Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 331

Verber
303
sefa, seinka, sigra, sjatna, skapa, fjándskapa, skatta, skipa,
skriðna, skrifa, skynja, slitna, slota, smíða, snara, snúða,
sofna, spá, spoma, spotta, staðna, stanga, stika, stjórna,
stoða, stpðva, svala, svara, svarfa, svárka, sveima, svipa,
synja, tákna, tala, talma, tapa, jartegna, tíðka, tjá, tjalda,
skauttoga, undra, vakna, vanda, vápna, vara, vára, varða,
varna, varpa, veðja, veifa, versna, vesala, vinga, óvinga,
vísa, visna, ávíta, vitja, vitra, þagna, þakka, þjóna, þokka,
óþokka, þorna, þreka, þrútna og átla (i alt 996 belæg).
I B har jeg registreret afla, anda, árna, banna, batna,
bruna, byrja, drukkna, eggja, eigna, fagna, fastna, fatra,
féna, fjara, forða, fóstra, gabba, gruna, áhanka, harka,
herja, hjala, hreinsa, hrósa, íhuga, hugsa, hprfa, iðra, kalla,
kasta, kvánga, kveina, launa, leita, líka, mislíka, líkna, lofa,
lóga, mata, minnka, morgna, muðla, raufa, róma, safna,
saka, rannsaka, sakna, sanna, sigra, skipa, skjalla, starfa,
stgpla, stgðva, svara, tala, tjóðra, toga, umla, vakna, vanda,
vara, vára, vatna, veðja, vinga, vísa, vitja, þagna, þakka,
þjóna, þoka, þreka, þróa, þrotna, þrútna, átla og pðla (i alt
278 belæg).
Verbet glóa i A er kun belagt i præs. part. (‘gloanði’
31V1).1
Som omtalt i afsnit 5.8.1.1.3 kan der i A i tre tilfælde med
hjalpa være tale om stærk bpjning (2. pers. pl. præs. ind.
‘hialpit’ 9V47 og inf. ‘hialpa’ 24V42 og 3OV47), men i det
eneste tilfælde hvor bpjningen med sikkerhed kan fastslás,
er der tale om et ö-verbum (‘hialpaþi’ 32V50). Det enkelt-
stáende eksempel i B optræder i en fejlskrivning, der dog
indikerer at hjalpa ogsá hos denne skriver er belagt som
ö-verbum (jf. ‘hialpar’ HV41).
I det enkeltstáende tilfælde med jartegna indikeres /eg/
i anden stavelse (‘íartegm’ 27r24).2
Verbet ját(t)a optræder i A hver tre gange som ö- og é-
verbum (jf. ‘íataþi’ 20r6, ‘íatoþo’ 3OV22 og ‘íatoþoz’ 18V56
vs. ‘íatti’ 36132 og ‘íatto’ 2r26 og 3H12). I to marginaltil-
fpjelser udfprt af hánd A i den af B skrevne del af hánd-
skriftet kan det ikke afgpres om der er tale om et ö- eller
ö-verbum (inf. ‘hata'’ un og 14x16). I B er kun bpjningen
som ö-verbum sikkert belagt (i ‘íatti’ 13141 og ‘íattv’ i3ri),
men det kan ikke udelukkes at der i det sidste eksempel i B
er tale om et ö-verbum i 1. pers. pl. præs. ind. ‘íatö’ ior37.3
IA er neita med sikkerhed belagt én gang som ö-verbum
(‘neitar’ 28V23), mens det i to tilfælde med sikkerhed er be-
lagt som ia-verbum (‘neitti’ 26V31 og ‘neittv’ 25V2). I B er
det derimod kun belagt som w-verbum (jf. ‘neittvþ’ I2r56).4
Verbet refsa er i A belagt som ö-verbum i ‘repfaþi’ 22r8,
mens det i de resterende tre tilfælde ikke kan afgpres om
der alternativt kunne være tale om et w-verbum.5
'Om mulig b0jning som é-verbum, se Noreen (1923, §509, anm.) og
Bandle (1956, s. 420).
2 Det samme er tilfældet i de tre udskrevne tilfælde med app.jartegn, fx
‘íartegn' 36VII.
