Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 260

232
Ordformer og morfologi
5.3 Adjektiver
I nærværende afsnit knyttes en række kommentarer til
adjektivernes deklination og komparation. Fprst omtales
synkopeforholdene ved en række adjektiver som i islandsk
kan optræde báde med og uden synkope under bpjningen
(afsnit 5.3.1), hvorefter der redegpres for adjektiver med
hhv. ja-/jö- og It'a-/u'ö-stammeb0jning (afsnit 5.3.2 resp.
5.3.3), kasusendelseme (afsnit 5.3.4), komparationsforhol-
dene (afsnit 5.3.5) og indeklinable adjektiver (afsnit 5.3.6),
inden de mest frekvente adjektivers manifestation anfpres
i afsnit 5.3.7.
5.3.1 Synkopeforhold ved visse adjektiver
5.3.1.1 Adjektiver pá -agr, -igr og -ugr
I A udgpres denne gruppe af fplgende adj. pá -agr: heilagr,
óheilagr og sannheilagr, fplgende adj. pá -igr: auðigr, gull-
auðigr, vellauðigr, allwstigr, kunnigr, ókunnigr, máttigr, al-
máttigr, harðmóðigr, ónauðigr, snúðigr, afarúðigr, langúðigr
og prðigr og fplgende adj. pá -ugr: blóðugr, dreyrugr, gpfugr,
ógpfugr, hpfugr, málugr, fámálugr, ómálugr og pflugr. Ved
fplgende adj. kan det ikke afgpres om der er tale om -igr
eller -ugr, da de altid optræder med synkoperet mellemvo-
kal: nauðigr,1 minnigr, ráðigr og saurigr. I B udgpres grup-
pen af fplgende adj. pá -agr: heilagr, fplgende pá -igr: auðigr
og kunnigr og fplgende pá -ugr: gpfugr. Ved jafnráðigr kan
det ikke afgpres om der er tale om -igr eller -ugr.
Synkope gennemfpres konsekvent i alle relevante til-
fælde. I A drejer det sig om fjorten tilfælde i positiv med
stærk deklination (fx ‘bloðgar’ 19V6 og ‘gopga’ 32137) og syv
tilfælde med svag deklination (de sidste alle med heilagr,
fx ‘helga’ 319). I B drejer det sig om tre tilfælde i positiv
med stærk deklination og tre tilfælde med svag deklina-
tion (fx ‘gajpga’ 12vi8 og ‘ajþgi’ 1114). Bpjningen er pá dette
punkt i overensstemmelse med forholdene i klassisk oldis-
landsk, og man finder altsá ingen eksempler pá usynkope-
rede former, som i islandsk dukker op CI300.2
5.3.1.2 Adjektiver pá -all, -ill og -ull
I A optræder fplgende adj. pá -all: gamall, hamall, svikall,
vesall og harmvesall. Bortset fra lítill og mikill, der kan
siges at tilhpre en egen adjektivgruppe,3 og sammensæt-
ninger med disse adjektiver, optræder der af adjektiver pá
-ill blot heimill, der som bekendt aldrig fár mellemvokalen
synkoperet.4 IA optræder fplgende adj. pá -ull: víðfprull og
síhverfull. I B optræder fplgende adj. pá -all: gamall, sumar-
gamall og vesall. Ud over lítill og mildll samt sammensæt-
ninger hermed er heimill ogsá i B det eneste adjektiv pá -ill,
og hos denne skriver finder man slet ingen adjektiver pá
-ull.
