Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 241

Fonografematisk analyse
213
samtlige sider i denne del af hándskriftet med en nogen-
lunde jævn frekvens.1
Som allerede omtalt i afsnit 3.3.2, hvortil der ogsá hen-
vises for en række yderligere bibliografiske referencer, op-
træder (ð) ikke i de ældste islandske hándskrifter, hvor (þ)
er enerádende i alle positioner. Samme forhold findes ogsá
i en række hándskrifter fra begyndelsen af 1200-tallet, fx
den ældre del af AM 645 40 (01220). Som betegnelse for /þ/
uden for stavelsesinitial stilling dukker (ð) op i de fprste
ártier af 1200-tallet (for alvor omkring 1225) i takt med en
stigende trpndsk indflydelse pá islandsk skrift, men bliver,
som allerede nævnt, fprst almindeligt efter CI250. I tidlig-
klassiske kilder er det vist sáledes kun den dominerende
betegnelse i den ganske korte MáldReyk3 (CI224—1241).
Efter midten af 1200-tallet har Lindblad (1954, s. 186)
til gengæld ikke registreret noget hándskrift der udeluk-
kende anvender (þ), men betegnelsen dominerer stadig i
en række mellemklassiske kilder. Som eksempler nævner
han ud over A bl. a. GKS 1157 fol A (CI250), AM 291 40
(01275—1300) og AM 325 I 40 (C1300). Til denne liste kan
ogsá B fpjes, selvom Lindblad samme sted fejlagtigt skri-
ver at (þ) og (ð) synes omtrent lige hyppige i denne del af
MskMS. I fprste halvdel af 1300-tallet optræder (þ) kun
meget sporadisk, mens (ð) fortsat bruges ret regelmæssigt
og i visse hándskrifter næsten er enerádende for /þ/.2 Som
ogsá bemærket i afsnit 3.3.2 gár (ð) imidlertid ud af brug i
lpbet af árhundredet og er sáledes meget sjældent i diplo-
mer efter 1350 og reintroduceres fprst i slutningen af 1700-
tallet.3 Aflpseren er det unciale (d) (|ð|) der i den págæl-
dende periode allerede længe har været brugt for /d/. Som
bevidnet af ikke mindst hánd B i MskMS er brugen af
(d) for /þ/ uden for stavelsesinitial stilling imidlertid no-
get ældre. Den dukker op i anden halvdel af 1200-tallet4
og findes ud over i MskMS (især i B) bl. a. i Lbs frg 82
(01258—64), Holm perg 2 40 (A og B, C1250—1300), AM
1 Dog optræder (ð> med en smule h0jere frekvens pá det selvstændige
blad 25r.
2 Sá godt som enerádende kan (ð) ogsá være i hándskrifter fra anden
halvdel af 1200-tallet. Et særlig godt eksempel pá dette er det med
MskMS nogenlunde samtidige (norskprægede) AM 519 a 40, hvor
man if^lge de Leeuw van Weenen (2009, s. 65) blot íinder ét eksempel
pá (þ> over for 4903 tilfælde med <ð).
3 For en række bibliografiske henvisninger, se note 3 pá s. 54. Betegnel-
sens forsvinden forklares traditionelt som resultat af norsk indflydelse,
men som bemærket i note 2 pá s. 54 kan et rent grafisk forhold ogsá
have spillet en væsentlig rolle.
4 Et enkelt st0rre ældre hándskrift, AM 677 40 (A og B, C1200—25), ud-
mærker sig ved sin ikke sjældne brug af <d> for /þ/. Med henvisning
til Seip (1944) tilskriver Lindblad (1954, s. 186) brugen af <d) for /þ/ i
AM 677 40 A misforstáelse af et 0stnorsk forlæg der har anvendt (ð) for
/þ/ uden for stavelsesinitial stilling. Hreinn Benediktsson (1967) har
imidlertid siden argumenteret for at der ikke er tilstrækkeligt grundlag
for Seips konklusion om et 0stnorsk forlæg. Principielt kan tilfældene
med (á) for /þ/ ogsá være opstáet ved misforstáelse af et islandsk for-
læg med tidlige eksempler pá brug af (ð) (alle skrivere begyndte jo ikke
at anvende (ð) pá samme tid). Seips (1944) argumentation for at tilfæl-
dene med (d) for /þ/ uden for stavelsesinitial stilling i AM 677 40 B
(for eksempler, se Seip 1944, s. 137—40, og Weinstock 1967, 104—5)
ligeledes skulle bero pá norsk forlæg, im^degás af Weinstock (1967,
s. 114-16).
