Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 242

214
Ortografi
3. Efter /m lg ng/ synes lukningen ogsá indtruffet
CI300.
4. Efter /mb lf/ savnes tilstrækkeligt dateringsmateri-
ale.
Ser man bort fra tilfældene med f0rlitterær overgang ef-
ter /1 n/ i lang stavelse, kommer overgangen tilsyneladende
kun til udtryk én gang i A (app. ‘villð’ 1913), og det er sále-
des meget tvivlsomt om den har vundet indpas i skriverens
sprog.11 alle andre tilfælde manifesteres /þ/ sáledes enten
som (þ) eller (ð). Efter /1/ i kort stavelse finder man ved
siden af det ene tilfælde med (d) 69 tilfælde med <þ) (fx
‘fcilþv’ 5r32),1 2 efter /n/ i kort stavelse finder man tolv til-
fælde med (þ) (fx ‘vanþi’ 35136) og fire med (ð) (fx ‘vmðr’
33V34), efter /m/ finder man 44 tilfælde med (þ) (fx ‘fpmþ’
5VI3) og fire med (ð) (fx ‘fpmð’ 1814.3), efter /lg/ finder man
21 tilfælde med (þ) (fx ‘pýlgþi’ 8r2) og seks med (ð) (fx
‘pýlgðina’ 8^33), efter /ng/ finder man i alle fem tilfælde
(þ) (fx ‘hengþir’ 22r5) og efter /lf/ finder man (þ) i det en-
keltstáende tilfælde ‘fcelpþan’ 5V28.3
I B finder man efter /1/ i kort stavelse tre tilfælde med
(lþ) (fx ‘tolþo’ 1OV51) over for fire tilfælde med (ll[dá)])
(fx ‘tællði’ IOV50),4 efter /n/ i kort stavelse finder man
(d) i begge forekommende tilfælde (fx ‘panða’ 14VI3),5 ef-
ter /m/ finder man (þ) i seks tilfælde (fx ‘famþi’ 13V28)
og (ð) i tre tilfælde (fx ‘femð’ 12V21) over for to tilfælde
med (d) (fx ‘pramquemðar m’ nn8), efter /lg/ finder man
blot det allerede nævnte ‘pyllðim’ 15V38 (for fylgðinni), hvor
der indikeres svind af /g/,6 og efter /ng/ finder man (þ)
i begge forekommende tilfælde (fx ‘þramgþifi I5r54).7 En
tolkning af hvorvidt lukningen har vundet indpas i skrive-
rens sprog besværliggpres som allerede nævnt af den hyp-
pige brug af (d) i sikre tilfælde med /þ/, og nogen sik-
ker konklusion kan rimeligvis ikke nás. Mens forholdene
ved /mþ lgþ ngþ/ ikke er tilstrækkelig entydige til at man
med nogen form for sikkerhed kan udtale sig om udviklin-
gen,8 er det trods alt bemærkelsesværdigt at man i begge til-
fælde med /nþ/ i kort stavelse finder (d), navnlig nár man
tager de i afsnit 4-4.5.2.2 omtalte 27 tilfælde med (ð) for
/d/, som alle optræder efter /n/, i betragtning. Som be-
mærket i afsnit 4.4.5.2.2 kunne der være tale om omvendte
1 Som bemærket i afsnit 4.4.5.2.2 finder man ogsá kun ét sikkert tilfælde
med <lð) for /ld/.
2 Yderligere to tilfælde med <d) optræder i former af hplðr/hauldr, hvor
man imidlertid, som anfprt i afsnit 4.4.3.2.16 og 44.5.2.2, rimeligvis
má regne med /ld/.
3 A rummer ingen eksempler pá /mbþ/.
4 Desuden finder man <lld) én gang i det fejlskrevne ‘pollði’ 13V8 (for
folðí).
51 det andet af tilfældene (‘van|ði’ i2r2i-22) kunne brugen af <d) evt.
være foranlediget af et linjeskift.
6 Eksemplet skulle derfor muligvis snarere rubriceres som eksempel pá
<lld) for /ld/ efter kort stavelse. Jf. i denne forbindelse Jakob Bene-
diktsson (1960, s. 46), der pá grundlag af rimforholdene i senere tid
bemærker at ordformen rimebgvis skal sidestilles med eksemplerne
med yngre /ld/.
