Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 433

Intern variation
405
hándskriftets tre sidste læg (fra 24V og frem). Læg fire
rummer ét eksempel, læg fem rummer elleve eksem-
pler og læg seks rummer seks eksempler (fordelingen
synes ikke tekstuelt betinget).
2. Med undtagelse af ét usikkert eksempel pá ír optræ-
der alle godt fyrre tilfælde med skrivemáder med (')
i former af svara pá hándskriftets ni sidste blade (en
del af læg 5 og hele læg 6).
3. Pl. præt. ind. af koma manifesteres ni gange med (°),
fx ‘qmo’ 22r6 over for 48 tilfælde med (o), fx ‘como’
23r6. Bortset fra to eksempler pá hhv. ír og 6v findes
alle tilfælde med (°) pá 19V—2Ór (afsnit 36—47), hvor
de er lige sá frekvente som tilfældene med (o).
4. Fordelingen af refleksive flerstavelsesformer med ‘-fc’
(i stedet for ‘-z’) er langtfra jævn. Formerne er sáledes
næsten helt fraværende i fprste og andet læg, men til
gengæld særlig hyppige pá de to sidste blade i fjerde
læg (bl. 24—25, afsnit 43—6) og dér endda lige sá fre-
kvente som formerne med ‘-z’.1
Ogsá i B er det sjældent at andet end fprste del udmær-
ker sig. Nævnes kan dog de sjældnere former med (u v)
(i stedet for (1)) i præt. og inf. præt. af munu. Som omtalt i
afsnit 5.8.1.4.6 dukker disse former fprst op omkring mid-
ten af B, men da de ogsá er i mindretal i anden halvdel af B,
synes det ikke rimeligt at betragte dem som repræsentan-
ter for skriverens norm. De er formentlig snarere udtryk
for forlægspávirkning, men det er ikke umiddelbart let at
indse hvorfor den i tilfældet munu pludselig træder tydeli-
gere frem et stykke inde i B.2
Som flere gange noteret i de forskellige analyser skal en
række andre tilfælde med endnu mere spredt variation for-
mentlig ogsá ses i lyset af forlægspávirkning, men da der
ikke i samme grad kan registreres overordnede mpnstre,
er det umiddelbart knap sá interessant.3
1 Bemærk i samme forbindelse at man i poesi finder en mere entydig
hándskriftgeografisk variation. Mens tilfældene med ‘-fc’ generelt do-
minerer meget kraftigt i poesi, er det ikke tilfældet i hándskriftets sid-
ste læg, der blot rummer ét tilfælde med ‘-fc’ over for tretten tilfælde
med ‘-z\
2 Under alle omstændigheder má betydningen af de forholdsvis fá ek-
sempler pá former med <u v) ikke overdrives.
3Fra analyserne af forholdene i A kunne eksempelvis nævnes: 1) De
forholdsvis fá tilfælde med (2). Bemærk at den i A klart mest domi-
nerende kombination med (2) er (Ö2). Hvis tilfældene med <2) — som
her antaget — skyldes forlægspávirkning, synes forlægget i ret vid ud-
strækning at have anvendt (2) efter (ð). 2) Den sjældne skrivemáde ‘h°’
(for bonum). 3) De enkeltstáende tilfælde med pronominalformerne
þeima og þvísa (i stedet for þessum og þessu). 4) Det enkeltstáende til-
fælde med præp. ýr (i stedet for ór). 5) De to tilfælde med adv. aldn
(i stedet for aldregi).
Fra analyserne af forholdene i B kunne eksempelvis nævnes:
1) Brugen af accentstreg ved diftonger. 2) Tilfældene med <9) for /0/.
Hvis der er tale om forlægspávirkning, er det interessant at <9) én gang
ogsá bruges for /aé/, idet det kunne indikere at /æ/ og /$/ (i en vis
udstrækning) ogsá er blevet sammenblandet i forlægget. 3) Tilfældene
med <9> for /9/, jf. især forholdene ved brydningsdiftongen /)q/, hvor
tilfældene med <9) næsten helt begrænser sig til adv. mjgk. At der er
6.2.6.2.5 Tekstuelt betinget intern variation
Afdækningen af tendenserne i den hándskriftgeografiske
distribution er en forudsætning for diskussionerne i afsnit
6.3 og 6.4. Denne del af analysen skal imidlertid ogsá ses
i lyset af pnsket om at efterprpve om underspgelsen kan
bidrage til en (delvis) afklaring af det omstridte spprgsmál
om de eventuelle forskellige tekstlag i Msk, altsá om for-
hold i MskMS kan give sikrere indikationer om forekom-
sten af eventuelle sekundære interpolationer i Msk.