1 Men bemærk at ónaudigr er belagt.
2 Jf. Bandle (1956, § 198.1).
3 En oversigt over b0jningen af mikill findes i afsnit 5.3.7.2.
4 Jf. Noreen (1923, § 428.1).
Foruden vedgamall, der altid har synkope i de relevante
former,5 kommer synkope til udtryk hos hver af skriverne
i det ene tilfælde hvor det kan forekomme, nemlig i ‘vefló’
34V4 i A og ‘veflir’ 11139 i B. Sádanne synkoperede former
er da ogsá belagt lige fra den ældste tid ved siden af former
uden synkope.6
5.3.1.3 Adjektivetjímzkí
Bpjningsmæssigt beslægtet med de i de to foregáende af-
snit omtalte adjektiver er adj.ýmiss, hvis skæbne i islandsk
sprog er særdeles grundigt behandlet i Hreinn Benedikts-
son (2002d).7 8 Der er tale om et oprindeligt kompositum,
hvilket forklarer dets bpjning uden synkope i de ældste
poetiske belæg. Allerede tidligt fár det imidlertid status af
simpleks med deraf fplgende svagere betoning af andetled-
det og muligvis forkortelse af /ss/ > /s/. En konsekvens
af dette bliver endvidere at vokalen i anden stavelse ud-
sættes for (morfologisk betinget) synkope foran vokalini-
tial endelse. Dette sker efter alt at dpmme i tredje fjerde-
del af 1000-tallet, og synkopen under bpjningen er sáledes
gennemfprt i selv de ældste hándskrifter. Fra slutningen
af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet finder man ek-
sempler pá en ny bpjning uden synkope, hvor en stamme
ýmiss- fra gen. pl. og tilsvarende former overfpres til hele
paradigmet. Hreinn Benediktsson argumenterer for at der
er tale om pávirkning fra norsk, hvor man fra de tidligste
hándskrifters tid har former somýmisarý og at tostavelses-
formerne har haft hpjere social status.9 10
Hverken i A eller B finder man spor af den yngre, sekun-
dære bpjning uden synkope, jf. sáledes dat. sg. neut. ‘ýmfo’
7ri8 og dat. pl. ‘ýmfö’ 2V28 og i8vio i A og nom. pl. fem.
‘ymfar’ UV23 og dat. sg. neut. ‘ýmfo’ 16136 i B. Gen. pl. ma-
nifesteres i B som ‘ymifa’ IOV23 og ‘ymiffa’ Iir2i.
5.3.2 Adjektiver med /a-/;ö-stammeb0jning
I A er kun fem adjektiver belagt med ja-/jö-stamme-
bpjning: miðr (fx ‘miðian’ 3V29 og ‘miðiö’ 19124), nýr (‘nýio’
2V38 og 23V50), sekr (‘fekian’ 28V46 og 29156)/° ósekr
(‘vfekio’ 37r6) og óvígr (fx ‘ovigian’ 19^3).
Af adjektiver som ellers kan optræde med ja-/jö-stam-
mebpjning, men som i A optræder med a-/ö-stamme-
bpjning, kan nævnes fátðkr (jf. ‘patpkö’ 32141) og sterkr
5 Jf. Noreen (1923, § 428).
6 Jf. Noreen (1923, § 428.1) og Bandle (1956, § 198.2).
7 Unders0gelsen er opsummeret i Ottosson (2002, s. li—lii).
8 At man i islandsk ikke fár s-, men ss-, skal if^lge Hreinn Benedikts-
son tilskrives de forskellige regler for assimilationen af /s+r/ i islandsk
og norsk.
9 Om den videre udvikling, der ligger uden for nærværende afhandlings
perspektiv, kan det bemærkes at former uden assimilation af /s+r/
(fx gen. pl.jýmisra) begynder at dukke op fra midten af 1300-tallet. Fra
slutningen af 1400-tallet udvides den morfologiske synkoperegels vir-
keomráde sá man ogsá kan finde former somj'rnsra, hvilket medf0rer
at enstavelsesformer som nom./akk. pl. neut.ýms kan opstá. Fra slut-
ningen af 1700-tallet og fremefter har man imidlertid genoplivet den
gamle b^jning medjýmis(s)-.
10 Det sidstnævnte belæg dog meget utydeligt.
5-3-2