Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 447

Variation og datering
419
A. Den meget hyppige brug af ]q| (mest
udpræget i A)
b) Mikropalæografi
i. Indikationer i B
A. Udformningen af |x| (det sikaldte ‘x4’).
2. Ortografi
a) Indikationer i sável A som B
i. Den ret udbredte brug af (1) for /hl/ (og i
mindre grad af (r) for /hr/ — mere udpræ-
get i B).
ii. Forekomsten af <gi) for /g/ foran /0/ (no-
get mere udbredt i B).
b) Indikationer i A
i. Brugen af <][aA]v) for /9/ (dog kun fá ek-
sempler).1
c) Indikationer i B
i. Meget konsekvent indikation af sammen-
faldet mellem /d/ og /æ/.
ii. Særdeles gennemfprt brug af (1) i den efter-
hængte artikel (i B blot én undtagelse, i A
lidt flere modtilfælde med <e)).
iii. Manifestation af svarabhaktivokal (dog
kun ét eksempel).2
iv. Den ret hyppige brug af (d) for /þ/ uden
for stavelsesinitial stilling.
v. Lukningen /þ/ > /d/ efter /I n/ i kort sta-
velse (tolkningen usikker, men forskellige
indikationer).
vi. Brugen af (n n) for/nn/.3
vii. Den meget gennemfprte brug af skrivemá-
den ‘bm’ for honum.
viii. Den meget gennemfprte brug af delabi-
aliserede singulære præsensformer af vb.
koma.
3. Morfologi
a) Indikationer i A
i. Den konsekvente brug af yngre former
med /y/ (frem for /u/) i relevante former
af app. dyrr og sammensætninger hermed
(X5)-
ii. Den næsten enerádende analogiske form
pá -an i akk. sg. mask. af engi.
1 Da brugen af <[aA]v) for /9/ er sá sparsom, er det muligt at man i
stedet skulle rubricere den som en novation der indikerer en datering
til efter C1250.
2 Bemærk at orddelingen ved linjeskift i A synes at indikere eksistensen
af en svarabhaktivokal i skriverens talesprog.
3Tilsvarende indikationer er formentlig den i B ikke helt sjældne brug
af <p) for /pp/ og af <m) for /mm/ (bemærk at <m) ogsá optræder én
gang i A, formentlig overfprt fra forlægget) og eventuelt ogsá <c), som
imidlertid kun er belagt én gang.
b) Indikationer i B4
i. Endelsen -i i akk. pl. af tigr/tugr/t0gr i det
ene forekommende tilfælde.5
4. Orddannelse
a) Indikationer i sável A som B
i. Den udbredte brug af -ind- i afledninger pá
-end-/-ind-/-ynd- (enerádende i B).
ii. Den konsekvente brug af -sim- i aflednin-
ger pá -sem-/-sim-.
b) Indikationer i B
i. Meget udpræget brug af former med /i/
(og ikke /e/) i adjektivartiklen inn/enn,
ogsá uden for nom./akk. sg. neut.
5. Andet
a) Indikationer i B
i. Forekomsten af negationen ei (dog kun
sporadisk belagt).
Mens mange træk sáledes indikerer en datering efter
CI250, og adskillige snarest peger i retning af CI275 (eller
senere), taler en række andre træk for at hándskriftet pá
den anden side ikke er blevet til efter CI300. Som allerede
fremhævet má den dateringsmæssige værdi af de enkelte
punkter ikke overdrives, men de trods alt vigtigste synes
de fplgende at være:6
1. Palæografi
a) Mikropalæografi
i. Indikationer i sável A som B
A. Grafernes grad af kantethed. Mens
graferne generelt har en mere kantet
form end i hándskrifter fra 1200-tallets
fprste halvdel, er graden af kantethed
til gengæld ikke sá udpræget som i en
række hándskrifter fra CI300 (og se-
nere). Pá dette punkt fremstár sável A
4 Ud over det her nævnte punkt kunne man ogsá nævne tilsyneladende
et eksempel pá -endum vs. det almindelige -Qndum i dat. pl. af en nd-
stamme (A), men jf. note 9 pá s. 398.
51 det enkeltstáende belæg i A finder man derimod -u.
6 Visse dateringsmæssigt mindre centrale træk kunne nævnes. Af ma-
kropalæografiske træk kunne nævnes det næsten totale fravær af |æ|
i sável A som B (i sidste del af 1200-tallet finder man imidlertid stor
variation fra skriver til skriver). Af morfologiske træk kunne nævnes
at hverken A eller B - i modsætning til visse nogenlunde samtidige
hindskrifter - rummer eksempler pá yngre former med þessar- (frem
for þess-) ved pron. sjá. Endelig kan det noteres at en række andre træk
ogsá harmonerer med forholdene i anden halvdel af 1200-tallet uden
dog at være enestáende for denne periode. Som eksempler af forskel-
lig karakter kan nævnes: varianterne af |y| i sável A som B (hhv. ‘y3’
og ‘y4’ — begge er almindelige i anden halvdel af 1200-tallet, men ogsá
langt tidligere og senere), udformningen af |“| (omega-varianten), bru-
gen af <2) (vs. <r)) i B (men ikke i A) og fraværet af n-Í0se former ved
pron. poss. várr.
6.4.4