Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 442

4i4
Resultater og diskussion
fra et forlæg. Dette forudsætter imidlertid en særlig indgá-
ende analyse.
Helt grundlæggende má man have for 0je at sproglige
novationer kan have været længe om at sprede sig. Som be-
mærket i Stefán Karlsson (1999, s. 139) har det vel generelt
taget i hvert fald 50—100 ár fpr en sproglig novation har
spredt sig til hele det islandske sprogomráde, og i visse til-
fælde endda betydelig længere/ hvis den overhovedet har
náet udbredelse over hele Island.
Desuden má dialektforholdene pá Island i ældre tid be-
tragtes som særdeles uklare. En ársag hertil er den alle-
rede omtalte i sável kronologisk som geografisk henseende
uheldige fordeling af diplommaterialet. Frem til C1400 er
blot omtrent 100 originaldiplomer bevarede, kun tyve fra
f0r CI350 og ingen fra f0r CI300. Mens situationen deref-
ter forbedres rent kvantitativt, er den geografiske fordeling
fortsat meget skæv, idet langt stprstedelen af de bevarede
originaldiplomer er fra Nordlandet.1 2 En anden ársag til de
uklare dialektforhold er at dialektomráderne pá Island for-
mentlig ikke har været særlig velafgrænsede sammenlignet
med forholdene mange andre steder, et forhold som rime-
ligvis beror pá flere faktorer. Helgi Guðmundsson (1977)
har sáledes argumenteret for at den cirkulære udformning
af det islandske sprogomráde har virket befordrende for
spredningen af sproglige novationer, idet spredningen kan
have lpbet begge veje rundt om landet i en art knibtangs-
bevægelse, og blandt andre Stefán Karlsson (1999, s. 140)
har betonet at befolkningens temmelig udprægede mobili-
tet har spillet en vigtig rolle.3
I samme forbindelse kan der mindes om at det kan give
et fejlagtigt grundlag for bedpmmelse af middelalderens
dialektforhold, nár man slutter pá basis af forholdene i ny-
ere tid. Et eksempel herpá er den i bl. a. afsnit 4.4.3.2.1 om-
talte diftongering af /ang/, der endnu ikke er fuldt gen-
nemfprt pá Vestíjordene, pá trods af at (ældre) eftermid-
delalderlige kilder synes at indikere udtale med sável [a]
som [au] og [ai].4
I sin oversigtsartikel om datering og proveniensbestem-
melse fremhæver Stefán Karlsson (1999, s. 143) desuden
det dateringsmæssige problem som eftervirkningerne af
pesten i 1402—4 medfprte. At en tredjedel af befolkningen
dpde, synes at have bevirket en betydelig nedgang i hánd-
1 ]f. fx den i afsnit 4.4.3.2.11 omtalte delabialisering af /y ý ey/.
2 For en oversigt over originaldiplomernes kronologiske og geografiske
fordeling, se Stefán Karlsson (1963, s. xviii—xix). Udtrykt i procent
er den geografiske fordeling af originaldiplomerne frem til CI450 den
f^lgende: Norðlendingafjórðungr 73%, Vestfirðingafjórðungr 14%,
Sunnlendingafjórðungr 8 % og Austfirðingafjórðungr <1 %. Endelig er
en restgruppe pá 4 % af diplomerne skrevet uden for Island eller ikke
forsynet med stedsangivelse.
3 Man har i denne forbindelse bl. a. peget pá 1) at præsterne flyttede og
ofte virkede langt fra deres födested, 2) at medlemmerne af de rigeste
familier flyttede i forbindelse med giftermál og arv af gárde andetsteds
i landet, 3) at en del skrivere har været omrejsende, 4) at altingssam-
lingerne har samlet folk fra forskellige egne, 5) at elever er kommet til
de fá skoler fra mange forskellige egne, og 6) at det betydelige sæson-
arbejde, der har fundet sted siden senmiddelalderen, har bidraget til
komplekse dialektforhold.
