Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 329

Verber
301
Hverken A eller B rummer utvetydige eksempler pá
svag bpjning af deyja.1 2
5.8.1.2 Reduplikationsverber
5.8.1.2.1 Reduplikationsverber — fprste klasse
Af reduplikationsverber tilhprende fprste klasse har jeg i A
og B registreret de i tabel 5.127 anfprte (i alt hhv. 131 og 41
belæg).
A: heita leika hét lék hétu heitinn
B: heita leika hét léku heitinn
Tabel 5.127: Reduplikationsverber af fprste klasse
Ved vb. heita anvendes præsensformen heiti(r), hvor ~i~
udspringer af en indoeuropæisk mediopassiv, hos begge
skrivere i betydningen “hedde”, mens heit(r) anvendes i be-
tydningen “love”.
5.8.1.2.2 Reduplikationsverber - anden klasse
Af reduplikationsverber tilhprende anden klasse har jeg i
A og B registreret de i tabel 5.128 anfprte (i alt hhv. 214 og
76 belæg).
A: auka jók jóku
ausa jósu
búa bjó bjpggu búin
hlaupa hljóp hljópu hlaupinn
hpggva hjó hjpggu hpggvinn
B: (auka) jók
búa bjó bj?ggu búinn
hlaupa hljóp hljópu/hlaupu hlaupinn
hpggva hjó hj?ggu
Tabel 5.128: Reduplikationsverber af anden klasse
Bemærk at pl. præt. ind. af auka, ausa og hlaupa i A altid
har formen med -jó-d I B er de to fprstnævnte verber ikke
belagt i den págældende kategori, men hlaupa optræder to
gange med ~jó~ (‘liopo’ 15145 og i6r3i) over for tilsynela-
dende ét eksempel pá hlaupu (‘læpo’ lor2o).3
Pl. præt. ind. af búa og hgggva har i sável A som B formen
med ~jo~ (ikke ~ju-).4
1 Det samme gælder for 0vrige verber som pá forskellige tidspunkter i
islandsk helt eller delvis kan b0jes svagt (eller efter reduplikationsver-
bernes m0nster) som aka, ala, hefia, slá og þvá.
2 Hhv. x 1, x 3 og x 3.
3 Om denne form, se Noreen (1923, § 503, anm. 1).
41A hhv. x 7 og x 6, i B hver én gang. Om -jg- vs. -ju-, se Bandle (1956,
s. 406 m. henv.). Udviklingen af præteritumformerne er omstridt. I de
Præt. part. af hpggva manifesteres med ~v~ i alle seks re-
levante tilfælde i A.5
Verbet auka bpjes stærkt i det ene forekommende til-
fælde i B (‘íoc’ iovii). I A er sável stærk som svag bpjning
belagt med sikkerhed (hhv. x 3 ‘íoc’ 35V38, ‘Joc’ 35V50 og
‘íoco’ 23^31, alle i poesi, og x 2 ‘ækaþi’ 20ri2 og ‘avkaþi’
26vi), mens det i to tilfælde i præs. ikke kan afgpres om
der er tale om stærk eller svag bpjning (‘æcö’ 8V38, poet.,
og ‘æka’ 20r5i).
I sg. præs. ind. af hgggva indikeres aldrig /e/ (i A fin-
der man (0) x 3, i B <a>) x 4), og de ældre former med /0/
(> /ö/) er ifplge Björn K. Þórólfsson (1925, s. 60) da ogsá
selv i 1300- og 1400-tallet langt de almindeligste.
5.8.1.2.3 Reduplikationsverber — tredje klasse
Af reduplikationsverber tilhprende tredje klasse har jeg i A
og B registreret de i tabel 5.129 anfprte (i alt hhv. 669 og
160 belæg):
fá fekk fengu fengin
(falda) faldinn
falla fell fellu fallinn
ganga gekk gengu genginn
halda helt heldu haldinn
hanga hekk
fá fekk [fengi] fenginn
falla fell fellu fallinn
ganga gekk gengu genginn
halda helt heldu haldinn
Tabel 5.129: Reduplikationsverber af tredje klasse
fá skrives i A med (e) (og ikke (1)) som rodvokal i alle
ni (udskrevne) tilfælde i pl. præt. ind. og i de fire tilfælde
i præt. konj. Det samme er tilfældet i de fem eksempler i
præt. part. (hvor /e/ er den lydrette vokal). Pl. præt. ind. er
ikke belagt i B, men i de to tilfælde i præt. konj. skrives (e),
og det samme er tilfældet i de fem eksempler i præt. part.
Ved ganga er forholdene hos begge skrivere sá at sige
som ved fá, men ved siden af 51 sikre belæg med (e) i
pl. præt. ind. finder man muligvis ét eksempel med (1) i en
af A udfprt tilfpjelse i B (‘gmgo’ 10V56). Stedet er imidler-
fleste grammatikker, fx Iversen (1972) og Haugen (2001), og i visse
ordb^ger, fx Heggstad et al. (1975), regner man med /jo/ og ikke /jp/.
Andre, eksempelvis Bandle (1956) og ONP, regner med /jp/, og at
hánd B har identificeret forbindelsen med /jp/, derom vidner rimelig-
vis formen ‘HiæGo’ I7ró. Former som utvetydigt indikerer /jp/ ken-
des eksempelvis ogsá fra Holm perg 2 40 (1250—1300), Holm perg 4 40
(C1320-40) og AM 122 a fol (C1350-70), jf. Jón Helgason (1927, s. 93).
5 Til sammenligning kan anfpres at forholdet mellem former med og
uden -v- i Möðruvallabók er 4:7, jf. de Leeuw van Weenen (2000,
s. 232).
5.8.1.2.3