Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 444

416
Resultater og diskussion
ger til ‘ð’. Hvis det blot bemærkes at tegnet forekommer,
kan det kategoriseres som et makropalæografisk argument,
mens det kan kategoriseres som et ortografisk argument
hvis tegnet underspges som én af flere betegnelser for /þ/.
Det má desuden bemærkes at jeg ved bedpmmelsen af ar-
gumenterne har inkluderet tilfælde hvor der argumenteres
for at én hánd synes yngre end en anden hánd i samme
hándskrift (altsá en form for relative dateringsargumen-
ter).
Som det fremgár af tabel 6.1, er de ortografiske argu-
menter de klart mest anvendte, og kun to af udgaverne be-
nytter sig ikke af sádanne. Morfologiske og palæografiske
argumenter er imidlertid heller ikke sjældne, mens de syn-
taktiske til gengæld er det. Som det fremgár af tabel 6.2,
kombineres forskellige argumenter ofte (undertiden ogsá
med interne kriterier), og ingen af udgaverne baserer date-
ringen alene pá palæografi eller syntaks.1
Som det fremgár af tabel 6.2 kan der ikke umiddelbart
registreres nogen stprre forskel i den overordnede brug af
argumenter i forhold til de forskellige perioder, selvom de
specifikke argumenter naturligvis varierer.
Den meget begrænsede brug af syntaktiske argumenter
má bl. a. ses i lyset af den store usikkerhed hvormed sá-
danne ændringer kan dateres. Desuden er syntaktisk va-
riation ikke blot periodebestemt, men kan i hpj grad ogsá
relateres til genren.2
Ogsá morfologiske ændringer er vanskelige at datere, og
selvom man stár pá noget fastere grund, má man bl. a. regne
med at morfologiske sideformer har kunnet eksistere me-
get længe. Morfologiske novationer kan dog bidrage til
dateringen i kombination med palæografiske og ortografi-
ske.3 Ved den metodisk problematiske sandsynliggprelse af
en terminus ante quem má man ved brugen af sável syntak-
tiske som morfologiske argumenter være særlig opmærk-
som pá at forholdene meget ofte kan være direkte overfprt
fra ældre forlæg.4
De ortografiske argumenters dominerende rolle skal
bl. a. ses i lyset af at individuelle skrivernormer i hpjere
grad afspejles i netop ortografi. Andre faktorer spiller dog
ganske givet ogsá ind. Centralt er det sáledes at ortografien
generelt er det bedst underspgte felt i de fleste udgaveind-
ledninger, og at der fra efter CI300 kan sammenlignes med
diplommaterialet.5
At palæografiske argumenter blot anvendes i otte udga-
ver, skal pá den anden side máske netop tilskrives mang-
len pá et grundigt palæografisk oversigtsværk for islandske
hándskrifter. Efter tilvejebringelsen af et sádant vil palæ-
ografiske dateringskriterier formentlig finde anvendelse i
stprre udstrækning. Den noget sparsomme brug af palæo-
grafiske kriterier i de underspgte faksimileudgaver stár sá-
ledes eksempelvis i kontrast til Kjartan G. Ottóssons (1988,
s. 132) understregning af at man ved ekstern datering i
fprste omgang skal lægge stprst vægt pá palæografiske kri-
terier og de aspekter af ortografien som ikke afspejler for-
andringer i talesproget, da sprogforandringer kan indtræffe
pá forskellige tidspunkter forskellige steder i landet. Det
sidste argument er værd at holde sig for 0je, men det má
samtidig noteres at der ogsá ved rent skriftlige forhold kan
spores regionale tendenser, og at man heller ikke i forhold
til disse kan udelukke forskellig regionalt betinget krono-
logi, selvom risikoen rimeligvis er mindre.
Mere overordnet má det pointeres at palæografiske, ko-
dikologiske og sproglige dateringsargumenter bpr sættes
ind i en stprre sammenhæng og báde relateres til hinanden
og til andre eventuelle dateringskriterier. Det er oftest ved
en kombination af flere forskellige analyseformer at en da-
tering kan fremsættes.
Inden blikket rettes mod dateringen af MskMS, kan det
være pá sin plads endnu engang at understrege den usik-
kerhed der kendetegner enhver datering fremsat pá basis
af eksterne kriterier. Som Schneider (1987, s. 5) sáledes be-
toner, má “[d]er Spielraum einer Generation [...] ohnehin
bei allen zeitlichen Fixierungsversuchen stets beriicksich-
tigt werden”. To generationer af skrivere kan have skrevet
samtidig, og et hándskrift kan være skrevet pá et vilkárligt
tidspunkt i en skrivers samlede virketid. Selvom virketi-
den generelt má have været temmelig begrænset pá grund
af den lave gennemsnitslevealder og manglen pá briller og
lignende,6 kan man som udgangspunkt — som fremhævet i
fx Stefán Karlsson (1999, s. 146) — ikke datere sikrere end
inden for en margin af i hvert fald ±25 ár.
1 Blandt de unders0gte udgaver indtager Faulkes (1985) en særstilling, da
der er tale om en udgave af en eftermiddelalderlig afskrift af et mid-
delalderligt forlæg. Den er ikke inddraget i oversigten, men det kan
bemærkes at Faulkes fors0ger at vise at forlægget har været fra ci.250
pá basis af omkring 10 ortografiske træk og én ordform.
2 De to udgaver der anf^rer syntaktiske argumenter, er Jón Helgason
(1962 og 1966), hvor brugen af þegar som konjunktion, udeladelse af
er efter pron. sá og brugen af ekki som nægtende adv. fremhæves. Dette
skal dog ses i lyset af anf0relsen af en lang række andre træk som godt
nok enten viser tilbage eller frem i tid, men som ikke direkte belyser
dateringssp0rgsmalet, og som f0rst og fremmest er inkluderet for at
give læseren et generelt indblik i de vigtigste sproglige karakteristika.
3 Jf. i denne forbindelse ogsá Wiktorsson (1992, s. 39).
4 Jf. den grundigere diskussion af dette i bilag E.
5 Ortografiske analyser stiller heller ikke sá store krav til st0rrelsen eller
den genremæssige variation i et korpus som eksempelvis morfologiske
(og syntaktiske) unders0gelser.
6 Selvom briller er opfundet i slutningen af 1200-tallet, og forst0rrel-
sesglas er blevet anvendt ved læsning helt tilbage i klassisk tid (jf. Bi-
schoff 1990, s. 19 m. henv.), har disse hjælpemidler formentlig ikke
været særlig udbredt i middelalderens Norden. Hvad skrivernes vir-
ketid angár, se fx Powitz (1998, s. 234) og Wiktorsson (2004^, s. 236).
Powitz fremhæver at man ved skriveridentificering má regne med at
samme skriver kan have f0rt pennen i ét, to eller tre ártier. Wiktorsson
bemærker at hans (endnu upublicerede) unders0gelse af 800 svenske
middelalderskrivere har vist at under 1 % af skriverne (syv stykker)
synes at have været virksomme i mere end 30 ár, nærmere bestemt
hhv. 53, 43, 40, 37, 36, 34 og 32 ár, og at ogsá en virketid pá mere end
blot 20 ár synes temmelig ualmindelig. I overensstemmelse hermed
noterer Bischoff (1990, s. 41) at den gennemsnitlige virketid for en
skriver har været mellem ti og tyve ár, selvom visse skrivere har været
aktive i halvtreds ár.
6.4.3