Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 457

Konklusion
429
hvad man fár indtryk af i Finnur Jónsson 1932, s. v—vi).
2) /æ/ og /ó/ er faldet sammen i báde A og B. 3) I báde A
og B er /a o u 9/ forlænget foran /l[fgkmp]/ samt foran
/l[ns]/ hvor disse konsonantgrupper er opstáet via syn-
kope. 4) /þ/ synes lukket til /d/ efter /1 n/ i kort stavelse i
B, men ikke i A. 5) Lukning af /þ/ til /t/ efter /k p/ kom-
mer til udtryk hos begge skrivere efter báde kort og lang
rodstavelse. 6) Svarabhaktivokalen manifesteres én gang i
B (principperne for orddeling ved linjeskift i A vidner for-
mentlig om at ogsá A har svarabhaktivokal i sit talesprog).
En samlet analyse af manifestationen af app. ván og en
række andre ordformer viser at en analogisk v OM-form efter
alt at dpmme optræder i A (Hreinn Benediktsson finder
ikke en sádan form usandsynlig, men bemærker at dens
eksistens i praksis vil være svær at bevise).
Morfologi
De máske mest interessante resultater af den morfologiske
analyse findes ved pronomenerne sjá/þessi og n0kkurr. Ved
sjá/þessi har det pá basis af forholdene i MskMS sammen-
holdt med et stprre oldislandsk og gammelnorsk materiale
været muligt at levere visse præciseringer i forhold til resul-
taterne af Katrín Axelsdóttirs (2003) underspgelse, og det
har været muligt at levere til dels andre tolkninger mht.
pronomenets udvikling. Ved n0kkurr har forholdene i B
vist at visse skrivere selv hen mod slutningen af 1200-tallet
har benyttet arkaiske former pá meget gennemfprt vis og
tilsyneladende ikke som resultat af forlægspávirkning. I re-
lation til n0kkurr kan det desuden noteres at grafotaktiske
forhold i AM 519 a 40 svækker Hreinn Benediktssons argu-
mentation for forekomsten af /o/ i fprste stavelse sá tidligt
som i (sidste del af) 1200-tallet.
Vurdering af tilgangen
Underspgelsens empiriske grundlag er en elektronisk op-
mærket tekst med sproglige metaoplysninger i form af
lemmaangivelse og morfosyntaktiske data for samtlige
hándskriftets omtrent 100.000 lpbende ord. Opmærknin-
gen er udfprt halvautomatisk pá basis af egne program-
mer, og formatet er XML i en form som stort set svarer
til den af Menota (Medieval Nordic Text Archive) anbe-
falede, suppleret med et /bn-niveau som i hpjere grad end
norw-niveauet afspejler det fonologiske referencesystem.
Brugen af en sádan elektronisk tekstopmærkning har mu-
liggjort en bredt funderet underspgelse med præcis beskri-
velse af skrivernes skrift og sprog, og den har fprt til en
analyse af variationen som ikke ville have været mulig ved
mere traditionel excerpering. Generelt má tilgangen derfor
betragtes som frugtbar, omend ikke uproblematisk.
Selv med halvautomatisk analyse og tekstopmærkning
har arbejdet været langt mere tidskrævende end forudset.
Brugen af det omtalte fon-niveau har mindsket behovet for
manuel efterbearbejdelse af de ekstraherede data i den or-
tografiske analyse, men i et fremtidigt projekt bpr man for-
mentlig foretage visse ændringer i den specifikke tekstop-
mærkningspraksis, sá der ábnes mulighed for endnu hp-
jere grad af automatisk dataekstraktion ved analyse af de
palæografiske og ortografiske forhold. En sáledes revide-
ret tilgang er ikke blot interessant af tidsmæssige ársager.
Herved mindskes ogsá risikoen for fejl opstáede ved ma-
nuel efterbearbejdelse af de palæografiske og ortografiske
data.
I relation til brugen af elektronisk opmærkede tekster
má det desuden fremhæves at beskrivelser foretaget pá ba-
sis af sádanne tekster let risikerer at blive overdetaljerede.
Den hpje dokumentationsgrad i nærværende afhandling er
da ogsá undertiden gáet ud over læseligheden. Fremstil-
lingsformen skal imidlertid ses i lyset af et 0nske om at det
empiriske Msk-materiale vil kunne finde anvendelse ved
andre underspgelser af norr0ne hándskrifter og ved sprog-
historiske underspgelser med andre perspektiver end de i
nærværende afhandling anlagte. Det er min faste overbe-
visning at eksakt opmærkede tekster med tilhprende for-
holdsvis detaljerede beskrivelser sammen med væsentli-
gere teoretiske specialafhandlinger má udg0re det n0dven-
dige fundament for en opdateret sproghistorie.
Brugen af en grafonomisk terminologi har været frugt-
bar. Pá trods af de subjektive kriterier for inddelingen i
de rent typologiske stprrelser grafklasse og graftype har til-
gangen lettet den palæografiske beskrivelse og f0rt til en
mere præcis redegprelse for den forekommende variation
(pá basis af en opdeling i makro- og mikropalæografiske
forhold afspejlende forskelle pá hhv. grafklasse- og graf-
typeniveau). En ulempe ved de subjektive rubriceringer er
imidlertid at de stiller særlige krav til præciseringen af og
redeg0relsen for variationen.
Grundlaget for den ortografiske analyse er en relatering
af de tentative grafemer til et fast defineret (hypotetisk)
fonologisk referencesystem. I teorien er det specifikke re-
ferencesystem underordnet, men betydningen af et fælles
standardreferencesystem er stor, da et sádant system let-
ter sammenligningen pá tværs af hándskrifter og perio-
der. Da den i nærværende afhandling anvendte reference-
ramme afspejler det system som danner grundlag for nor-
maliseringerne i ONP, forekommer den velvalgt som stan-
dardreferencesystem. Ser man bort fra analysen af de al-
lerældste hándskrifter, vil systemet repræsentere et noget
ældre sprogtrin end det man finder i de underspgte kilder,
hvilket ikke mindst er hensigtsmæssigt hvis man 0nsker
at inddrage forlægssituationen i forklaringsrammen. I for-
hold til det af Dyvik (1996) foresláede idealiserede system
som opererer med et historisk maksimalt antal distinktio-
ner (baseret pá etymologiske forhold), vil der ved under-
spgelsen af de fleste kilder være tale om et praktisk kom-
promis. Jeg mener i 0vrigt at den ortografiske analyse har
vist hvorledes et fast defineret referencesystem kan anven-
des pá tilfredsstillende vis, og at en ortografisk analyse ikke
forudsætter en grafematisk analyse.
Som allerede fremhævet ved besvarelsen af spprgsmál 4
har analysen af grafotaktiske forhold vist at en grafotaktisk
analyse kan være givende ved klarlæggelsen af en række ka-
7