4]f. Haraldur Bernharðsson (1999, s. 126—29 m. henv.).
skriftproduktionen, og kun ret fá hándskrifter er dateret til
fprste halvdel af 1400-tallet. Stefán Karlsson bemærker at
dette sandsynligvis er en del af forklaringen pá at man i pe-
rioden fra pesten og frem til reformationen kun finder ret
begrænsede ændringer i skrift og ortografi, et faktum som
har betydet at en række hándskrifter er blevet fejldateret
pá basis af eksterne kriterier, fordi de virker ældre end de
i virkeligheden er.
Det er bl. a. problemer som disse der har fáet Patrik
Áström til i en doktorafhandling fra 2003 at forholde sig
særdeles kritisk til brugen af eksterne dateringskriterier.5
I analysen af Schlyters dateringspraksis affærdiger han sá
at sige helt brugen af eksterne (og visse interne) daterings-
kriterier. Han bemærker at Schlyter har anvendt fire over-
ordnede kriterier ved datering af hándskrifterne af Sveriges
gamle love: palæografiske, tekstuelle, sproglige og kodiko-
logiske, men Áström anerkender stort set kun de tekstuelle
kriteriers værdi.
Áströms egne dateringsmetoder og værdien af dem skal
ikke diskuteres her.6 Da Áströms afhandling imidlertid er
det seneste st0rre nordiske indlæg i debatten om kriterier
for datering af middelalderhándskrifter, og da Aström ikke
blot vurderer Schlyters specifikke kriterier, men pá grund-
lag af (bl. a.) disse foretager en mere generel affærdigelse af
sproglige, palæografiske og andre kodikologiske daterings-
kriterier, skal en del af hans kritik kommenteres.7
Aströms afvisning af palæografiske kriterier tager ud-
gangspunkt i at svensk skrift i det af ham underspgte tids-
rum traditionelt opdeles i forhold til tre overordnede pe-
rioder: en ældre gotisk skrift frem til C1370 aflpst af en
yngre gotisk skrift fra CI370 til CI520, hvorefter den ny-
gotiske skrift tager over. Áström indvender at perioderne
ikke kan betragtes som absolutte, idet overgangen fra ek-
sempelvis ældre til yngre gotisk skrift er sket lidt efter lidt
i takt med at nye skrivergenerationer har taget over. Han
noterer ligeledes at ældre gotisk skrift rimeligvis har ek-
sisteret side om side med yngre gotisk skrift i et stykke
tid. Mens man umuligt kan være uenig i dette, finder jeg
det — pá lige fod med Wiktorsson (2004b, s. 236) — svært
at være enig i at man af denne grund ikke skulle kunne an-
vende palæografisk datering. Det er vel netop disse forhold
der muliggpr denne form for datering. Hvis der blot var
tale om to skarpt afgrænsede perioder, ville palæografisk
5 Afhandlingens overordnede formál er at 1) datere en række senmid-
delalderlige svenske lovhándskrifter, 2) sammenligne resultatet og
værdien af forskellige dateringsmetoder (tekstuel datering vs. datering
pá basis af vandmærker), 3) efterpr0ve holdbarheden af Schlyters date-
ringer i lyset af afhandlingens analyser og 4) give et billede af lovhánd-
skriftproduktionens kronologiske udvikling (Aström 2003, s. 16—17).
6 For en kritik, se Wiktorsson (20046, s. 237-42).
7 At Aström vitterlig udtaler sig om mere end Schlyters specifikke krite-
rier, fremgár bl. a. af omtalen af sproglige dateringskriterier, idet han
s. 64 bemærker at det er uklart om Schlyter overhovedet har anvendt
sádanne kriterier. Ogsá diskussionen af palæografisk datering viser at
der er tale om mere generelle betragtninger over kriteriernes anvende-
lighed. Endelig kan det noteres at diskussionen af de ældre daterings-
kriterier netop munder ud i en vurdering af hvilke kriterier der ifölge
Aström kan anses for gangbare i dag og derfor finder anvendelse i af-
handlingen (jf. Aström 2003, s. 55).
6.4.2