Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 429

Intern variation
401
I B finder man til gengæld st0rre mikropalæografisk vari-
ation (ogsá ved frekvente minuskelgrafklasser), og da va-
riationen i de fleste tilfælde synes utilsigtet/usystematisk,
beror den formentlig pá mindre træning.
Betragter man den interne ortografiske variation, kan
der ligeledes noteres en række forskelle mellem skriverne.
Mere bemærkelsesværdige forskelle hvad konsekvens in-
den for betegnelserne af det enkelte fonem angár, fin-
der man især ved /u/, /ú/, /0/, /d/, /U/, /gg/, /hr/, /k/,
/mm/, /p/, /pp/, /r/, /rr/, /ss/, /tt/, /v/ og ved /þ/ uden
for stavelsesinitial stilling.1 Med undtagelse af forholdene
ved /0/ er tendensen helt entydigt den at hovedbetegnel-
sens andel er betydelig lavere i B. Ogsá i grafem-fonem-
relationerne kan der sáledes konstateres en klar tendens til
mindre ensretning i B, og ogsá denne form for ortografisk
variation skal formentlig ses i lyset af mindre træning.
Nár det gælder ortografisk variation pá grafordsniveau,
kan der ikke i samme grad konstateres store overordnede
forskelle mellem skriverne. Ogsá A rummer sáledes mange
eksempler pá variation i manifestationen af selv meget fre-
kvente ordformer.
B udmærker sig heller ikke i forhold til A ved en stprre
grad af morfologisk variation. Som fremgáet af den oven-
stáende redegprelse er denne type variation rent faktisk
st0rre i A, dog ikke i mere udpræget grad end at det for-
mentlig skal tilskrives det stprre tekstkorpus.
Om det stprre tekstkorpus tillige er ársag til den i A
mere udprægede variation af orddannelsesmæssig karak-
ter, er mere usikkert. Graden af intern variation er nem-
lig sá forholdsmæssig meget stprre i A at det ikke synes
rimeligt alene at betragte variationen som resultat af den
stprre tekstmængde. Da B i flere andre henseender synes
mindre sikker i efterlevelsen af en norm, kunne man fo-
restille sig at B i h0jere grad gengiver forlæggets brug ved
mere slavisk kopiering, mens A til gengæld oftere lader sin
egen norm komme til udtryk. Men da B i en række tilfælde
konsekvent vælger den yngre form, mens A benytter sável
yngre som ældre former,2 synes en sádan tolkning allige-
vel ikke oplagt. Nár der i sádanne tilfælde kan registreres
st0rre variation i A, skyldes det máske at afstanden mel-
lem forlæggets brug og skrjverens norm er sá meget st0rre i
B’s tilfælde, hvorfor det har forekommet skriveren mindre
naturligt at overfiare formerne direkte fra forlægget, mens
A’s noget mere konservative sprog (og formentlig stprre
selvsikkerhed som skriver) i hpjere grad har tilladt en sá-
dan overfprsel.
1 Jf. oversigterne over det relative forhold, angivet procentuelt, mellem
de forskellige betegnelser for hvert fonem i bilag A.
2 Dette er eksempelvis tilfældet ved afledninger pá -end-/-ind-/-ynd-
(B indikerer konsekvent -ind-), ved superlativ af adv. vel og adj. góðr
(B indikerer konsekvent /e/) og ved adv. snemma/'snimma (B indike-
rer konsekvent /i /).
6.2.6 Nærmere analyse af den interne variation
6.2.6.1 Forskelle mellem poesi og prosa
En del af den interne variation udspringer hos begge skri-
vere af en delvist afvigende brug i hhv. poesi og prosa.
Bortset fra en i A klar overrepræsentation af accent-
streger i poesi og en i samme kontekst noget mere udpræ-
get brug af </) for /aé/ finder man imidlertid kun spredte
tilfælde med afvigende ortografisk brug inden for poesien
(som eksempler kan nævnes at seks af otte eksempler pá
(9) optræder i poesi, herunder det i A enkeltstáende ek-
sempel pá (9) for /á/ < /9/, og at seks af ni tilfælde med
<a> i pl. præt. ind. af vera (vár-) optræder i poesi).
Hos begge skrivere finder man sáledes generelt store lig-
heder mellem den ortografiske brug i poesi og prosa. I A
kan især fremhæves fordelingen af <k) vs. (c) (palatalreglen
dog en smule mere gennemfprt i poesi). I B kan især frem-
hæves den for skriveren særlig kendetegnende brug af (ia>)
for /)<)/, de meget gennemfprte indikationer af delabialise-
ring af /</>/, de særlige regler for fordelingen af (k) vs. (c)
(i overensstemmelse med den yngre fra Den anden gram-
matiske afhandling kendte regel), manifestationen af /v/
(forholdet mellem (v), (p) og (u)) og manifestationen af /þ /
uden for stavelsesinitial stilling (forholdet mellem (þ), (ð)
og (d)).
Hos begge skrivere finder man derimod i poesi en række
tilfælde med afvigelser fra forholdene i prosa pá det morfo-
logiske, det orddannelsesmæssige og det leksikalske plan.
Af en sádan form for morfologisk variation kan især den
fiðlgende fremhæves:
1. Forskellige bpjningsendelser ved substantiver: skógr
(gen. sg. -s vs. -ar-, A) og fpr (dat. sg. -u vs. -0; A).
2. Forskellig komparativ- og superlativdannelse ved ad-
jektiver: vildr (komp. med -r- vs. -ar-, A) og fríðr (sup.
med -st- vs. -ast--, A).
3. Særlige pronominalformer i poesi: den stærkt bpjede
pronominalform 0ngr (A); den possessive pronomi-
nalform ossum (B).
4. Særlige verbalformer: hefr vs. hefir (B), segr vs. segir
(A og B) og supinumformen barzk vs. barizk (A).
5. Refleksivformanten: generel overrepræsentation af
‘-fc’ (i stedet for ‘-z’) i flerstavelsesformer i poesi i A.
Nár det gælder sideformer og leksikalsk variation, kan
fizílgende forskelle mellem poesi og prosa nævnes:
1. Substantivet girkr vs. grikkr (A).
2. Pronominalformen hánum vs. honum (A og B).
3. Infinitiven g0rva vs. gera (A og B).
4. Visse præpositioner: of vs. um (A), und vs. undir
(A og B) og viðr vs. við (A).
6.2.6.1