Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 341

Verber
313
sikkerhed fastslás i ‘ep þ er eig alltrvt fem mic grvnar é ér
mvmð keypt hava v pma’ (17VI7). Som det fremgár af over-
sigten nedenfor finder man ellers fem tilfælde med -u(ð) i
2. pers. pl. (og syv tilfælde med -u i 3. pers. pl.) i B.
Visse verber optræder báde med yngre og ældre endel-
ser. I A drejer det sig om eiga, kunna, mega og vita. I
2. pers. pl. indikeres eigið i to tilfælde over for tre tilfælde
med eiguð. Begge tilfælde med den yngre form findes i af-
snit 19 (9V28 og 9^37), mens de tre eksempler med eiguð
findes i afsnit 5, 11 og 39 (4x14, 5VII og 2H7). I 3. pers. pl.
indikeres -u i alle syv tilfælde. Ved kunna indikeres -uð
i det ene forekommende tilfælde i 2. pers. pl., mens der i
det eneste tilfælde i 3. pers. pl. indikeres -a (‘kvSa’ 22VI2).
Ved mega indikeres -ið og -uð hver én gang i 2. pers. pl.
(‘megit’ 3V20 og ‘megoð’ 3IV41), mens der i 3. pers. pl. fire
gange indikeres -u (‘mego’ 2r23, 9151, 21x46 og 3OV23) over
for ét muligt eksempel med -a (‘mega’ 30^4). Den sidst-
nævnte læsning er dog ikke sikker, og der skal muligvis i
stedet læses ‘mego’. Ved vita indikeres -ið og -uð hver én
gang i 2. pers. pl. (‘Vitiþ’ IV27 og ‘vi|toþ’ 9116—17), og pá til-
svarende vis indikeres -a og -u hver én gang i 3. pers. pl.
(‘vita’ 18V27 og ‘vito’ 4V54). I B drejer det sig om kunna og
þurfa. 12. pers. pl. indikeres -ið i det ene forekommende til-
fælde (‘kunmð’ 14V7—8). Ved þurfa indikeres -ið i ét tilfælde
(‘þurpit’ 10143) over for to eksempler med -u(ð) (‘þvrpvð’
10144 og ‘þurpo’ íovió).
Ud over verbet muna, der som ellers i oisl. har -ið i
2. pers. pl. (‘mvmt’ 36132), finder man i A kun den yngre
form ved unna.1
Endelig kan det bemærkes at knega, der kun er belagt i A,
ikke optræder i relevante kategorier, og det samme gælder
for þurfa i A.
5.8.1.4.1 Verbet eiga
Manifestationen af verbet eiga i indikativ og konjunktiv er
som vist i tabel 5.143.2
Infinitiv manifesteres i báde A og B som ‘eiga’ (hhv. X 32
og x 9).
Præt. part. er i A belagt i akk. sg. fem. ‘atta’ x 2,
nom. pl. fem. ‘attar’ og akk. sg. neut. ‘att’. I B er præt. part.
belagt i akk. sg. mask. ‘atf’ og akk. sg. neut. ‘átt’, ‘att’ og ‘át’.
Man finder altsá hos ingen af skriverne den analogiske
form eig(u)r i 1./3. pers. sg. præs. ind. som da ogsá fprst sy-
nes belagt i 1300-tallet.3
1 Blot ét eksempel (‘vNit’ 2313).
21 denne og de fölgende tabeller er refleksive former sat i halvfed, mens
former med enklise er anbragt i parentes, hvad enten der er tale om
former med enklitisk andenpersonspronomen som i áttu eller former
med negerende verbalsufhks som á-t (3. pers. sg. præs. ind. af eigá).
3 Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. 65-6 og 119). Om böjningen af eiga i
oisl. og nisl., se Jón Þorkelsson (1895, s. 1-7).
5.8.1.4.2 Verbet knega
knega er i A belagt fire gange i poesi i præt. ‘knatti’ 2iv6,
2ivi6, 32125 og 34r43-4
5.8.1.4.3 Verbet kunna
Manifestationen af kunna i indikativ og konjunktiv frem-
gár af tabel 5.144.
I et enkelt tilfælde i A kan tempus ikke fastslás ved den
plurale tredjepersonsform ‘kuiivz’ 17V21.
Infinitiv manifesteres i A som ‘kvtja’ x 8, ‘kvNa’ x 3 og
‘kvNa’ x 3, i B som ‘kuna’ x 3, ‘kvna’ og ‘kvnna’.5
5.8.1.4.4 Verbet mega
Manifestationen af verbet mega i indikativ og konjunktiv
fremgár af tabel 5.145.
Infinitiv manifesteres i báde A og B som ‘mega’ (hhv.
x 15 x 2).
Præt. part. er i A belagt i akk. sg. neut. ‘matt’, i B i
akk. sg. neut. ‘mat’ og ‘mátt’.6
Som forventet har ingen af skriverne former med meig-.7
5.8.1.4.5 Verbet muna
Manifestationen af muna i A i indikativ og konjunk-
tiv fremgár af tabel 5.146. I B er verbet blot be-
lagt i 1. pers. sg. præs. ind. ‘man’ og 1. pers. sg. præt. ind.
‘munða’.8
Infinitiv manifesteres i A som ‘mvna’ x 5.
4Om b0jningen af knega i oisl. og nisl., se Jón Þorkelsson (1895,
s. 12-15).
5Om b0jningen af kunna i oisl. og nisL, se Jón Þorkelsson (1895,
s. 16-23).
6 Ingen af skriverne har altsá den alternative form megat (for eksempler
pá en sádan form, se Jón Þorkelsson 1895, s. 10).
7 Den i talt nisl. enerádende form med diftong, meiga, der fx er den
dominerende i Gudbrandsbiblen (jf. Bandle 1956, s. 47), forklares tra-
ditionelt som analogisk overfprt fra former som præs. konj. megi, og
den lydrette udvikling i sádanne former kan afgjort have spillet en
rolle, men formentlig har det mere frekvente verbum eiga spillet en
mindst lige sá stor rolle (eiga - á - átti - átt: X - má - mátti - mátt
-> X = meigá). Om bpjningen af mega i oisl. og nisl., se Jón Þorkelsson
(1895, s. 7-12).
®Om bpjningen af muna i oisl. og nisl., se Jón Þorkelsson (1895,
s. 34-8).
5.8.I.4.5