Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 245

5 Ordformer og morfologi
Nærværende kapitel tjener særlig to overordnede formal.
For det fprste fungerer det som direkte reference- eller bag-
grundsmateriale for analyserne af skrivernes norm og brug,
ikke mindst ved analysen af den interne og eksterne varia-
tion. For det andet leveres en morfologisk analyse af de vig-
tigste træk hos de to skrivere. Denne analyse ledsages af hi-
storiske perspektiveringer til forholdene i oldislandsk, pri-
mært pá basis af eksisterende fremstillinger, men ogsá pá
grundlag af diverse glossarer og ONP’s citatsamling. Det
er derfor mit háb at kapitlet ogsá kan yde et mere generelt
bidrag til islandsk sproghistorie.
Funktionen som referencemateriale for afhandlingens
mere overordnede analyser er den direkte ársag til anfprel-
sen af de mange tabeller over de mest frekvente ordformers
fuldstændige manifestation. Som bl. a. Lindblad (1954) har
konstateret, kan manifestationen af de mest frekvente ord-
former nemlig give et særlig godt billede af den enkelte
skrivers individuelle praksis.
Ikke mindst de mange tabeloversigter har udpræget bi-
lagskarakter, men mere interessante aspekter i de enkelte
lemmatas manifestation kommenteres i de overordnede re-
degprelser for ordklasserne og/eller i afhandlingens orto-
grafiske analyser.
Den omtalte fokus pá særlig frekvente ordformer er
ogsá den direkte ársag til at appellativer og proprier be-
handles hver for sig. De sidstnævnte er i særlig hpj grad
kontekstafhængige og kan kun vanskeligt sammenlignes
pá tværs af tekststykker og skrivere. Nár de kan belyse
særlige aspekter ved appellativernes bpjning, inddrages de
imidlertid ogsá i redegprelserne i afsnit 5.1.
5.1 Appellativer
5.1.1 Maskuline appellativer
5.1.1.1 Maskuline rene a-stammer
Af appeUativiske rene maskuline a-stammer hvor endelsen
i dat. sg. i oisl. báde kan være -i og -0, har jeg i A regi-
streret fplgende: 1) altid med -i: dómr x 2 i ‘ðomi’ 22V48
og ‘ðominö’ 29VII, draumr ‘ðræmi’ 2714, eldr x 6, fx ‘ellði’
23^26 og ‘elðinö’ 2r9, flokkr x 7, fx ‘plocci’ 3V39, kníf x 3,
fx ‘kmpi’ 3^3, (-)skógr x 4, fx ‘fcogmö’ 7V40 og ‘horqícogi’
9r7, (-)stóll x 5, fx ‘ítoli’ 271:17 og ‘bpftohnö’ 2OV31, aflednin-
ger pá -dómr X 4, fx ‘kgðomt’ 2ir3i og afledninger pá -ungr
x 102 (heraf 97 tilfælde med former af honungr der ikke er
forkortede ved suspension), fx ‘þriðivngi’ 7VI5. 2) altid med
-0: kárr i ‘cornö’ 31V51,1 vegr ‘veg’ 20V9 og afledninger pá
-leikr x 5, fx ‘hvatleic’ 3r6. 3) med sável -i som -0: feldr op-
træder i tre tilfælde som simpleks med -i, fx ‘pellði’ 30^40
og ‘pellðinö’ 6v33, mens det i tilnavnet stuttfeldr optræder
med -0 i ‘ftvttpellð’ 30138.2 Afledninger pá -ingr har i fem
af seks tilfælde endelsen -i, fx ‘birtmgt’ 34V3 og ‘vbvnlgi’ 217,
men én gang finder man -0 i et tilnavn (‘birtmg’ 35r48).3
I B har jeg af appellativiske rene maskuline a-stammer
hvor endelsen i dat. sg. i oisl. báde kan være -i og -0, re-
gistreret fplgende: 1) altid med -ú4 skógr x 2 i ‘fcogmö’
15^24 og 15^41, afledninger pá -dómr x 2 i ‘íarllðöi’ 141-54
og ‘íarllðomtnö’ 13V54, afledninger pá -ingr x 3 i ‘bunmgi’
1IV7, ‘hvirpmgi’ ior2 og ‘millðmgi’ 25ri6 og afledninger pá
-ungr x 4, fx ‘fciaftlðungi’ Iir46. 2) altid med -0: dúkr ‘ðúc’
13^53, óvegr ‘v peg’ 1318 og vegr (= “ære”) ‘peg’ 13V25.3) med
sável -i som -0: sjóðr i ‘fioþi’ 16VI5 og ‘fioþnö’ 16VI7.
Af appellativiske rene maskuline u-stammer hvor endel-
sen i gen. sg. i oldislandsk báde kan manifesteres som og
-ar, har jeg i A registreret fplgende: 1) kun belagt med -s:
sigr ‘figrf 24^9 (poet.) og vegr ‘vegf 20V9,5 2) kun belagt
med -ar: auðr ‘a>þar’ i8vi2, 2ir20 og 231-27 (alle tre poet.),
austr ‘æftrar’ 23V41, óðr ‘oþar’ 5V25 (poet.) og (-)róðr ‘roþrar’
4r2Ó, ‘roðrarmf 3r24 og ‘epf roþrar’ 9V27 og 3) belagt med
sável -s som -ar: (-)skógr ‘fcogf 3VI3 (poet.) vs. ‘fcog’ 7ri8,
‘fcogar’ 34ri5 (poet.) og ‘pýn fcogar’ 35V52 (poet.).
I B har jeg af tilsvarende appellativer registreret fpl-
gende: 1) kun belagt med -s: bastarðr ‘baftarþf 25ri8,
garðr ‘garðzinf 16^30, sigr ‘figrf 13V5 og -vegr ‘ílpegf 15V24
(poet.),6 2) kun belagt med -ar: skógr ‘fcogar’ 11x25.
1 Eksemplet er meget utydeligt, men læsningen af <rn) synes sikker.
2 Om tendensen til endelseslpse dativer ved maskuline tilnavne, se fx
Björn K. Þórólfsson (1925, s. 3) — noget tilsvarende ses i pvrigt ved
neutrale tilnavne (jf. Björn K. Þórólfsson 1925, s. 8—9).
3 Den traditionelle fremstilling af forholdet ved appellativer pá
'ingr/'ungr, som i dat. sg. altid har -í i ældre tid, er at former med -0
kan registreres fra engang i 1300-tallet, jf. fx Bandle (1956, s. 191-92).
4 Til denne kategori kunne man máske ogsá henföre byskup, der i alle tre
forekommende tilfælde i A har endelsen -i, fx ‘bpi* 31V26. Ogsá i Gud-
brandsbiblen er denne endelse enerádende (jf. Bandle 1956, s. 190).
51 samme forbindelse kan nævnes propriet Niðaróss ‘mþar off 28ri2 og
28114.
61 samme forbindelse kan nævnes propriet Niðaróss ‘mþar os’ lir55.
217