Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 340

312
Ordformer og morfologi
bifði blaka
dugði (brosa) brosti
duga
glotti (gá) gáð
háði háðr hafa hafði haft
hafði hafðr horfa
horfði ját(t)a játti
hrjáðr lifa lifði
játti loða loddi
lifði ná náði náð
sama samði
náði náð segja sagði sagt
skorta
sagði sagðr sóma
spara sparat
skorti (stara) starði
trúa
sómði una
spáði vara varði
sparði þola
þora þorði
trúði ncrcrni trúat Tabel 5.142: Svage e- -verber i B
uggði
unði
bifa
duga
gá
(glotta)
(há)
hafa
horfa
(h)rjá
ját(t)a
lifa
(Ijá)
ná
sama
segja
skolla
skorta
snugga
sóma
(spá)
spara
tjóa
trúa
ugga
una
vaka
váfa
vara varði
þegja þagði
þola
þora þorði
Tabel 5.i4i: Svage ó-verber i A
fastslás), og ná har i A i præs. ind. formen med í-omlyd
(‘ner’ 6v2)/ en form som ellers er sjælden i oisl.2
Endelig kan det bemærkes at visse verber som med sik-
kerhed er belagt som é-verber, i visse kategorier — omend
mindre sandsynligt — ogsá kunne analyseres som ö-verber
med tanke pá at de i oisl. alternativt kan optræde som sá-
danne.3
Ijá har den singulære præsensform lér (‘ler’ 6r2i).
Verbet vara (i betydningen “(for)vente”) bpjes som é-
verbum i alle tre forekommende tilfælde i A (fx ‘var’
3OV45), og samme bpjning udviser de tre sikre eksempler i
B (fx ‘parþi’ 1400).
Omjikva, der er belagt fire gange i A, se afsnit 5.8.I.I.I.
Om glóa, se afsnit 5.8.I.3.I.
11 de resterende 22 belæg i A kan det principielt ikke afg0res om der er
tale om et é- eller ö-verbum. Dette gælder ogsá for samtlige syv tilfælde
i B.
2 Jf. Bandle (1956, s. 422 m. henv.). Som Bandle samme sted g0r op-
mærksom pá, er det vel usikkert om formen med /æ/ er dannet ana-
logisk efter verbet fá, eller om der er tale om en oprindelig form.
31 A drejer det sig om bifa, skorta, spara og ugga. I B drejer det sig om
spara.
5.8.1.4 Præteritopræsentiske verber
Af præteritopræsentiske verber har jeg i sável A som B re-
gistreret eiga, kunna, mega, muna, munu, skulu, unna, vita
og þurfa. Herudover finder man i A ogsá knegaá
Da der er tale om en meget lille lukket klasse af ver-
ber, og da de fleste af verberne er ganske frekvente, anfpres
samtlige skrivemáder i de efterfplgende oversigter over de
enkelte verbers manifestation.
Med undtagelse af munu og skulu har de plurale præ-
sensformer (i indikativ) af de præteritopræsentiske verber
i nisl. gennemfprt analogiske former pá -ið og -a i anden
og tredje person i stedet for -uð og -u. Sádanne præsens-
endelser er allerede belagt sporadisk i de ældste hándskrif-
ter, men bliver hyppigere i anden halvdel af 1200-tallet og
i 1300-tallet, omend de ikke dominerer fpr end i 1400-
tallet.4 5 Inden de enkelte præteritopræsentiske verbers ma-
nifestation anfpres og eventuelle særegenheder ved de en-
kelte verber diskuteres, skal forholdet mellem former pá
-uð/-u og -ið/-a opsummeres.6 7
Hos begge skrivere manifesteres visse verber kun med
de ældre endelser. I A drejer det sig om munu og skulu,
mens det i B drejer sig om eiga, mega, skulu og vita.1 I B
kan det desuden gælde for munu, men modus kan ikke med
4 Det samlede antal belæg med præteritopræsentiske verber er i A1488,
mens det i B er 473.
5 Jf. Bandle (1956, s. 423 m. henv.). Det kan bemærkes at de yngre for-
mer er enerádende i Gudbrandsbiblen.
6 Andre forhold relateret til verbalendelser diskuteres — som for andre
verbers vedkommende - i afsnit 5.8.2.
7 Ved eiga, mega og vita dog kun hvert ét sikkert eksempel i B (‘eigo’
iori2, ‘megvð’ 16152 og ‘vitvð’ 12V35).
5.8.1.4