Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 246

2l8
Ordformer og morfologi
Appellativet dalr har i dat. sg. i B i begge tilfælde endel-
sen -0 (‘ðal’ 14V48 og ‘ðalnö’ 14V57). Samme endelse finder
man i A i de tre tilfælde med proprier pá -dalr, fx ‘fvarvaðar
ðal’ 7VI2.
Appellativet vegr (“vej”, “máde” etc.) er i A med sikker-
hed kun belagt med d-stammebpjning (jf. akk. pl. ‘vega’
6v53, 18V37 og 36V41 og gen. sg. ‘vegf’ 2OV9), men bemærk
at det eneste forekommende eksempel i dat. sg. har endel-
sen -0 (‘veg’ 2OV9). I B er pluralis ikke belagt, men gen. sg.
har ogsá hos denne skriver endelsen -s i det i poesi belagte
kompositum ilvegr ‘ílpegf’ 15V24.1B finder man i to tilfælde
ogsá endelsen -0 i dat. sg., men her er der tale om (ó)vegr
“ære”/“skam” i ‘peg’ 13V25 og ‘v peg’ I3r8.
Appellativet skór manifesteres i A med /ú/ og uden kon-
traktion af endelsens /A/ i det ene forekommende tilfælde
‘fcvarn’ 2Órl. Til gengæld finder man /ó/ og kontraktion af
endelsens /U/ i kompositummet sverðskór ‘fvþfconö’ -jrio.
Man finder ingen sikre eksempler pá den yngre kontrak-
tionsform kóngr.1 Pá grund af det lave antal udskrevne for-
mer er usikkerheden dog principielt stor (særlig i B).
Hos hver af skriverne synes ét sikkert eksempel med
afledning pá -leiki at forekomme (‘kvNleiki’ i9ri i A og
‘Bemleici’ 17141 i B) ved siden af de langt almindeligere
afledninger pá -leikr.2
Om vokalforholdene i morginnl-unn/-ynn, se afsnit
4.4.3.2.9. Om vokalforholdene i goð og sammensætninger
og afledninger hermed, se afsnit 4-4.3.2.7.
5.1.1.2 Maskuline ja-stammer
Appellativet herr udviser /a-stammebpjning hos begge skri-
vere. Gen. sg. kan i A báde optræde med -s (‘bvanða lis’
9147, ‘cnglalifinf 19129 og ‘herf’ 32V9, poet.) og -jar (‘hiar’
23130 og 23142), mens det ene eksempel i B optræder med
-jar (‘hiar’ 25117, poet.). I A har dat. sg. endelsen -0 i ube-
stemt form (ogsá i de fire tilfælde med herr som sidsteled i
komposita), mens man i bestemt form finder to eksempler
med -i' (‘hmð’ 2v2i og ‘herinö’ 18V53) over for fem eksem-
pler med -0, inklusive ét eksempel med herr som sidsteled
i et kompositum (fx ‘hernð’ 9r22 og ‘lanðhernö’ 18V37).3
5.1.1.3 Maskuline M-stammer
Som forventet er bpjningen af de maskuline M-stammer
som i klassisk oldislandsk.4
1 Formen kóngr menes belagt fra CI300, jf. Bandle (1956, s. 196).
21 A finder man 19 sikre eksempler pá -leikr (djarfleikr, fmleikr, féleikr,
fráleikr x 3, férleikr, hagleikr, hraustleikr, hvatleikr, linleikr, sannleikr,
strengleikr, styrkleikr, trúleikr, vaskleikr x 2, vitrleikr og vánleikr) og tre
usikre (kárleikr, makligleikr, ótrúleikr). I B finder man fem sikre eksem-
pler pá 'leikr (grimmleikr x 2, hvatleikr, skgrungleikr og prleikr) og fire
usikre (dMleikr, fáleikr og prleikr x 2). Om -leikr vs. -leíki, se fx Bandle
(1956, s. 197-99)-
3 Om de forskellige dativ- og genitivformer af herr, se fx Bandle (1956,
s. 203).