7 B rummer hverken eksempler pá /mbþ/ eller /lfþ/.
8 Belæggene er meget fá, og man finder ingen overrepræsentation af <d)
i forhold til andre tilfælde med <d) for /þ/.
skrivemáder foranledigede af overgangen /nþ/ > /nd/.9
Endnu mere bemærkelsesværdig er manifestationen af /þ/
efter /1/ i kort stavelse, idet den ellers sjældnere betegnelse
(d) anvendes i flertallet af eksempler, mens (d) som alle-
rede nævnt alt i alt blot anvendes i omtrent 14 % af tilfæl-
dene med /þ/ uden for stavelsesinitial stilling. Som anty-
det ovenfor taler yderligere ét forhold for lukningens ind-
træffen. Da B ellers ikke anvender (d ð) efter hpje grafer
som betegnelse for /þ/ uden for stavelsesinitialstilling, er
det meget páfaldende at man efter /1/ i kort stavelse finder
eksempler herpá. Man má gá ud fra at skriveren har haft
vægtige grunde til at fravige sit ellers strengt gennemfprte
princip i netop disse tilfælde, og den formentlig mest op-
lagte forklaring er at lukningen til / d/ er indtruffet, hvorfor
han griber til den i afsnit 3.3.2 omtalte graftype llð2ll (med
lavt skaft).10
Som omtalt i afsnit 4.1 regnes den med lukningen af
/þ/ > /d/ beslægtede overgang /þ/ > /t/ efter /k p/ (dvs.
i ustemte omgivelser, hvor der er tale om [þ] og ikke [ð])
for indtruffet i 1200-tallet, efter kort stavelse allerede fra
CI200, efter lang stavelse formentlig omtrent 50 ár se-
nere.11
Efter kort stavelse manifesteres overgangen overra-
skende nok kun i ét tilfælde i A (‘van|lýctö’ IV38—39), mens
man finder fem tilfælde med (þ) (fx ‘vocþo’ 25V24)12 og to
tilfælde med (ð) (fx ‘fpecð’ 33VI3). Efter lang stavelse ma-
nifesteres overgangen ogsá kun én gang i A (‘rpctar malð’
24^43, poet.) over for 19 tilfælde med (þ) (fx ‘ílýrcþar maþr’
35^49 og ‘fteýpþi’ 32V46). B rummer kun tre relevante be-
læg. Efter kort stavelse finder man (t) én gang (‘vactir’
iivio) over for ét tilfælde med (ð) i samme ordform (‘vacð-
ír’ 16^34). Efter lang stavelse manifesteres overgangen i det
ene forekommende tilfælde, idet der skrives (t) (‘ftyrcf m’
Iiri7). Eksemplerne i B er meget fá, men umiddelbart sy-
nes denne skriver altsá i hpjere grad at lade overgangen
/þ/ > /t/ i ustemte omgivelser komme til udtryk i skriften.
Det kan bemærkes at der ikke indikeres lukning af
/þ/ > /d/ efter /f g r/ som kendt fra visse nisl. dialekter.13
De godt 150 tilfælde med (t) for /þ/ i A optræder alle i
tryksvag udlyd og skal rimeligvis betragtes som omvendte
91 sine kommentarer til den ikke helt sjældne brug af <ð> for /d/ efter
/n/ i det med MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 40 bemærker
Lindblad (1954, s. 183) at han ogsá har registreret sporadisk brug af <ð>
for /d/ i flere andre islandske hándskrifter fra anden del af 1200-tallet
og nævner bl. a. AM 162 A ð fol (01250), Lbs frg 82 (01258-64) og
Holm perg 2 40 (A og B, C1250-1300). Dette betragter han 0jensynlig
som norvagismer, i tilfældet GKS 2365 40 ikke mindst fordi man deri
ikke finder direkte indikationer af lukningen af /nþ/ > /nd/.
10 Denne observation illustrerer i 0vrigt hvilken rolle palæografiske de-
tailstudier kan spille for analysen af lydhistoriske forhold.
11 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 74) og Noreen (1923, § 238.2.C).
12 To af eksemplerne med (þ> optræder i poesi.
13 Dette træk er ved at d0 helt ud i moderne islandsk, men har især
forekommet i V-Barðastrandarsýsla, Isafjarðarsýsla og Fljót (Skaga-
fjörður). Det er uvist hvor gammel denne novation er, jf. Ásgeir Bl.
Magnússon (1959), Björn Guðfinnsson (1964, s. 144, 154—60, 162 og
170), Halldór Á. Sigurðsson (1982), Kjartan G. Ottósson (1983), Stefán
Karlsson (2004, s. 20), Sigurður Jónsson et al. (1992, s. 25-6) og
Kristján Árnason (2005, s. 349-53).
4.4.5.2.16