Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 308

28o
Ordformer og morfologi
Efter denne fremstilling af pronomenets udvikling kan
vi vende tilbage til forholdene i MskMS. Som det fremgár
af oversigten over pronomenets manifestation i A, finder
man hos denne skriver tilsyneladende et enkelt eksempel
pá en stammeform nakkor- i nom. sg. fem. I de resterende
tilfælde indikeres nökkor-/nökkot (x 77), nakkvar-/nakkvat
(x 56) og nökkvor-/nökkvot (x 28). Som illustreret i de tre
oversigter over de enkelte stammeformers forekomst og
bpjning i tabel 5.93, 5.94 og 5.95, er de alle relativt vel-
belagte i det meste af paradigmet med den naturlige undta-
gelse at nakkvar- ikke optræder i kategorier hvor w-omlyd
kan forventes (bemærk i samme forbindelse at nökkvor- (og
nökkur-) til gengæld báde anvendes i og uden for sádanne
kategorier).1
Sammenligner man forholdene i A og B, kan meget ty-
delige forskelle registreres. I B er en enkelt stammeform,
nökkver- (som slet ikke optræder i A), sáledes langt mere
dominerende end nogen af stammeformerne i A. Pga. dens
meget dominerende stilling er alle former inkluderede i ta-
bel 5.96, i hvilken former med andet end /ve/ i anden sta-
velse er sat i halvfed.
Ser man nærmere pá forholdene i B, kan det for det
fprste noteres at skriveren har/-indskud i alle former hvor
det er fonotaktisk muligt, og at han næsten helt gennem-
fprer former med /ve/ i anden stavelse. Bpjningen adskil-
ler sig derved ikke blot fra A, men ogsá fra bpjningen i en
række samtidige hándskrifter. Tydeligt bliver dette fx ved
en sammenligning med det i Hreinn Benediktsson (2002Í,
s. 481) anfprte skema over bpjningen i GKS1157 fol (01250)
og AM 519 a 40 (01280), hvor nökkur-/nokkur- næsten gen-
nemfpres i hele paradigmet. Hreinn Benediktsson mener
at former med /ve/ og /j/ i hándskrifter fra sidste del af
1200-tallet bpr forklares som overtagne fra et ældre for-
læg, men af flere ársager virker det ikke rimeligt i dette
tilfælde. For det fprste forekommer det lidet sandsynligt
at en skriver sá konsekvent skulle overtage et forlægs for-
mer, og for det andet er der i brugen i A, som kendetegnes
af ganske udpræget variation der til dels kunne tænkes at
bero pá forlægspávirkning, intet der indikerer eksistensen
af former med /ve/ og /j/. Den rimeligste forklaring pá de
tilsyneladende alderdomlige former synes derfor at være at
1 Til normaliseringen kan det bemærkes at jeg i alle tilfælde med (o) har
normaliseret til 0, selvom en tolkning som o (omend mindre sandsyn-
lig) principielt ikke kan udelukkes, jf. yderligere bemærkninger ndf.
Desuden kan det bemærkes at (°) er blevet tolket som vo. I visse til-
fælde synes der imidlertid at være tale om vor, hvilket i oversigterne
gengives som vo(r). Da ingen former med vo udskrives, kunne man
alternativt forestille sig at (°) slet ikke behpver at afspejle vo, og at en
betegnelse som (cq) blot dækker over kko, hvorved det nedenfor an-
fprte andet og tredje skema i virkeligheden skulle slás sammen til ét.
Noget sádant finder jeg dog mindre sandsynligt. IB er (q) generelt ble-
vet tolket som kve, men i to tilfælde synes det brugt for kver, i oversig-
ten gengivet som kve(r). Endelig kan det bemærkes at jeg i oversigten
over stammeformen nökkor- i A i dat. pl. har normaliseret til nökkorum
i alle seks tilfælde og altsá ikke betragter den én gang forekommende
skrivemáde ‘Nocorö’ som udtryk for en form med /k/ (en sádan form
synes ifplge Noreen 1923, § 285.1 at begrænse sig til gno.).
de rent faktisk har været en naturlig del af sproget hos visse
skrivere i anden halvdel af 1200-tallet.2
Beraærk at forkærligheden for former med /ve/ er
sá udbredt i B at man ligefrem finder dem i nom./
akk. sg. neut., og at der endda er tale om den mest frekvente
manifestation i disse kategorier (skarpt forfulgt af formen
nókkvat).
Til den hándskriftgeografiske fordeling af variantfor-
merne i nom./akk. sg. neut. synes intet særligt at bemærke.
Betragter man variationen i rodstavelsens manifestation, er
det til gengæld ipjnefaldende at de mindre frekvente for-
mer med (a>) kun anvendes i fprste del af B, hvor de endda
dominerer. Jf. sáledes tabel 5.97 hvor betegnelserne relate-
res til hándskriftsider og tekstafsnit.
Den umiddelbart mest oplagte forklaring pá en sádan
hándskriftgeografisk fordeling er at tilfældene med (aj) er
inspireret af forlæggets brug, mens formerne med (o) af-
spejler skriverens egen norm. Af flere ársager er en sádan
tolkning imidlertid problematisk. For det fprste er (at) el-
lers skriverens foretrukne betegnelse for /ö/ (< /9 0/). For
det andet synes B — som netop omtalt — meget gennem-
gáende at have udskiftet forlæggets former af dette pro-
nomen med sine egne temmelig afvigende former, hvor-
for en overfprelse (eller oversættelse) af forlæggets rodvo-
kal synes mindre sandsynlig.3 Det er derfor vanskeligt at
fremsætte en sikker tolkning af den hándskriftgeografisk
betingede variation, og det kan blot konstateres at hánd B
ved begyndelsen af afskrivningsprocessen har foretrukket
(æ) som betegnelse for rodvokalen, men at han fra og med
I2v ophprer med at anvende denne betegnelse.
I A er stammeformen nökkur- som allerede nævnt den
hyppigste, hvilket umiddelbart kan siges at være i stprre
overensstemmelse med forholdene i en række nogen-
lunde samtidige hándskrifter ud fra Hreinn Benedikts-
sons oversigt at dpmme. Stammeformerne nakkvar- og
nökkvor- er dog pá ingen máde sjældne. Nár man ser nær-
mere pá formernes fordeling i hándskriftet, forekommer
det hensigtsmæssigt at betragte forholdene i og uden for
nom./akk. sg. neut. hver for sig, da stammeformernes ind-
byrdes frekvens adskiller sig væsentligt i disse to overord-
nede kategorier.
2 Hvis der — som forholdene i B mere end antyder — i den págæl-
dende periode i vid udstrækning har eksisteret temmelig afvigende
sideformer, kan der heller ikke indvendes noget mod Hreinn Bene-
diktssons tolkning af forholdet mellem nakkvat og nokkut i AM 519
a 40. Hans forestilling om at skriveren af dette hándskrift i sin egen
norm har haft nokkut, mens forlægget har haft nakkvat, kritiseres el-
lers i de Leeuw van Weenen (2003, s. 107) med henvisning til den
tidsmæssigt korte afstand mellem forlæg og afskrift.
3 Havde B ikke haft former med /ve/ og /j/, kunne man have forestillet
sig en situation hvor skriveren i begyndelsen havde oversat et forlægs
<9) (eller lignende) til (a>), men efterhánden var begyndt at anvende (o)
afspejlende en yngre for ham naturlig form med /o/ þ]. Med tanke
pá pronomenets udformning i B er en sádan forklaring imidlertid ikke
rimelig.
5.4.4.17