Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 361

Verber
333
-i fra 3. pers. sg. kan registreres fra CI300, men bliver fprst
for alvor mere gennemfprt i 1400-tallet.1
5.8.2.3.1 Aktive former
Endelserne i præt. ind. af stærke verber (herunder redupli-
cerende) er som vist i tabel 5.174.
De fire tilfælde i A med -tt i 2. pers. sg. optræder efter
stammeudlyd pá lang vokal (ved bregða, slá og stíga). Ingen
af skriverne indikerer -t i sádanne omgivelser. Som forven-
tet finder man i 2. pers. sg. ingen eksempler pá yngre -st.2
Det ene tilfælde i A med -u i 1. pers. pl. optræder foran
vér pá 22V25.
Det ene tilfælde i A med -u i 2. pers. pl. optræder foran
þit pá 27r2i. Det enkeltstáende tilfælde i B optræder foran
þér pá 15VI0.3
Alle 15 tilfælde i A med -0 i 3. pers. pl. udgpres af vb. sjá,
og det samme gælder for de fire tilfælde i B.
Manifestationen af ö-verbernes endelser i præt. ind.
fremgár af tabel 5.175.
De to tilfælde i A med -ðu i 3. pers. pl. optræder i formen
tjáðu (lT21 Og 29VI4).
Manifestationen af fa-verbernes endelser i præt. ind.
fremgár af tabel 5.176.4
Det enkeltstáende tilfælde i B med -Ðu i 2. pers. pl. op-
træder foran þér (13V18).
Manifestationen af iö-verbernes endelser i præt. ind.
fremgár af tabel 5.177.
Det enkeltstáende tilfælde hos hver af skriverne med
-Ðu i 2. pers. pl. optræder foran þér (15VIO og 27rii).
Manifestationen af c-verbernes endelser i præt. ind.
fremgár af tabel 5.178.
Det ene tilfælde i A med -u i 1. pers. pl. optræder foran
vér (2ir2).
Det ene tilfælde i A med ‘-Ð9’ i 3. pers. pl. optræder i
‘hopþp’ 6V56.
1 Jf. Bjöm K. Þórólfsson (1925, s. 61) og Bandle (1956, s. 381-82).
Til sammenligning kan anföres at man ifölge de Leeuw van Weenen
(2000, s. 248) i Möðruvallabók blot finder seks eksempler pá analo-
gisk -i. Det fremgár ikke hvilke verbalklasser der er tale om, men Bjöm
K. Þórólfsson (1925, s. 61) anfprer fra dette hándskrift blot to tilfælde
med præteritopræsentiske verber. Dette stemmer overens med for-
holdene i Gudbrandsbiblen, hvor den nye endelse er særlig udbredt i
ó-verber (muligvis pga. en dissimilatorisk tendens) og præteritopræ-
sentiske verber (jf. Bandle 1956, s. 380—81).
2 Endelsen synes fprst belagt i 1500-tallet, nár man ser bort fra eksem-
pler med -st efter stammeudlyd pá -t, -d -s, -st og (noget senere) -S
(jf. Björn K. Þórólfsson 1925, s. 111-12, og Bandle 1956, s. 382-83).
31 B indikeres formentlig -u i yderligere fire tilfælde i 2. pers. pl., hvor
fóru og váru forkortes med<°). Pga. de tolkningsmæssige usikkerheder
er denne type forkortelse imidlertid ikke inkluderet i oversigteme.
4 Her som i det fplgende hvor dentalsuffiksets manifestation formalise-
res i tabelleme, stár “D” for en dental hprende til stammen, mens “Ð"
stár for dentalsuffikset. Den sidstnævnte betegnelse kan i skriften op-
træde som (d ð t þ), i normaliseret gengivelse (d ð t), herunder tilfælde
hvor (d t) er en del af (dd) og (tt).
Den komplette manifestation af samtlige præterito-
præsentiske verber fremgár af afsnit 5.8.1.4. Endelserne i
præt. ind. er opsummeret i tabel 5.179.5
Det ene eksempel i B med -u i 2. pers. pl. optræder foran
þér (verbet mega).
5.8.2.3.2 Refleksive former
Refleksive former af stærke verber (herunder reduplice-
rende) manifesteres i præt. ind. med de i tabel 5.180 anfprte
endelser.
Eksemplerne med manglende -u- i pluralis skyldes i sá-
vel A som B kontraktion ved vb. sjásk (1. pers. ‘famðz’ 10VI5
i B og 3. pers. ‘fafc’ 19127 i A og 15V24 i B).
Refleksive former af ö-verber manifesteres i præt. ind.
med de i tabel 5.181 anfprte endelser.
Refleksive former af ja-verber manifesteres i præt. ind.
med de i tabel 5.182 anfprte endelser.
Refleksive former af w-verber manifesteres i præt. ind.
med de i tabel 5.183 anfprte endelser.
Det enkeltstáende eksempel i B pá ‘-Ðvz’ i 1. pers. sg.
optræder i ‘þottvz’ i6v6.
Refleksive former er ved é-verberne belagt meget spar-
somt i præt. ind. (og kun i 3. pers. sg.). I A manifesteres
-Ðisk som ‘-Ðtz’ x 6 og ‘-Ðifc’ x 1, mens samme form ma-
nifesteres som ‘-Ðtz’ i det ene forekommende tilfælde i B.
Refleksive former af de præteritopræsentiske verber fo-
rekommer ikke i præt. ind. i B, og A rummer kun ét eksem-
pel. 13. pers. pl. manifesteres -usk sáledes som ‘-ofc’ (verbet
unnask).
5.8.2.4 Præteritum konjunktiv
I de fplgende underafsnit meddeles endelserne i aktive og
refleksive former. Endelserne for de stærke verber, de fire
svage verbalklasser og de præteritopræsentiske verber gen-
nemgás i nævnte rækkefplge.
Det kan indledningsvis bemærkes at man ikke finder ek-
sempler pá analogisk tredjepersonsform i 1. pers. sg. Ana-
logiske former pá -i synes at dukke op omtrent samtidig
med tilsvarende former i præt. ind. af svage verber (jf. af-
snit 5.8.2.3) CI300.6
Det kan bemærkes at man ud over de nedenfor omtalte
mulige enkelte tilfælde med munu og skulu ikke finder ek-
sempler pá indikativiske endelser i pl. præt. konj. Ud over
ved munu og skulu, der som nævnt nedenfor allerede kan
optræde med indikativiske endelser i de ældste hándskrif-
5 Da dentalsuffikset manifesteres sá forskelligt (men helt regelmæssigt)
i de enkelte verber, vil en formalisering i oversigten blot skabe un0d-
vendig forvirring, og i modsætning til forholdene ved fremstillingen
af de svage verbers endelser udelades dentalsuffikset derfor i redegö-
relsen for endelsernes manifestation.
6 Dermed vinder den nye endelse ogsá indpas omtrent samtidig med
de tilsvarende former i præs. konj. (jf. afsnit 5.8.2.3). Bemærk dog at
-a synes bevaret noget længere som sideform til -i i præt. konj. end i
præs. konj. (jf. Bandle 1956, s. 384 m. henv.).
5-8.2.4