Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 438

4io
Resultater og diskussion
intern variation hos den enkelte skriver. Forskellene er me-
get tydelige og kan ikke blot tilskrives ydre forhold som va-
rierende skrivemateriale og divergerende skriftudf0relses-
niveau. Det má understreges at den her anfbrte liste over
grafklasser med særlig bemærkelsesværdig mikropalæo-
grafisk ekstern variation gælder specifikt for sammenlig-
ningen af skriverne i MskMS. Ved sammenligning af an-
dre skrivere er andre grafklasser utvivlsomt mere interes-
sante. En indirekte indikation heraf finder man fx i til-
fældet |g|. Mens man i MskMS ikke finder nævneværdige
mikropalæografiske forskelle mellem skriverne ved |g|, er
grafklassen, som allerede noteret i afsnit 3.3.2, formentlig
den mest varierende minuskelgrafklasse i den klassiske pe-
riode, hvilket má bero pá |g|’s morfologiske kompleksitet
(grafens komponenter kan trækkes temmelig forskelligt).
I mange tilfælde kan |g| derfor give en god indikation af
hvorvidt to skriftstykker er skrevet af samme skriver, men
altsá ikke i tilfældet MskMS.
Som bemærket ovenfor har en række forskere kun til-
lagt ortografiske kriterier meget begrænset betydning ved
skriveridentificering. Ved underspgelsen af folkesproglige
kilder forekommer dette imidlertid ikke umiddelbart be-
rettiget. Man har bl. a. fremhævet at ortografiske forhold
lettere skulle kunne overfpres fra forlægget, men argumen-
tet fortjener at modificeres. Det er utvivlsomt rigtigt at for-
læggets brug kan sætte spor i afskriften, formodentlig især
i mindre trænede skriveres produktion, men særlig ét for-
hold má holdes for 0je. De fleste skrivere f^lger i vid ud-
strækning deres egen ortografiske norm, bl. a. fordi kopie-
ringen ikke er sket graf for graf, og oftest rimeligvis ikke
engang ord for ord. Denne generelle tendens hos skriverne
til at fplge deres egen ortografiske norm indikeres ikke blot
af forholdene i MskMS, men i hpj grad ogsá af analysen af
afskrivningsprocessen i bilag E og af tilfælde hvor to skri-
vere har fulgt et formodentlig ret ensartet forlæg, men hvor
afskrifterne alligevel udviser store ortografiske forskelle.1
Til argumentet om at særlig ortografien har ladet sig nor-
mere som resultat af skrifttraditionen i et givet skrivermiljp
má det bemærkes at man i hvert fald i visse skriptorier i
fprste række má have efterstræbt en vis palæografisk ens-
artethed (særlig i mere formel skrift).2 Dette er for sá vidt
ikke underligt. Nár man i et skriptorium har 0nsket at ens-
rette skriften, har det formentlig ikke mindst skyldtes en
stræben efter homogene skriftprodukter, særlig fordi man
derved lettere har kunnet lade flere skrivere arbejde sam-
men pá pragthándskrifter uden at det har virket for forstyr-
rende for indtrykket af hándskriftets homogenitet. I dette
perspektiv má man forestille sig at rent æstetiske (palæo-
grafiske) forhold har spillet en betydelig stprre rolle end
1 Som nævnt i bl. a. note 2 pá s. 473 er de to hovedhænder i AM 334
fol, der udviser ret forskellige ortografiske og palæografiske træk, for-
mentlig et eksempel herpá.
2Jf. eksempelvis det af Gilissen (1973) unders0gte (pragt)hándskrift,
hvor man finder forbl0ffende fá (mikro)palæografiske forskelle mel-
lem skriverne. Se ogsá Westlund (1974, s. 60) og Hedlund (2003, s. 41).
ortografiske, da palæografiske forskelle mere umiddelbart
springer i pjnene.
Dverstorps ovenfor anfprte argument at den ortografi-
ske variation generelt er temmelig begrænset fra skriver
til skriver, kan jeg heller ikke tilslutte mig. Synspunktet
udspringer formentlig af hans fokusering pá infortisvo-
kalernes manifestation.3 Anlægges et bredere perspektiv
med grundlag i en mere fuldstændig ortografisk analyse,
der báde redegpr for kvalitative og kvantitative forhold, vil
langt de fleste norrpne skriftstykker skille sig ud i forhold
til hinanden.4 Det má imidlertid betones at anvendelsen
af ortografiske kriterier kræver en grundlæggende analyse
af den samlede brug for tydeligere at kunne klarlægge den
enkelte skrivers norm og variationen inden for denne. En
sádan samlet analyse leveres i nærværende afhandling, og
analysen af den interne og eksterne ortografiske variation
i MskMS giver da ogsá klare indikationer af ortografiske
kriteriers anvendelighed ved skriveridentificering.
At en grundig underspgelse af de fonografematiske
(og/eller grafofonematiske) relationer kan udnyttes ved
skriveridentificering, indikeres af en række tilfælde med
bemærkelsesværdige forskelle i MskMS. Disse tilfælde
udmærker sig ved at den eksterne variation (forskellen
mellem skriverne) er meget markant og vel at mærke ikke
udviskes af intern variation hos den enkelte skriver. Ved
vokalernes manifestation má særlig fremhæves forskellene
ved /d/ og /9/. Ved /d/ er yngre betegnelser som (e 9 9)
sáledes meget hyppige i B hvor de anvendes i 92 % af til-
fældene, mens det tilsvarende tal i A er 5 %. Ved /9/ er det
indbyrdes forhold mellem de forskellige betegnelser me-
get forskelligt hos de to skrivere. Mens (o) er den meget
dominerende betegnelse i A, er (aj) (en ikke helt sá domi-
nerende) hovedbetegnelse i B. Særlig markant er forskel-
len ved brydningsdiftongen /jp/, hvis andenkomponent i
A næsten uden undtagelse skrives (o), mens (a;) dominerer
kraftigt i B. Ved konsonanternes manifestation má særlig
fremhæves forskellene ved enkeltkonsonanterne /k/, /r/,
/v/ og /þ/, de geminerede konsonanter /nn/, /pp/ og/ss/
samt konsonantforbindelserne /pt/, /ds/, /þs/ og visse til-
fælde med refleksivformanten. Ved /k/ er forholdet mel-
lem (c) og (k) sáledes meget forskelligt hos de to skrivere,
og særlig bemærkelsesværdigt er det at forskellene beror
pá efterlevelsen af to helt forskellige regler for betegnel-
sernes fordeling: mens A i meget vid udstrækning fplger
den ældre palatalregel, fplger B en yngre regel som ken-
des fra bl. a. Den anden grammatiske afhandling. Ved (r) er
det en meget markant forskel skriverne imellem at den i B
systematiske grafotaktisk betingede distinktion mellem (r)
og (z) ikke kommer til udtryk i A, der blot rummer ganske
fá eksempler pá (2). Ved /v/ er en markant forskel at man i
B ved siden af den i A næsten helt gennemfprte betegnelse
3Dette fokus skyldes formodentlig især Hagströms (1975) brug af
kriteriet.
4 Jf. i denne forbindelse det pá s. 408 anf0rte udsagn fra Stefán Karlsson
om den ringe sandsynlighed for at to skrivere benytter samme kombi-
nation af fonemmanifestationer.
6.3