Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 430

402
Resultater og diskussion
5. Visse adverbier: þannig/þinig vs. þannug, ggrva
(A og B), heðra (B) og þaðra (B) kun belagt i poesi.
6. Konjunktionen síz kun belagt i poesi (A og B).
6.2.6.2 Hándskriftgeografiske tendenser i den
interne variation
Ved analysen af den interne variation er de registrerede
mpnstre blevet sat i relation til hándskriftgeografiske for-
hold idet det er blevet underspgt om der kan registreres
kodikologiske eller tekstuelle tendenser i fordelingen af va-
riantformerne. Forskellige aspekter af dette spprgsmál be-
lyses i de fem fplgende underafsnit.
6.2.6.2.1 Afvigende forhold i f0rste del af A og B
som resultat af forlægspávirkning
I en lang række tilfælde er den interne variation kodikolo-
gisk betinget, sáledes at et bestemt forhold (af ikke mindst
palæografisk og ortografisk art) er særlig udpræget i begyn-
delsen af hhv. A og B, hvor skriveren sandsynligvis har væ-
ret mere forlægstro. Denne variation kommer til udtryk pá
flere niveauer, og som vigtigere tilfælde i A kan anfpres:
1. Mere overordnet fonografematisk variation: (e) for
/I/ er særlig frekvent pá fprste side. (1) (og ikke (11))
foran /d/ (og i mindre grad /t/) er særlig frekvent
i hándskriftets begyndelse. (q fj) (og ikke (n n)) er
næsten enerádende i begyndelsen, men kun sporadisk
belagt i sidste del af A.
2. Variation pá grafordsniveau: I app. orrusta og sam-
mensætninger hermed dominerer (rr) kraftigt i fprste
del af A, mens (r) dominerer i sidste del af A. I pro-
nominalformen þeira optræder det ene eksempel med
skrivemáden ‘þa’ pá fprste side. Skrivemáden ‘viþ’ (og
ikke ‘við’) er særlig frekvent i fprste del af A.1
3. Sideformer: I pronominalformen (þ)ér er de sjæld-
nere (ældre) former uden /þ/ noget hyppigere i be-
gyndelsen af A.2 I vb. munu optræder de sjældnere
former med /u/ (frem for /o/) særlig i begyndelsen af
hándskriftet.3 Ved pron. n0kkurr kan det især bemær-
kes at stammeformen nökkvor-/nökkvot kun er belagt
i omtrent fprste halvdel af A. Konj. þó at er meget do-
minerende i fprste del af A, mens þótt er enerádende
i sidste del af A.
1 At formen med <þ> er inspireret af forlæggets brug, indikeres ikke blot
af den hándskriftgeografiske fordeling, men ogsá af at A i tilfælde med
sætningsindledende (V) kun anvender formen med fþ>.
2 Som ved við i A, og som omtalt nedenfor taler det ligeledes for for-
lægspávirkning at B i former med (sætningsindledende) majuskelgraf-
klasser kun anvender former uden /þ/).
3 En yderligere indikation af at forlægget formentlig har foretrukket
former med /u/ finder man i de i afsnit 6.2.Ó.2.4 omtalte fire tilfælde
i B med (u v> (i stedet for det i B almindelige (1» i præt. af munu.
Forholdene ved (q fj) vs. (n n) kan ikke umiddelbart si-
destilles med de 0vrige tilfælde, da sável (q) som (n) er sá
frekvente. Som i andre tilfælde optræder den ene af beteg-
nelserne (q) (og (fj)) ganske vist kun sporadisk i slutningen
af A, men i og med at den pá de fprste fjorten sider er næ-
sten helt enerádende og uhyre frekvent, vil man npdig alene
tilskrive den forlægspávirkning. Situationen er formentlig
snarere den at A i sin egen norm har haft to mere eller min-
dre sidestillede varianter, (n) og (q), og at forlæggets brug
af (q) i begyndelsen har fáet ham til stort set at gennemfpre
(q). Hvorfor A ret dramatisk ændrer praksis pá 8r, kan ikke
umiddelbart afklares, men jf. den videre omtale af dette i
afsnit 6.2.6.2.5.
Ogsá B rummer eksempler pá kodikologisk betinget va-
riation der mest overbevisende kan forklares som stprre
forlægstroskab indledningsvis (og/eller pá den selvstæn-
dige 25G der ikke behpver at være skrevet i umiddelbar for-
længelse af den pvrige del af B). Som eksempler kan det
fplgende nævnes:
1. Mikropalæografisk variation: llp2ll er meget klart over-
repræsenteret pá fprste side (íor) og i lidt mindre grad
pá den selvstændige 250 llp2ll bruges kun én gang helt
i begyndelsen af B. 12 af i alt 22 eksempler pá IIPII fin-
des pá fprste side. 10 af 34 eksempler pá llþ2ll optræder
pá lor og hele 12 pá 25r (de resterende 12 eksempler
findes pá íov—13V). En lidt afvigende graftype af |z|
optræder pá 25r.
2. Overordnet fonografematisk variation: Ud gennem B
mindskes brugen af (u) til fordel for (v).
3. Variation pá grafordsniveau: Singulære præsensfor-
mer af koma med (9) optræder fprst og fremmest
i begyndelsen af B. Skrivemáderne “ho’ og líö’ (for
honum) er kun belagt pá 25G der ikke rummer ek-
sempler pá den ellers dominerende skrivemáde “hm’.
For pronominalformen þeira optræder skrivemáden
‘þa’ kun i fprste del af B, hvor den til gengæld domi-
nerer. De seks tilfælde med skrivemáden ‘mð’ (með)
optræder alle pá fprste blad i B. De seks eksempler
pá ‘(.)t/ (til) optræder pá de to fprste blade i B. De
tretten tilfælde med ‘f (til) optræder pá den i B selv-
stændige 25r. Skrivemáden ‘eg’ (eigi) optræder næsten
kun i fprste del af B. Skrivemáden ‘s’ (sva) er enerá-
dende pá de fprste tre sider, mens udskrevne former
senere bliver mere almindelige.
4. Sideformer: Det privative præfiks manifesteres langt
oftere som (v) (frem for (o)) i fprste del af B. Formen
braut er næsten enerádende i fprste del af B, mens brot
især anvendes i sidste del af B (ved siden af braut).
Præp./adv. fyr (og ikke fyrir) er noget hyppigere i be-
gyndelsen af B.
6.2.6.2.1