Som nærmere omtalt i afsnit 1.3.1.3 har man ikke mindst
diskuteret om de mange for MskMS sá karakteristiske tot-
ter ogsá har stáet i ÆMsk. Især de seks i YFlb manglende
totter er af visse forskere (fx Finnur Jónsson, Bjarni Aðal-
bjarnarson og Heinrich Gimmler) blevet betragtet som
senere indskud.4 Yderligere ti totter fremhæves i Bjarni
Aðalbjarnarson (1937, s. 154—59), idet de ud over ikke at
optræde i Hkr og Fsk báde karakteriseres af en ganske
lps forbindelse til resten af stoffet og af forekomsten af en
række gentagelser, uden at Bjarni Aðalbjarnarson dog t0r
sige noget om deres eventuelle status af senere interpola-
tioner.5 Som nærmere omtalt i afsnit I.3.1.3 anfprer Bjarni
Aðalbjarnarson tillige 24 andre stykker som “kunde skjæ-
res bort uten á efterlate noen arr”, men han mener dog at
kun ét af disse (historien om Giffarðr i afsnit 43/58) med
stprre sikkerhed kan betragtes som en senere interpola-
tion, idet den synes bygget omkring et indskud fra Agrip.6
Gimmler (1976) er noget uklar i forhold til interpolations-
spprgsmálet, men ud over de seks i YFlb manglende tot-
ter regner han Þorsteins þáttr Hallssonar (A, 11/20), Þor-
varðs þáttr krákunefs (B, 26/41) og Odds þáttr Ófeigssonar
tale om forlægspávirkning underbygges desuden af fire eksempler pá
et fejlagtigt ‘mpk’, hvoraf ét er rettet ved interlineær tilf^jelse af et (i),
idet en sádan fejltype formentlig lettest opstár ved mekanisk kopie-
ring (man finder ingen fejlagtige former i de hyppigere tilfælde med
(2S), skriverens normalbetegnelse for /9/). 4) De to tilfælde med <u v)
for /y/. Bemærk dog at begge eksempler optræder i verbalformen spyrr
(for yderligere kommentarer hertil, se afsnit 4.4.3.2.11). 5) I de sjæld-
nere tilfælde med (c) i initialstilling synes man at finde spor af palatal-
reglen. Da B ikke ellers f^lger palatalreglen, er forlægspávirkning den
mest oplagte forklaring. 6) I pronominalformen (þ)e'r, “I”, finder man
ved (sætningsindledende) majuskelgrafklasser kun de ellers sjældnere
former uden /þ/. 7) De to tilfælde med præp./adv. umb (og det én gang
forekommende sammensatte appellativ umbráð). 8) Præp./adv. um vs.
of. Med tanke pá Footes (1955, s. 79) datering af “overgangen” af of til
um er den formentlig mest oplagte tolkning af de talrige forekomster
af of at de er overfprt fra et forlæg (jf. dog omtalen af de omvendte
skrivemáder i afsnit 5.9.21). Om tilfælde med um i B ogsá er overf0rt
fra det umiddelbare forlæg eller er indslag af skriverens egen norm,
er umuligt at sige, men bemærk at de er forholdsvis mere frekvente
pá den selvstændige 25r, der synes at rumme flere andre tilfælde med
mere udpræget forlægspávirkning. Dette kunne faktisk tale for at of
kunne være indf0rt af B.
4 De págældende afsnit er 15/24 og 18/30 i A samt 21/36, 23/38, 25/40
og 28/43 i B.
5 Det drejer sig om afsnit 11/20, 41/56, 50/65, 53/68, 55/70, 57/72 og
en del af 82/97 i A samt 26/41 og 32/47 i B, foruden 33/48 som begge
skrivere har bidraget til.
6 Som bemærket i afsnit 1.3.1.3 har Gade (2000) siden argumenteret for
at afsnittet om Giffarðr har stáet i ÆMsk.
6.2.6.2.5