4 Selvom de maskuline ia-stammer er den substantivklasse der undergár
de st0rste forandringer, finder man da heller ingen spor af disse f0r
f0rste halvdel af 1400-tallet. Ændringerne er grundigt analyserede i
I gen. sg. ender de udskrevne tilfælde i B altid pá (íf)
(x 5, fx ‘íhllif 17x9), mens man i A - ved inddragelse af
proprierne — ved siden af 28 tilfælde med (íf) (fx ‘þonf
33V47) finder tre tilfælde med (íff) (‘þonff 5r28, ‘helliffinf
25V43 og ‘refifP 33V38) og ét med <iz> (‘gýlþiz’ 35V56).5
5.1.1.4 Maskuline wa-stammer
I A er fplgende appellativer belagt i former med -v-\ hjprr
(‘hiorpa’ 35V51, poet.), sjár (‘fiavarmP 23V7) og sár (Tevar’
37V20 og ‘%var’ 5V32). I B er kun sár (Tepar’ 15V4) belagt i
former med -v-.
I dat. sg. er endelsen -0 i alle tilfælde med ifíj-stammer
i A (dat. sg. ikke belagt i B): aptansgngr ‘aptan-fong’ 37133,
sjár (‘fia’ 34V27 og 3514) og s&r (Tenö’ 3517, ‘fenö’ 31147 og ‘í<’
31148 og 33V38). Sádanne endelseslpse dativer forekommer
da ogsá allerede meget tidligt.6
Appellativet sár/sjór/sjár har i A ni gange formen med
/já/, fx ‘fiar’ 21V37, over for otte eksempler med /æ/, fx Te’
20ri4, og ét eller to med /jó/ (Tio’ 3V32 og muligvis ‘fip’
9140). I B optræder appellativet med /æ/ i det ene fore-
kommende tilfælde (Tepar’ 15V4), og det samme gælder for
det i B én gang forekommende snær (Tn^r’ 14V44).7
5.1.1.5 Maskuline ;-stammer
I modsætning til det i afsnit 5.1.1.6 omtalte son(r) mani-
festeres vin(r) kun én gang uden -r i nom. sg. (‘vin’ 3619) i
A. I de resterende 21 tilfælde i A (17 simplicia, 4 komposita)
er endelsen altid -r. I B finder man ligeledes kun ét eksem-
pel uden -r (‘ailpþar vm’ 14VI0), mens -r gennemfpres i de
resterende 5 tilfælde (3 simplicia, 2 komposita).8
Af /-stammer som i oisl. i gen. sg. kan have sável endel-
sen -ar som -s, har jeg i A registreret styrkr med -s i ‘ífýrkP
33r39-
Af i-stammer som i oisl. i dat. sg. kan have sável endel-
sen -i som -0, har jeg i A registreret drengr ‘ðreng’ 9124
Hreinn Benediktsson (2002Í) - for en kortfattet historisk oversigt,
se især s. 318—19 med henvisninger.
5 Om dette fænomen, se fx Sjöros (1917, s. 11) og Björn K. Þórólfsson
(1925, s. xxxi). Jf. ogsá omtalen af forholdene ved neutrale /a-stammer
i afsnit 5.I.3.3.
6 Jf. Bandle (1956, s. 211 m. henv.).
7I skjaldedigtningen og i de ældste hándskrifter er formerne med /æ/
dominerende, men senere vinder formerne med /jó/ kraftigt frem og
er eksempelvis de dominerende i Gudbrandsbiblen, jf. Bandle (1956,
§ 137.2), men ogsá allerede i Möðruvallabók, hvor fordelingen mel-
lem /æ/:/jó/:/já/ er 7:46:16 (jf. tabel i de Leeuw van Weenen 2000,
s. 143). I det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40 er det
tilsvarende forhold imidlertid 8:2:3 (jf. de Leeuw van Weenen 2009,
s. 86).
8 Former uden -r kendes fra gammel tid, jf. fx Noreen (1923, § 388,
anm.) og Bandle (1956, § 150 m. henv.). Det kan bemærkes at forhol-
dene i MskMS stemmer overens med det man finder i det nogenlunde
samtidige AM 519 a 40 (jf. de Leeuw van Weenen 2009, s. 87). Om
forholdene i Möðruvallabók, hvor man finder flere former uden -r, se
de Leeuw van Weenen (2000, s. 145).
5.LI.5