Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 423

Ekstern variation
395
°g /ý>f) og sænkningen af /e/ (ændringen i identifikatio-
nen af infortisvokalen /I/). Selvom lydhistoriske ændrin-
ger ogsá ligger bag en del af den vigtige variation i kon-
sonanternes manifestation, spiller de en mindre domine-
rende rolle, idet en stor del af den págældende variation
blot skyldes forskellige rent (orto)grafiske valg (undertiden
afspejlende kronologisk betingede tendenser der ikke af-
spejler lydhistoriske forhold). Det er desuden værd at be-
mærke at en vigtig ársag til at den eksterne ortografiske
variation kommer særlig tydeligt til udtryk ved konsonan-
terne, ikke mindst er de mange manifestationsmuligheder
ved geminerede konsonanter og en række konsonantkom-
binationer.
6.1.2.3 Variation pa grafordsniveau ved visse
frekvente ordformer
En række vigtigere tilfælde med ekstern variation pá graf-
ordsniveau i frekvente ordformer kan fremhæves, nær-
mere bestemt visse former af app. maðr (især dat.pl.),
pronominalformerne sér (forskellig forkortelsesgrad), þér
(forskellig forkortelsesgrad), honum (ældre (A) vs. yngre
(B) forkortelsespraksis), þann og þeir(r)a, verbalformen
og den relative partikel er (forskellig forkortelsesgrad),
præteritumformer af kveð(j)a (forskellig forkortelsesprak-
sis), præteritumformen málti (forskellig forkortelsesprak-
sis), præp. frd (forskellig forkortelsesgrad) og konj. eða
(forskellig vokalbetegnelse). Da der er tale om frekvente
ordformer, er det ikke overraskende at de fleste forskelle
kan relateres til forkortelsessystemet. De kommer sáledes
primært til udtryk i forskellig forkortelsesgrad eller i an-
vendelse af forskellige forkortelser.
6.1.2.4 En række forskelle i et grafotaktisk
perspektiv
Der er ikke foretaget nogen fuldstændig grafotaktisk ana-
lyse med opstilling af grafotaktiske regler som kendt fra
tilsvarende fonotaktiske analyser, men en række tegnkom-
binationer som optræder med en vis frekvens hos begge
skrivere er blevet underspgt.1
For at fá et overblik over forskellene i brugen af mere
frekvente betegnelser er de 60 mest frekvente kombina-
tioner af tre tegn (herunder grafisk grænse)2 blevet under-
1 Det má samtidigt understreges at overvejelser af grafotaktisk karak-
ter ogsá er indgáet i sável den palæografiske som ortografiske analyse
(jf. fx redeg0relsen for brugen af llð1!! vs. Ilð2ll og af (r) vs. <2)), bl. a. fordi
en analyse af en skrivers interne variation má tage hensyn til variation
som udelukkende er af grafotaktisk karakter og eksempelvis ikke skal
ses i lyset af forskellig form for forlægspávirkning. Som et interessant
eksempel pá hvorledes en analyse af grafotaktiske forhold kan spille
en rolle for tolkningen af et lydhistorisk fænomen, kan der desuden
henvises til behandlingen af den eventuelle lukning af /þ/ til /d/ efter
kort rodstavelse i afsnit 4.4.5.2.16. Et andet interessant eksempel fin-
der man ved omtalen af Hreinn Benediktssons tolkning af nokkur- vs.
nökkur- i AM 519 a 40 (jf. s. 279).
2 Med grafisk grænse (angivet som ‘#’) menes helt eller halvt mellem-
rum, linje- eller sideskift eller interpunktionstegn.
spgt i sável A som B.3 For at sætte denne eksterne vari-
ation i relation til den interne variation hos den enkelte
skriver er A og B blevet inddelt i en række afsnit bestá-
ende af omtrent 7000 lemmatiserede ordformer sáledes at
de grafotaktiske forhold kan klarlægges for forskellige dele
af de to skriveres produktion. Endelig er en række udvalgte
tegn blevet underspgt pá samme vis, nærmere bestemt de
pá grundlinjen anbragte <d>, <?>, <f>, <k>, <m>, <q>, <o>, <s>,
<y> og <a>> samt de som interlineære abbreviaturer anbragte
<a>» <‘>» <°>» <'>» <“> og <">. De fuldstændige grafotaktiske
oversigter kan downloades fra nfi.ku.dk/publikationer/
webpublikationer/msk.
Ud over at demonstrere at en ikke uvæsentlig del af sável
den interne som eksterne variation der er fremgáet af kapi-
tel 4 og 5, ogsá afspejles i en række grafotaktiske forskelle,
skulle de fplgende bemærkninger gerne vise brugbarheden
af grafotaktiske underspgelser ved skriversammenlignin-
ger. Det sidste diskuteres nærmere i afsnit 6.3.
Af de underspgte tegnkombinationer synes forholdene
ved <d>, <f>, <k>, <p>, <s>, <'>, <"> og <"> særlig bemærkel-
sesværdige, idet ganske tydelige forskelle mellem skriverne
træder frem, samtidig med at ikke alle forskelle udviskes af
intern variation hos den enkelte skriver. Ved de forskellige
tegn má især det f^lgende fremhæves:
1. <d>: Den langt hyppigere brug af bl. a. ‘pði’, ‘ið#’, ‘íða’
og ‘íði’ i B. Forskellen skyldes den i B hyppigere brug
af <d> for /þ/ uden for stavelsesinitial stilling.
2. <f>: Den i B langt hyppigere brug af ‘ept’, ‘#pu’, ‘#pæ’
og ‘op#’, og den i A langt hyppigere brug af ‘íþ’ og
‘opþ’. Den i B hyppigere brug af ‘#pu’ og ‘#pa>’ skyl-
des den hyppigere brug af <u> og <æ> (for /9 0/). Den
i B hyppigere brug af ‘ept’ skyldes den specifikke brug
af <f> i eptir(-), og den i B hyppigere brug af ‘op#’
skyldes det stprre antal tilfælde med præp. of. Den i
A hyppigere brug af ‘íþ’ (forekommer slet ikke i B)
skyldes tendensen til at foretrække den delabialise-
rede form ifir pá bekostning 'iíyfr. Den i A hyppigere
brug af‘opþ’ skyldes primært forskellig manifestation
af de ganske hyppige plurale (indikativiske) præteri-
tumformer af hafa.
3. <k>: Den i A langt hyppigere brug af ‘íki’ og ‘cki’ og
den i B langt hyppigere brug af ‘#k.’ og ‘ek#’. For-
skellene skyldes den meget forskellige applicering af
regler for fordelingen af <c> vs. <k>.
4. <i]>: Selvom visse kombinationer bruges af begge skri-
vere, er frekvensen generelt helt forskellig. Det skyl-
3 Grundlaget for de grafotaktiske analyser er de tegn man finder i trans-
skriptionerne i XML-filerne, og tegninventaret svarer dermed stort
set til de tentative grafemer. Dog skelnes der mellem |f| og |p| (og |F|
og IFI) °g rnellem en variant af |y| med og uden prik (‘y’ og ‘ý’). Des-
uden gengives <d) ikke som ‘d’, men som ‘ð’. Skal grafotaktiske forhold
underspges med skriversammenligning for 0je, kan man ikke tage ud-
gangspunkt i egentlige grafemer etableret pá basis af minimale par, da
man eksempelvis ikke ville kunne pávise interessant variation i tilfælde
med komplementær distribution af to grafklasser.
6.I.2.4