3 Om bpjning som hhv. é- og ö-verbum, se Noreen (1923, § 519, anm. 6).
41 de ældste hándskrifter b0jes neita konsekvent som M-verbum, men
efterhánden bliver b^jningen som ö-verbum mere almindelig og er fx
enerádende i Gudbrandsbiblen (jf. Bandle 1956, s. 417 m. henv.).
5 Om b^jningen af refsa, se Bandle (1956, s. 417).
Som nærmere omtalt i afsnit 5.8.1.1.1 finder man i A ved
siden af to eksempler pá det stærke verbum ríta to tilfælde
med ö-verbet rita.
Verbet synja er i A med sikkerhed belagt som ö-verbum
i to tilfælde (‘fýmar’ 24V25 og 3U54), mens det principielt
ikke kan udelukkes at der kunne være tale om et ja-verbum
i to tilfælde med infinitiv (‘fýma’ 3155 og 2ir2o).6
Verbet varask (i betydningen “vogte sig”) udviser i B
med sikkerhed bpjning som ö-verbum i imperativen ‘varaz’
UV38.1 A fár man ingen indikation af bpjningsforholdene,
da verbet kun er belagt i infinitiv (‘varaz’ 36V33).
Verbet veifa er kun belagt én gang i A (i poesi), og i
modsætning til den almindelige situation i oisl. prosa, hvor
verbet bpjes som w-verbum, bpjes det som et ö-verbum
(jf. ‘veipat’ 3°r54)-7
Af svage verber pá -á som udviser sikker bpjning som
ö-verbum optræder i sável A som B kun tjá. I sg. præs. ind.
er det sáledes belagt som ‘tiar’ 18152, 18153 og 29153 i A
og som ‘tiar’ 13V38 og 17VIO i B.8 Visse andre svage ver-
ber pá -á er kun belagt i kategorier som ikke sikkert vi-
ser bpjningskategori.9 Der kan sáledes báde være tale om
5- og e-bpjning ved há, (h)rjá og spá, og det samme gælder
for visse former af verber som ellers udviser sikker bpjning
som ö-verbum (gá, ná). Alle disse verber pá -á behandles i
afsnit 5.8.1.3.4, uanset om de traditionelt kategoriseres som
ö-verber (fx spá) eller ö-verber (fx ná).
5.8.1.3.2 ja-ve rber
Af ýö-verber har jeg i A registreret de i tabel 5.132 anfprte,
mens jeg i B har registreret de i tabel 5.133 anfprte (i fjerde
kolonne anfpres alle mediopassive præt. part. former; ak-
tive former i præt. part. som kun er belagt i akk. sg. neut.,
kursiveres).10 Man finder i A og B hhv. i alt 1202 og 384 be-
læg.
^-verbernes præt. part. er særlig interessant, da man i
islandsk íinder flere udviklinger inden for dannelsen (og
b0jningen) af denne kategori.
I A kan forholdene opsummeres pá f^lgende vis: Der er
ingen sikre belæg for den yngre analogiske omformning (af
de usynkoperede former) efter stærke verbers præt. part.
(pá 'inn) som kan registreres fra CI300.11 En række former
6 Om den senere alternative b0jning som ;Vz-verbum, se Noreen (1923,
§ 510, anm.).
7 En sádan b0jning bliver senere den almindelige og er gennemf^rt i
Gudbrandsbiblen (jf. Bandle 1956, s. 417—18).
8 Verbet er ogsá belagt i præt. i ‘tiaþo’ ir2i og 29VI4 og ‘tiaþi’ 28n8 i
A og ‘tiaþa’ 13V49 i B, men her kan der principielt báde være tale om
b^jning som ö- og £-verbum (jf. Noreen 1923, § 520).
9 Ogsá ved oprindelige ö-verber pá ~á bliver b^jning som é-verbum ef-
terhánden enerádende (foranlediget af kontraktionsforholdene i præt.
og præt. part.), men er endnu i Gudbrandsbiblen mindre frekvent end
den oprindelige b^jning (jf. Bandle 1956, s. 418-19).
10 En notation som ‘bar(i)zk' dækker over at sável former med som uden
'i' er belagt, mens en notation som ‘far(i?)ðr’ indikerer at det ikke kan
afg0res om det págældende verbum er belagt med eller uden -/-.
11 Ældre former er da ogsá de hyppigste helt frem til C1500. Om ændrin-
ger i de svage 70-verbers præt. part., se især Jón H. Jónsson (1979),
5.8.1.3.2