291 40 (CI275—1300) og GKS 2365 40.5 I denne periode er
det dog vist kun GKS 2365 40 og Holm perg 2 40 B der
anvender (d) tilnærmelsesvis sá ofte som hánd B.6
Betragter man betegnelser for /þ/ i MskMS i dette lys,
kan det for det fprste noteres at den ældre betegnelse (þ) er
meget frekvent, særlig i A. I B finder man en bemærkelses-
værdig kombination af træk der peger tilbage i tiden (den
meget hyppige brug af (þ)), og træk der peger fremad (den
for perioden meget hyppige brug af (d)). Dette er ganske
vist ogsá tilfældet i det nogenlunde samtidige GKS 2365 40,
som imidlertid adskiller sig fra B ved den i vid udstrækning
hándskriftgeografisk betingede distribution af variantbe-
tegnelserne.7
Brugen af de forskellige betegnelser for /þ/ uden for sta-
velsesinitial stilling er i vid udstrækning grafotaktisk be-
stemt:8
1. Efter lave grafer (grafer uden overlængde) finder man
sável (þ) som (ð) og (d) hos begge skrivere.
2. Efter hpje grafer (grafer med overlængde) anvender
ingen af skriverne (ð d). Fra dette finder man blot en
hándfuld undtagelser i B med (d) efter /1/, hvilket for-
mentlig indikerer lukning af /þ/ efter /1/ i kort sta-
velse (herom nedenfor).
3. Efter interlineære abbreviaturer finder man næsten
heller ingen eksempler pá (ð) eller (d) hos nogen af
skriverne.
4. Efter (ð d) anvender ingen af skriverne interlineære
abbreviaturer.
5. I finalstilling er (ð) særlig hyppig hos begge skrivere.
Som allerede omtalt i afsnit 4.1 lukkes /þ/ pá forskel-
lige tidspunkter til /d/ i visse positioner, en udvikling, hvis
klassiske fremstilling gives i Celander (1906, s. 57) :9
1. Efter /1 n/ i lang stavelse (typerne felldi-kenndi,
hvíld(i)—sýndi og efldi—gimd) gennemfpres lukningen
fprlitterært.
2. Efter /1 n/ i kort stavelse (typen valði, synð) lukkes
/þ/ fprst efter CI300. I enklitiske andenpersonspro-
nomener som mun-ðu, skal-ðu i tryksvag, kort stavelse
er lukningen (> -du/-tu) dog allerede indtruffet i de
ældste kilder.
5 Jf. Lindblad (1954, s. 187).
6 Jf. Lindblad (1954» s* 285 °g 187). Lindblad sidestiller fejlagtigt brugen
af (d) for /þ/ i A og B, idet han henf0rer dem begge til en gruppe hand-
skrifter, hvor (d) anvendes sporadisk i denne funktion. Som fremgáet
ovenfor er (d) imidlertid særdeles frekvent i B, ogsá mere frekvent end
i det af Lindblad underspgte GKS 2365 40, hvor forholdet (þ):(ð):(d)
for /þ/ uden for initialstilling er ca. 66 % : 24 %: 10 %, mens det, som
nævnt ovenfor, i B er ca. 69 % : 18 % : 14 %.
7 Jf. Lindblad (1954, s. 187-88).
8 Det samme er rimeligvis tilfældet i en række andre hándskrifter der
anvender sável (þ) som (ð) for /þ/ uden for stavelsesinitial stilling. I
tilfældet GKS 2365 40 er det konstateret af Lindblad (1954, s. 188—90).
9Jf. ogsá Noreen (1923, §238.i.b), Bandle (1956, s. 115—16), Hreinn
Benediktsson (1965, s. 74) og Stefán Karlsson (2004, s. 19—20).
4.4.5.2.16