udprægede at
der kan tales om egentlige tendenser.3 I B synes distribu-
tionen af de forskellige betegnelser heller ikke særlig be-
mærkelsesværdig. Sável (þ) som (ð) og (d) forekommer pá
3 Mest bemærkelsesværdig er den meget udprægede brug af <þ> i afsnit
19 og 53, idet andelen af tilfælde med <þ) er hhv. 98 % (278:7 eksempler)
og 96 % (119:5 eksempler). I den anden ende af spektret (her unders0-
ges kun afsnit med mere end 100 belæg pá <þ» íinder man afsnit 1—2,
hvor procentdelen af belæg med <þ> blot er 68, afsnit 5, hvor den er
69 %, og afsnit 55, hvor den er 71 %.
4.4.5.2.16