Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 431

Intern variation
4°3
Det má bemærkes at ikke alle forhold som udmærker
de f0rste sider i B, n0dvendigvis skal ses i lyset af direkte
forlægspávirkning. Det gælder sáledes formentlig ikke for:
1. Tilfældene med (gxaj) for /g0/. Alle fem eksempler
med (giax) i app. g0rsemi og alle tolv eksempler med
(giax) i relevante former af vb. gera optræder pá de to
fprste blade i B (14 af 17 tilfælde endda pá det fprste
blad).
2. Former med (ax) (i stedet for (o)) i fprste stavelse af
pron. n0kkurr er kun belagt i fprste del af B.
Nár forlægspávirkning betragtes som mindre sandsyn-
lig i tilfældene med (giaj), skyldes det at brugen af (ax)
(og ikke (o)) efter (1) ellers er meget ualmindelig og der-
med et for B særlig kendetegnende træk.1 Om ársagen til
at der formentlig ikke er tale om forlægspávirkning i til-
fældet n0kkurr, se afsnit 5.4.4.17.
6.2.6.2.2 Mindsket brug af forkortelser i en række
frekvente ordformer i A
En anden overordnet tendens i den hándskriftgeografiske
variation kommer kun til udtryk i A. I sidste del af A kan
der sáledes spores en generel tendens til mindsket brug af
forkortelser i en række frekvente ordformer. Denne ten-
dens, der formentlig ikke skyldes forlægspávirkning,2 er
noteret i fplgende tilfælde:
1. Pronominalformerne sér (‘s’ vs. ‘fer’),3 honum (“hð’ vs.
‘honö’),4 hon (‘fi’ vs. ‘hon’) og þann (‘p’ vs. ‘þaN’).
2. Former med þess- af pron. sjá (‘þs-’/‘þs-’ vs. ‘þeff-’).
3. Verbalformen og relativpartiklen er (‘é’ vs. ‘er’).
4. Verbalformen var (‘v’ vs. ‘var’).
5. Former af vb. gera uden for præt. part. (‘g-’ vs.
‘ger-’/‘g0r-’).
6. Præp./adv. til (‘t” vs. ‘til’).
7. Præp./adv. við (‘v’ vs. ‘við’/‘viþ’).
8. Adv. hrot(t) (‘Bt’ vs. ‘brot’).
9. Adv. síðan (‘fiþ’ vs. ‘fiþan’).
'Jf. nærmere omtale i afsnit 4.4.3.2.16 ved kommentarerne til bryd-
ningsdiftongen /)9/.
2 Det kan naturligvis ikke udelukkes at den mere udprægede brug af
forkortede former af en række frekvente ordformer i begyndelsen af
A skal ses i lyset af et forlægs brug. Som en indikation heraf kunne
man sáledes anfpre de i note 5 omtalte forhold. Til gengæld taler de i
note 3 omtalte forhold imod at det generelt skulle g0re sig gældende.
3 At B, som i flere henseender synes mere forlægstro, aldrig forkorter
ordformen, taler snarest imod at de i begyndelsen af A hyppigere for-
kortede skrivemáder skulle skyldes forlægspávirkning.
4 En lignende, men langt svagere tendens kan noteres i nominativ- og
akkusativformen hann (“h’ vs. ‘haN’).
10. Adv. svá (‘s’ vs. ‘fva’).5
11. Adv. þegar (‘þeg’ vs. ‘þegar’).
Denne tendens til mindsket brug af forkortede ordfor-
mer afspejles ogsá pá den i figur 6.2 anfprte graf over an-
tal forkortelser pr. 100 ord i A fordelt pá hándskriftsider,
selvom den generelle tendens ikke er sá udpræget som i
de ovenfor anfprte tilfælde. Til sammenligning anfpres pá
figur 6.3 den tilsvarende graf for B, hvoraf det tydeligt
fremgár at en tilsvarende tendens ikke kan registreres i
denne del af hándskriftet.
Arsagen til dette mpnster kan ikke fastslás med sik-
kerhed, men forholdet skal muligvis ses i lyset af selve
planlægningen af hándskriftet og arbejdsdelingen mellem
skriverne. Nár der efter det af B skrevne tredje læg kan
konstateres en klar tendens til mindre brug af forkortede
skrivemáder af de omtalte frekvente ordformer, er ársagen
muligvis den at A ikke længere har fplt sig npdsaget til at
forkorte i samme grad som i hándskriftets to fprste læg.
Som fremgáet af afsnit 3.2.2 har man ved den indledende
opdeling af arbejdet undervurderet tekstmængden i hánd-
skriftets to fprste læg, hvorfor man har været n0dt til at
indsætte et nu tabt l0st blad efter andet læg (inden B tager
over i tredje læg). Den h0jere forkortelsesgrad i de to fprste
læg skyldes muligvis at A har været opmærksom pá proble-
matikken og anvendt flere forkortelser end han ellers ville
have gjort. Fra og med fjerde læg har det ikke været npd-
vendigt at tage denne form for hensyn, og A har kunnet
skrive mere i overensstemmelse med sin foretrukne prak-
sis, hvilket giver sig udtryk i tendensen til mindsket brug
af forkortelser i de omtalte frekvente ordformer. Er denne
tolkning korrekt, taler det i pvrigt snarest for at hándskrif-
tets oprindelige syvende læg, der nu er helt tabt, har været
skrevet af A.
6.2.6.2.3 Intern variation i overskrifterne
Som nærmere omtalt i afsnit 3.2.4.3 kan der registreres en
vis hándskriftgeografisk leksikalsk variation ved udform-
ningen af overskrifterne, idet de seks tilfælde med beskri-
vende overskrifter indledt af præp. um kun optræder pá
30V, 3ir og 34r (fem af seks tilfælde optræder endda i umid-
delbar forlængelse af hinanden som optakt til afsnit 59—63,
mens det sidste eksempel med um findes i en overskrift til
afsnit 75). Eksemplernes fordeling kombineret med visse
grammatiske fejl sandsynliggpr at ikke blot rubrikator (A),
men ogsá forlægget almindeligvis har brugt frá-typen,6
men at forlægget dog i en række tilfælde, muligvis fprste
gang i afsnit 59, har haft um.
5 Forholdene i B indikerer at forlægget forraentlig har foretrukket for-
kortede former. Pá de forste tre sider i B finder man sáledes kun
forkortede skrivemáder, mens udskrevne former senere bliver mere
almindelige.
6 Flere forekomster af karolingisk |F| skal rimeligvis ogsá tilskrives
forlægspávirkning.
Ó.2.6.2.3