Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 274

246
Ordformer og morfologi
B hyppigste betegnelse ‘hm’ er den helt dominerende i den
noget yngre Möðruvallabók.1
Som bemærket i afsnit 3.3.4.1 og 4.3.4.1.8 er der i ét af
eksemplerne med den i B forekommende dativform ‘h°’
tale om en rettelse fra ‘h’, mens det ikke er tilfældet i det
andet eksempel. Ogsi brugen af denne sjældne forkortelse
er formentlig inspireret af et forlægs brug.2
Til de forskellige variantformer i genitiv synes hverken
noget at bemærke i A eller B.
5.4.1.9 Det personlige pronomen hon
Manifestationen af pronomenet hon fremgár af tabel 5.44.
A B
N K 84 K 36
hon 19 hon 4
h° 10 ho 3
lio 3
Hon
A ha 30 ha 15
hana
D ■he 35 he 15
heNi 2 heiii 2
heSe hiii 2
hefii hi 2
hni 2
G har 20 har 8
herjar 2 hnar 5
heNar hnr 3
hiiar 2
heiiar
Tabel 5.44: Pron. hon i A og B
Som det ses i tabellen, skrives (o) i alle udskrevne nomi-
nativformer hos begge skrivere. Der indikeres med andre
ord /o/ (eller /ó/, mindre sandsynligt)3 og ikke /u/ (eller
/ú/)-4
IA kan der spores en vis tendens i fordelingen af de hyp-
pigste varianter i nominativ, ‘li’ og ‘hon’. Som det fremgár
11 Möðruvallabók er ^^m, belagt 1774 gange over for 50 tilfælde med
‘hm>, tre tilfælde med ‘h, og et enkelt med ‘hm, (jf. de Leeuw van Wee-
nen 2000, s. 196).
2 Jf. den historiske perspektivering i afsnit 4.3.4.I.8.
3 Selv i de ældste hándskrifter synes formen med lang vokal meget sjæl-
den, jf. Noreen (1923, § 446 m. anm. og henv.) og Bjöm K. Þórólfsson
(1925, s. 43).
4 Som bemærket i afsnit 4.4.3.2.7 er former med /o/ da ogsá selv i 1300-
og 1400-tallet hyppige, og det er fprst i 1400-tallet at den yngre u-
form dominerer (jf. Bandle 1956, § 38, Björn K. Þórólfsson 1925, s. 43,
og Hægstad 1942, s. 131). I Gudbrandsbiblen er den til gengæld ene-
rádende (Bandle 1956, § 231). Den nisl. form hún er ifplge Bjöm K.
Þórólfsson (1925, s. 43) ikke bestemt af rim fpr 1500.
af tabel 5.45, hvor skrivemáderne relateres til hándskriftsi-
der og tekstafsnit, kan man iagttage samme tendens som
ved hann og honum, idet den mindre frekvente form er
langt hyppigere i sidste del af hándskriftet.
Skrivemáden lio’ er en meget sjælden variant i báde A
og B, hvorfor den formentlig er overtaget fra forlægget. En
yderligere indikation heraf er det at to af tre eksempler i A
optræder i hándskriftets fprste 10 linjer (ir4 og íno).5
Bemærk at man i dativ og genitiv pá trods af den bety-
delig mindre tekstmængde finder flere variantformer i B
end A. Den mindre sikre skrivernorm i B kommer sáledes
i hpjere grad til udtryk ved skrivningen af hon end hann,
rimeligvis pga. de færre tilfælde med hon.
5 Det sidste eksempel findes pá 6ri9. De tre eksempler i B findes pá
HV39, HV43 og HV54.
5.4.L9