Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 454

426
Konklusion
der man selv ved særdeles frekvente ordformer i en række
tilfælde udpræget intern variation, báde i A og B.
Begge skrivere udviser en række eksempler pá intern va-
riation pá morfologisk niveau ved substantiver (kasusen-
delser og stammetilhprsforhold), adjektiver (komparativ-
og superlativdannelse), pronomener (især sjá/þessi og
n0kkurr), den efterhængte artikel (-/- vs. -0-) og verber
(bpjningsendelser, præt. part.-dannelse, bpjningsklasse og
refleksivformantens manifestation). Den interne morfolo-
giske variation er lidt mere udpræget i A, formentlig blot
pga. den stprre tekstmængde.
Orddannelsesmæssig variation kommer oftest til udtryk
som variation mht. vokalerne, sjældnere mht. konsonan-
terne. Generelt er variationen endog betydelig stprre i A,
hvilket ikke blot kan tilskrives den stprre tekstmængde.
Variationens nærmere karakter indikerer at den máske
snarere skyldes en mindre afstand mellem forlæggets brug
og skriverens norm i A’s tilfælde. Det har med andre ord
forekommet B mindre naturligt at overfpre visse former
direkte fra forlægget, mens A’s noget mere konservative
sprogbrug (og formentlig stprre selvsikkerhed som skri-
ver) i hpjere grad har tilladt dette.
Mens B altsá udviser stprre intern variation af mikro-
palæografisk og fonografematisk karakter, udviser A stprre
variation af orddannelsesmæssig karakter og til dels af ma-
kropalæografisk og morfologisk karakter.
4. Hvad kan analysen af variationen bidrage med i
en mere almen diskussion af sp0rgsmál relaterede til
skriveridentificering?
Hovedkonklusionen er at flest mulige kriterier bpr inddra-
ges ved en sádan underspgelse, og at forskellene mellem de
underspgte skriftstykker má holdes op mod den interne va-
riation i hvert af skriftstykkerne.
En sammenligning af den eksterne og den interne ma-
kropalæografiske variation viser at en række mere fre-
kvente grafklasser i særlig hpj grad adskiller skriverne. For-
holdene i MskMS vidner om at det ved skriversammenlig-
ning er centralt at underspge hele grafklasseinventaret og
basere konklusionerne pá en underspgelse af samtlige for
hver potentiel skriver karakteristiske grafklasser.
Brugbarheden af mikropalæografiske kriterier kan indi-
rekte aflæses af den konstaterede interne og eksterne varia-
tion. Ved skriversammenligning má der fokuseres pá graf-
klasser som optræder med en vis frekvens, og hvor forskel-
lene mellem skriverne ikke udviskes af mikropalæografisk
intern variation hos den enkelte skriver. Desuden má for-
skellene ikke kunne tilskrives ydre forhold som varierende
skrivemateriale og divergerende skriftudfprelsesniveau.
Ortografiske kriterier er ofte kun blevet tillagt meget be-
grænset betydning ved skriveridentificering, men ved fol-
kesprogligt materiale forekommer en sádan tilbageholden-
hed ikke umiddelbart berettiget. Man har bl. a. fremhævet
at ortografiske forhold lettere skulle kunne overfpres fra
forlægget, men forholdene i sável MskMS som de i bilag
E underspgte tekster vidner om at middelalderens skrivere
i vid udstrækning fplger deres egne ortografiske normer.
At en grundig underspgelse af de fonografematiske re-
lationer kan udnyttes ved skriveridentificering, indikeres
af en række bemærkelsesværdige forskelle skriverne imel-
lem. Forholdene i MskMS demonstrerer hvor vigtigt det
er at unders0ge rent (orto)grafiske forskelle, jf. ikke mindst
de betydelige forskelle i konsonanternes, især de gemine-
rede konsonanters, manifestation. Forholdene i MskMS
bekræfter Westlunds (1974, s. 100) betoning af vigtighe-
den af at underspge abbreviaturbrugen. Det er bemærkel-
sesværdigt sá tydeligt skriverforskelle kommer til udtryk
i abbreviaturbrugen med hensyn til frekvens og/eller spe-
cifik brug.
Forholdene i MskMS bekræfter umiddelbart anvende-
ligheden af en underspgelse af hpjfrekvente ordformers
manifestation, da man i en række tilfælde finder systema-
tiske forskelle skriverne imellem. Metoden er dog langt-
fra uproblematisk. Kriteriet er ikke mindst blevet frem-
hævet ud fra en forventning om relativt ensartet manife-
station hos den enkelte skriver, men den interne variation
i MskMS viser at det pá en række punkter er sá som sá med
ensartetheden. Af forholdene i A at dpmme synes det sær-
lig relevant at advare mod overfortolkning af forskellig for-
kortelsesgrad, selv inden for meget frekvente ordformer.
Forholdene i MskMS indikerer at en grafotaktisk ana-
lyse med redegprelse for den enkelte skrivers foretrukne
kombinationer af graftyper/grafklasser kan klarlægge ka-
rakteristika ved skriverindividualiteten. Dette kan ikke
mindst udnyttes ved en indledende underspgelse af ho-
mogenitet/heterogenitet i et st0rre ikke lemmatiseret eller
ikke morfosyntaktisk opmærket korpus, hvor spgninger
efter bestemte manifestationer af en given ordform van-
skeligt lader sig udf0re.
Ved skriveridentificering b0r flest mulige kriterier ind-
drages, og analysen af variationen i MskMS viser i hvert
fald at det er frugtbart at kombinere palæografiske og or-
tografiske kriterier. Brugen af ortografiske kriterier for-
udsætter en grundlæggende analyse af den samlede brug
for tydeligere at klarlægge den enkelte skrivers norm og
den systematiske variation inden for denne. Modsat Már-
tensson (2007) betragter jeg det som uheldigt ikke at un-
derspge de fonografematiske relationer. Mártensson me-
ner at den interne variation g0r anvendelsen af en fono-
grafematisk underspgelse meget vanskelig, men som ana-
lyserne i nærværende afhandling forhábentlig har vist, kan
problemet mindskes ved en grundig analyse af de mulige
ársager til den interne variation. Forholdene i MskMS har
i 0vrigt vist at den problematiske interne variation i h0j
grad ogsá kan observeres pá det af Mártensson fremhæ-
vede grafordsniveau.
7