Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 249

Appellativer
221
A B
NS bvanði 13 buanði 3
.b. 3 bvanði
Bvanði bvanði
bvanðiN b.
AS bvanða bvanðarj
DS buanða bvanða
GS buanða
NP bpnðr 4 beenð2
benðr 2
Bpnðr bvenðr bvpnðr 4
AP b0nðr 4 beenðz
bvenðr 2
DP bvonðö 11 buaznðö
Tabel 5.2: App. búandi/bóndi i A og B
I yderligere ét tilfælde i A med ‘bvanða’ kan det ikke af-
gpres om den singulære form er akkusativ eller dativ.
5.1.1.10 Maskuline rm-stammer
Appellativet oxi/uxi optræder én gang i sável A som B i
hhv. akk. pl. ‘oxn’ 4x46 og akk. sg. ‘oxa’ iir4Ó. Bemærk at
der i den singulære form i B indikeres /o/ som rodvokal,
og at man i A finder den gamle pluralisform pá -n (pxri).1
Eneste eksempel pá -na i gen. pl. er hos begge skrivere
den i poesi belagte form bragna (‘Bgna’ 18V47 og 2ir2i i A
og ‘bragna’ 13124 i B), hvor man má regne med at -n- er
blevet en del af stammen (jf. sáledes dat. pl. ‘brognö’ 22r9
og 35^27 i A).
/ítw-stammebpjning er i A belagt ved 14 appellativer
(bandingi, erfingi, foringi, heiðingi, hgfðingi, landshgfðingi,
tyggi, manveri, skipveri, vikveri, vili, góðvili og óvili) med
i alt 71 eksempler, som uden undtagelse har -)- i de rele-
vante former. I B er tilsvarende former med -)- belagt tre
gange ved lige sá mange appellativer (hgfðingi, skyli og skip-
verí), og ogsá i denne del af hándskriftet manifesteres -j-
konsekvent i alle relevante former.
1 Genus for den plurale form kan ikke fastslás, hvorfor det principielt
ikke kan udelukkes at der i stedet for maskulinum er tale om neutrum.
Hreinn Benediktsson (2002C, s. 334—37) nár frem til at de tidligste
eksempler pá et sádant genusskifte optræder i kilder fra slutningen
af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet (tilsyneladende tidligere i
norsk - dog usikkert pga. materialets knaphed), og at man i islandske
tekster forfattede efter C1300 kun finder den plurale neutrumform.
Hreinn Benediktssons meget grundige unders0gelse af en lang række
udviklinger inden for b0jningen af dette substantiv er kortfattet op-
summeret i Ottosson (2002, s. xlix).
5.1.2 Feminine appellativer
5.1.2.1 Feminine rene ö-stammer og z-stammer
Da det i mange tilfælde kan være særlig problematisk at ru-
bricere et feminint substantiv som en ren ö- eller z'-stamme
pga. de mange overgange fra den ene til den anden klasse
(dog i helt overvejende grad fra ö-stammebpjning til den
hyppigere z-stammebpjning),2 behandles de i nærværende
afsnit under et.3
Inden bpjningsforholdene i hhv. nom./akk. pl., akk. sg.
og dat. sg. omtales i de tre fplgende underafsnit, skal der re-
degpres for forholdene ved de feminine z-stammer pá -un
(< *-ónt). Den vekslen der lydret skulle forekomme (-un i
nom./akk./dat. sg. over for -an- i gen. sg.),4 kan ikke ob-
serveres i teksten. I A er forholdet mellem -un og -an i
nom./akk./dat. sg. 19:10, i B 6:5, mens man i gen. sg. kun
finder -un- (x 3 i A, x 2 i B).
Det kan bemærkes at fordelingen af former med -an og
-un hverken synes hándskriftgeografisk eller leksikalsk be-
tinget.5
5.1.2.1.1 Bpjningsforholdene i nom./akk. pl.
Foruden de nedenfor omtalte jð- og zö-stammer6 samt in-
stammen gprsemi er fplgende feminine appellativer belagt
med -ar i nom./akk. pl. i A: ár, fpr, náttfpr, gerð, gjpf, jóla-
gjpf, vingjpf, hlíf, kvpl, laug, lim, sneis, spk, falvigr og aflednin-
ger pá -ing (jylking, áminning, píning, refsing, sending, orð-
sending og tenging).
I B finder man — ud over/ö-stammen egg og zzz-stammen
gprsemi — fplgende feminine appellativer belagt med -ar i
nom./akk. pl.: ál, ferð, fpr, gjpf, fégjpf, jprð, eldstó, svpl, spk
2 Jf. Bandle (1956, § 143) og Bjorvand (1972).
3 Til gengæld behandles (formodede) lyð-stammer, jó- og Zó-stammer i
hhv. afsnit 5.1.2.2, 5.1.2.3 °g 5-1-2.4.
4 Der indtræder allerede tidligt i oisl. en udjævning i begge retninger.
Selv i de ældste hándskrifter er -un- til dels trængt ind i gen. sg., og i
de ældste kilder fra 1200-tallet kan -an dominere i nom./akk./dat. sg.
(jf. Bandle 1956, § 159 m. henv.). Senere er forholdet mellem -an og
-un snarest det omvendte af det oprindelige forhold (man finder i over-
vejende grad -an i nom./akk./dat. sg. over for -un- i gen. sg.), forment-
lig som resultat af en dissimilatorisk tendens i gen. sg. Et sádant sta-
dium er endnu ikke náet i MskMS (og fx heller ikke i Möðruvallabók,
hvor forholdet mellem -un og -an i nom./akk./dat. sg. er 30:93, mens
forholdet mellem -an- og-un- i gen. sg. er5:i, jf. de LeeuwvanWeenen
2000, s. 166), men kendes eksempelvis fra Oddur Gottskálkssons Nye
Testamente og fra Gudbrandsbiblen (jf. Bandle 1956, § 159 m. henv.).
5 Fplgende appellativer er i A belagt i former med -an: ingjan, skemmtan,
meðalskemmtan, vingan og óvingan, mens fplgende er belagt i former
med -un: brpkun, eggjun, flimtun, heilsun, eptirleitun, skemmtun, skip-
un, tilskipun, veðjun, vingun, óvingun, vitrun, þjónkun, Átlun og glpun.
Det kan bemærkes at eptirleitun er tolkningsmæssigt usikkert. Det
forekommer kun i ‘epfleitoNa’ 26V47, som kunne opfattes som eptir-
leituna (af eptirleit), men som snarere bpr opfattes som eptirleitunna
(= eptirleitunina). Tilsvarende bestemte former optræder i to tilfælde
i B i akk. sg. fem. af veSjun (‘veþiona’ iór55 og ‘veþiuna’ 16V3). I B er
fplgende appellativer belagt i former med -an: eggjan, huggan, eptir-
leitan, skemmtan og átlan, mens de fplgende er belagt i former med
-un: ámun, heitun, eptirleitun, skemmtun, veðjun, vingun og þjónkun.
6 Nærmere bestemt hen, egg, ey, útey, már, nyt og við resp. byrðr,jámfestr
og herðr.
5.I.2.I.I