Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 446

418
Resultater og diskussion
1. Palæografi
a) Makropalæografi1
i. Indikationer i sável A som B
A. Konsekvent brug af |ð| (ingen fore-
komster af det lige (karolingiske) ]d|).
B. Den næsten konsekvente brug af |p|.
|f F| er slet ikke belagt i B, og A rum-
mer blot ganske fá eksempler.
C. Den ret hyppige brug af |ð|.
D. Den hyppige brug af |aj| (mest udpræ-
get i B).
E. Den sparsomme accentbrug (mest ud-
præget i A).
ii. Indikationer i B
A. De ikke helt sjældne forekomster af
M-
B. Den hyppige brug af |p|.
b) Mikropalæografi
i. Indikationer i sável A som B
A. Grafernes grad af kantethed. Graferne
er generelt mere kantede end i hánd-
skrifter fra 1200-tallets fprste halvdel,
hvilket ikke mindst kommer til udtryk
ved udformningen af de runde graf-
klasser |c| (mest udpræget i B), |e|, |o|
og |p 0| (i A), bpjlen pá |p|, sidestaven
pá |h|, bunden pá |u| og krogen pá |§|
og |p| (mest udpræget i B).
B. Den mod venstre nedadbpjede top pá
skaftet af |ð|.
C. Manifestationen af |p| som den sá-
kaldte “yngre trpndske type”.
D. Den langt mod venstre trukne hale pá
Isl-
ii. Indikationer i B
A. Den med tværstreg forsynede z-
lignende form af \z\.
for storbogstavet <E), idet tendensen i anden del af 1200-tallet synes
at være den at minuskelformen vinder stadig mere frem pá bekost-
ning af uncialen. Som nærmere omtalt i afsnit 3.3.2 er den forst0rrede
minuskel imidlertid ogsá meget udbredt i nogle af de ældste islandske
hándskrifter, og brugen i B kunne derfor principielt ogsá være overf0rt
fra et forlæg. Fra et mikropalæografisk perspektiv kunne den i B fore-
kommende graftype IIPII med tydelig underlængde fremhæves. Der er
tale om en yngre type, der er meget sjælden frem til CI225, hvorefter
den i nogen grad udbredes, med en noget h0jere frekvens dog f0rst
efter CI300. Bemærk imidlertid at IIPII er endog meget sjælden i B (og
slet ikke forekommer i A). Endelig kunne man fra et ortografisk (eller
morfologisk) perspektiv fremhæve forekomsten af en form med resti-
tueret infortisvokal i /ú-U/. Man finder imidlertid blot ét eksempel,
og der er formentlig snarest tale om en skrivefejl, da fænomenet synes
noget tidligt pá færde i forhold til den traditionelle fremstilling.
1 Flere af punkterne kunne alternativt kategoriseres som ortografiske
argumenter.
2. Ortografi
a) Indikationer i sável A som B
i. Den i B meget hyppige og i A ikke sjældne
brug af (a>) for /90/ (i A kun for /9/).
ii. Den meget gennemfprte brug af (1) for /I/
(særlig udpræget i B).
iii. Forholdet mellem (o) og (u v) for /U/
(yngre former noget hyppigere i B).
iv. Den meget hyppige brug af(11) for /1/ foran
/d/ (langt mere konsekvent i B).
v. Den hyppige brug af (q) og (n) for /nn/ i
hhv. A og B (meget udbredt i B).2
vi. Brugen af (r) for /\(a>r/.
vii. Den hyppige brug af skrivemáden ‘þ’ for
þeir.
b) Indikationer i A
i. Sparsomme indikationer af sammenfaldet
mellem /0/ og /aé/.3
ii. Udbredt brug af (“) for /n/ (brugen fore-
kommer ogsá i B, men i mindre udstræk-
ning).
c) Indikationer i B
i. Brugen af en yngre regel for fordelingen
af (c) vs. (k), ifplge hvilken (k) foretræk-
kes i initialstilling, mens (c) foretrækkes i
medial- og finalstilling.
3. Morfologi
a) Indikationer i sável A som B
i. Former af pron. poss. yðvarr uden -v- i de
tre relevante tilfælde i B og i seks af 26 re-
levante tilfælde i A.
b) Indikationer i B
i. Forekomsten af en yngre analogisk tredje-
personsform ved siden af den ældre form
i 1. pers. sg. præs. konj. (dog blot ét eksem-
pel).
En række novationer indikerer ikke blot en datering til
efter midten af 1200-tallet, men peger snarere i retning af
CI275 eller senere. De vigtigste sádanne synes de fplgende
at være:
1. Palæografi
a) Makropalæografi
i. Indikationer i sável A som B
2 Den meget hyppige brug i B skulle máske snarere kategoriseres som
et træk der indikerer en datering til C1275 eller senere.
3 Til gengæld manifesteres sammenfaldet meget udpræget i B, se opstil-
lingen af træk der indikerer en datering til CI275 eller senere.
6.4.4