Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 420

392
Resultater og diskussion
má særlig fremhæves |k|, ]rr)|, |p|, |2d| og |?| der optræder
med en vis frekvens (over ti belæg).
Ellers er det særlig bemærkelsesværdigt at kun to alfa-
betiske minuskelgrafklasser, |n 0|, er blandt de for A ud-
mærkende grafklasser som optræder med en vis hyppighed
(andre for A særegne relativt frekvente grafklasser er ma-
juskelgrafklassen |N|, ligaturgrafklassen |jp| og interpunk-
tionsgrafklassen |rj). Bortset fra abbreviaturen |?| og ligatu-
ren ]di| udgpres alle de mere frekvente for B udmærkende
grafklasser til gengæld af alfabetiske minuskelgrafklasser,
nemlig |k nj m ó 9 2 p|. Det stprre antal hyppige alfabeti-
ske minuskelgrafklasser i B kan ses som udtryk for mindre
makropalæografisk ensretning i denne del af hándskriftet.
Der er i et ortografisk perspektiv tale om variantbetegnel-
ser som principielt ikke er npdvendige. Samtidig má det
dog pápeges at der i visse tilfælde er tale om mere eller min-
dre systematisk variation, hvoraf den mest systematiske er
den grafotaktisk betingede brug af |2|.
Yderligere to tendenser kan betragtes som udtryk for
mindre makropalæografisk ensretning i B, nemlig den
stprre tendens til anvendelse af 1) ligaturer og 2) accentue-
rede grafklasser.
Den eneste grafklassekategori med betydelig flere med-
lemmer i A end i B, er de alfabetiske majuskelgrafklasser,
hvilket rimeligvis hænger sammen med det langt stprre an-
tal majuskelgrafer i denne del af hándskriftet. Det kan i 0v-
rigt bemærkes at de fleste majuskelgrafemer ogsá relativt
set er mere frekvente i A.1 Den hyppigere brug i A skyl-
des især den i afsnit 6.1.2.1 omtalte langt mere gennemfprte
brug af majuskelgrafer i proprier, men den kan ogsá tilskri-
ves det forholdsmæssigt stprre antal strofer i denne del af
hándskriftet, da begge skrivere i vid udstrækning anvender
majuskelgrafer i en strofes f0rste ord.2 Det stprre antal ma-
juskelgrafklasser i A skal derfor ikke betragtes som udtryk
for mindre makropalæografisk ensretning.
6.1.1.2 Mikropalæografiske forskelle
Der kan konstateres mikropalæografiske forskelle mellem
skriverne ved labBcððe^pgGGjkKMrftqOpr
fStTVxyYzþÞææftalNrv““^-.|. De mest
bemærkelsesværdige eller markante af disse tilfælde synes
de fplgende at være:3
1. De alfabetiske minuskelgrafklasser |a ð ð g f x y z|.
2. De alfabetiske majuskelgrafklasser |G n1 O S T V|.
rAf hyppigere forekommende majuskelgrafemer med en mere udpræ-
get forskel i frekvens A og B imellem kan i alfabetisk rækkefplge næv-
nes fB> (36:2), fE> (550:90), (F> (110:8), (G> (100:20), (H> (250:40),
<J> (175:35). <K> (145:1), <L> (35:o), <M> (375:11), <S> (650:80) og <Þ>
(600:55).
2 Ud over visse tolkningsmæssigt usikre eksempler i form af grafer an-
bragt i margenen og grafer indledende mindre poetiske stykker indlej-
rede i dialoger er ‘ftor’ 25V2 eneste undtagelse fra brugen af majuskel-
graf ved strofeindledning i A. B rummer lidt flere undtagelser (i alt X 5,
fx ‘liff íirl).
3 Jf. de nærmere kommentarer til de enkelte grafklasser i afsnit 3.3.
3. Ligaturgrafklasserne |æ a> ft|.
4. Abbreviaturgrafklasserne |a v “ ” ~
Selv ikke i disse tilfælde er forskellene mellem skriverne
dog lige markante. De er generelt mindre bemærkelses-
værdige ved majuskelgrafklasserne, dels fordi de fleste af
de enkelte grafklasser er forholdsvis sparsomt belagt, dels
fordi man finder stprre intern variation i denne grafklasse-
kategori. Derimod synes forskellene særlig bemærkelses-
værdige ved de alfabetiske minuskelgrafklasser, hvor man
oftest finder mange belæg, og hvor forskellene ikke blot
kommer til udtryk i alternative mindre frekvente grafty-
per. Ved abbreviaturgrafklasserne er forskellene ligeledes
meget bemærkelsesværdige ved |“ " _| (forskellig udform-
ning, herunder hældningsgrad) og |.| (forskellig placering i
forhold til firlinjesystemet).4 I det hele taget er det interes-
sant at man finder sá forholdsvis mange bemærkelsesvær-
dige forskelle ved abbreviaturgrafklasserne med tanke pá
hvor fá medlemmer denne grafklassekategori har.
Selvom spprgsmálet om graden af mikropalæografisk
ensretning i hhv. A og B egentlig hprer hjemme i analy-
sen af den interne variation, má den mindre grad af ens-
retning i B fremhæves ogsá ved analysen af den eksterne
variation, idet en række af de konstaterede mikropalæo-
grafiske forskelle skriverne imellem udspringer af at man
ved nogle grafklasser i B kan registrere mere variation og i
visse tilfælde má skelne mellem flere graftyper. Af en sádan
variation má især den fplgende fremhæves:
1. Den i forhold til grundtegnene mere skpdeslpse pla-
cering af accentstregerne.
2. Den stprre variation i udformningen af skaftets top
ved grafer med overlængde.
3. Den stprre variation (flere graftyper) ved |a b c ð p G
GkrftOpftSyzþæft-!.5
6.1.2 Ortografiske forskelle
En række forskellige typer ortografiske forskelle er blevet
konstateret mellem skriverne, hvoraf flere allerede er om-
talt i opsummeringen af de makropalæografiske forskelle.
I det fplgende skal de ortografiske forskelle forspges op-
summeret pá mere systematisk vis.
4 Skrivemes forskellige placering af |.| gælder báde ved brug som abbre-
viatur og som interpunktionstegn.
51 enkelte tilfælde udviser A mere mikropalæografisk variation end B.
Der er imidlertid sá at sige udelukkende tale om variation i udform-
ningen af majuskelgrafklasserne ]B p M T V Þ|. Afskrivere har for-
mentlig generelt ladet sig pávirke mere af forlægget ved skrivningen
af (sætningsindledende) majuskelgrafer (jf. note 3 pá s. 409), og den
storre variation i A skal formodentlig ses i lyset af de langt flere fore-
komster af majuskelgrafer i denne del af hándskriftet.
6.1.2