Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 421

Ekstern variation
393
6.1.2.1 Overordnede forskelle pá tværs af
fonem-grafem-relationer
Som vigtigere eksempler pá mere overordnede ortografiske
forskelle der ikke knytter sig til specifikke grafem-fonem-
relationer, kan de fplgende nævnes:
1. Den i A langt mere gennemfprte brug af majuskler
som fprste graf i proprier.1
2. Forskelle i praksis ved sammen- og særskrivning af
ord og orddele2 samt ved orddeling ved linjeskift (of-
tere praktiseret i A).
3. Den forskellige brug af accentstreg, báde hvad fre-
kvens og specifik brug angár. Accentstreger er gene-
relt langt hyppigere i B (optræder bl. a. ogsá ved dif-
tonger), og man finder i B ikke nogen overrepræsen-
tation i poesi, som det ses i A.
4. Den i A mere gennemfprte tendens til anvendelse af
kapitæler for geminerede konsonanter (med undta-
gelse af den for B kendetegnende bmg af <s) for / ss/).3
5. En række generelle forskelle i brugen af abbreviatu-
rer,4 navnlig ved (a)/(“) (især forskellig forkortelse
af adv. svá og forskellig forkortelsesgrad ved /rá/ og
/vá/), <e) (langt hyppigere i A), <‘) (langt hyppigere
iA),<')(iA hyppigere for /ér/ og/Ir/; i B hyppigere
for /r/ og i forbindelsen <' r) for / err/), O (hyppigere
i A), <‘) (langt hyppigere i B) og <”) (nasalstreg langt
hyppigere i A, især for /n/).
Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt hvor tydeligt
forskellene kommer til udtryk i abbreviaturbrugen med
hensyn til frekvens og/eller specifik brug.
6.1.2.2 Forskelle i fonem-grafem-relationer
En række forskelle i specifikke fonem-grafem-relationer er
konstateret, og flere af disse er allerede omtalt i redegp-
relsen for de makropalæografiske forskelle. I det fplgende
redegpres der mere systematisk for vigtigere forskelle re-
laterede til hhv. vokalsystemet (afsnit 6.1.2.2.1) og konso-
nantsystemet (afsnit 6.1.2.2.2).5
H proprier er forholdet mellem egentlige minuskler, majuskler
og kapitæler ca. 57,5 %: 41,5 %: 1,0 % i A, mens det i B er
ca. 91,9 % : 8,6 % : 0,4 %.
2 Bemærk især den i A stprre tendens til sammenskrivning af præposi-
tionerne á og í med styrelsen.
3 Ved /gg/ er forholdet mellem {c) og (gg) i A ca. 97 % : 3 %, i B
ca. 58% 142%. Ved /nn/ er forholdet mellem betegnelser hvori
hhv. <n>, <q) og {n) indgár, i A ca. 62,8 % : 36,4 % : 0,8 %, i B
ca. 0,4 % : 11,7 % : 87,9 %. Ved /rr/ er forholdet mellem <r) og <[r2]r)
i A ca. 94,8 % : 5,2 %, i B ca. 79,6 % : 20,4 %. Ved /ss/ er forholdet mel-
lem <s> og <ff) i A ca. 0,7 % : 99,3 %, i B ca. 83,3 % : 16,7 %.
4Se ogsá kommentarer til en række specifikke skrivemáder i afsnit
6.I.2.3.
5 Bemærk at forhold af orddannelsesmæssig karakter (fx forskelle re-
lateret til brug af kendte sideformer som afledninger pá ~end~/~ind~/
-ynd-) behandles i afsnit 6.1.3.
6.1.2.2.1 Vigtigere forskelle i vokalernes
manifestationen
Nár det gælder vokalernes manifestation, kan der fra et
grafofonematisk perspektiv især fremhæves forskelle i
brugen af6
1. <[Aa]v): Den i A ikke helt sjældne brug af <[aA]v) for
/au/ — og i mindre grad /9/— forekommer slet ikke
i B.
2. <9 9): Begge betegnelser har noget bredere reference i
B (særlig <9)).
3. <u) vs. <v): Langt hyppigere brug af <u) i B.
4. <a>): Begge skrivere anvender (i varierende grad) <a>)
for /au/ og / 9/, men B anvender det desuden ikke helt
sjældent for /0/.
Fra et fonografematisk perspektiv kan der især fremhæ-
ves forskelle i relation til manifestationen af
1. /6/: Yngre skrivemáder som <e 9 9) bruges i 92 % af
tilfældene i B, men kun i 5 % af tilfældene i A.
2. /9/: <o) er den meget dominerende hovedbetegnelse i
A, mens <a>) er (den ikke helt sá dominerende) hoved-
betegnelse i B. Bemærk især at andenkomponenten i
brydningsdiftongen /jp/ i A næsten undtagelseslpst
skrives <o), mens <a>) dominerer kraftigt i B.
3. /I/: (e) er en hel del sjældnere i B.
Ikke overraskende kan det noteres at de fleste af forskel-
lene ikke (primært) afspejler noget fonologisk, men sna-
rest skyldes forskellige rent ortografiske valg. Den vigtig-
ste undtagelse herfra er den meget forskellige grad af indi-
kation af sammenfald mellem ældre /æ/ og /d/.
6.1.2.2.2 Vigtigere forskelle i konsonanternes
manifestationen
I konsonanternes manifestation er en række tydelige for-
skelle mellem skriverne blevet konstateret. Ved enkeltkon-
sonanterne kan der især konstateres forskelle ved
1. /d/: Langt flere eksempler pá <ð) i B.
2. /f/ uden for stavelsesinitial stilling: Langt hyppigere
brug af <v y u) i B.
3. /g/: I adjektivformer pá -(l)igt rummer B blot to til-
fælde med <c), som til gengæld er reglen i A. Pa-
latalt /g/ foran /0/ markeres noget hyppigere i B.
Kun A rummer eksempler pá (den tidlige) overgang
/gj/ > /j/ efter langvokal.
6 Jf. ogsá de i afsnit 6.1.1.1 omtalte betegnelser som (næsten) udeluk-
kende er belagt hos den ene af skriverne, fx den i B langt hyppigere
brug <9) (for sável /ö/ (< /09/) som /fa/) og den i A langt hyppigere
brug af (0) (i en række funktioner).
6.1.2.2.2