Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 497

I
Egne unders0gelser
469
færre indgreb pá det morfologiske plan, hvilket fár ham til
at bemærke at 1600-tals afskrifter ikke kan betragtes som
gode kilder til 1600-tallets sprog hvad morfologien angár,
men at man i langt hpjere grad kan drage nytte af dem i
fonologiske underspgelser. Han mener i pvrigt at resulta-
terne rimeligvis ogsá afspejler forholdene i middelalderen,* 1
men g0r dog opmærksom pá at forskellige tekstgenrer kan
resultere i forskellige tilgange hos afskriverne.
Alt i alt harmonerer underspgelsens resultater dermed
fint med resultaterne i Hagland (1976), en unders0gelse
som Haraldur Bernharðsson imidlertid ikke synes bekendt
med.
E.1.3 Ottosson (2001)
Kjartan Ottossons unders0gelse, der blev holdt som et
foredrag i Oslo i 2001, er ikke udgivet i sin fulde udstræk-
ning, men et resume er publiceret pá internettet.
I foredraget argumenterede Ottosson for at man i kri-
tiske udgavers variantapparat i vid udstrækning bpr re-
gistrere grammatiske forskelle mellem tekstvidner, fordi
“[sjkilnader i grammatiske element mellom handskrift av
same tekst frá ulik tid [...] ofte [er] meir opplysande om
den historiske utviklinga enn det som er likt og kan ha gátt
uendra gjennom avskriving eller avskriving utan for mykje
kritisk vurdering”. Ottosson forspger at afklare hvad skri-
verne overfprer fra forlægget, og hvad de ændrer, ved at se
nærmere pá fire tilfælde hvor forlæg og afskrift sandsyn-
ligvis er bevarede, nemlig:
1. Konungsskuggsjá, forlæg: NRA 58 C + NKS 235 g 40,
CI260—1270, afskrift: AM 243 B <x fol, CI275.
2. Jóns saga helga A og Ágústinuss saga, forlæg: AM 221
fol, CI275-1300, bl. 1-4 (jónssaga), 5 (Ágústinusssaga),
afskrift: AM 234 fol, CI350.
3. Magnúss saga góða i Msk-redaktionen, forlæg: AM
325 IV (3 og AM 325 XI 3 40, C1350-1400, af-
skrift: GKS 1005 fol (yngre del af Flateyjarbók),
C1475-1500.
4. Óláfssaga Ttyggvasonarhin mesta, forlæg: GKS 1005
fol (Flateyjarbók), C1387-95, afskrift: AM 309 40,
1498, bl. 1—26.
- Avskrivaren stiller seg fritt til vanlege morfolo-
giske former, t.d. engan ellan öng(v)an
- Omstokking i ordstilling er svært vanleg, særleg
innanfor den næraste omgjevnaden
- Andre syntaktiske element meir konstante,
men ogsá her ser ein ofte modernisering
- Det finst etter máten fá utbytingar av einskilde
ord
Sammenligner man dette med de to foregáende analyser,
vil man bemærke at ogsá Ottossons underspgelse indikerer
at skriverne i meget h0j grad f0lger deres egen norm pá det
ortografiske og fonologiske plan, mens visse morfologiske
og syntaktiske fænomener i stprre eller mindre udstræk-
ning ændres af afskriverne.
E.1.4 Nielsen (1934)
I Nielsen (1934) underspges forholdet mellem forlæg og
afskrift, repræsenteret i to hándskrifter af Skánske lov.
Det drejer sig nærmere bestemt om B 69 (01350), hvoraf
B 72 (fuldendt i 1414 i Malmp) regnes for en afskrift. Den
nære forbindelse mellem hándskrifterne argumenteres der
fprste gang for i Brpndum-Nielsen (1918), hvor B 72’s di-
rekte afhængighed af B 69 pávises ved en demonstration af
at visse misforstáelser i B 72 kan forklares ud fra forhold i
B 69. Pá baggrund af dette betegnes B 72 i Kroman (1933,
s. lxxxiii) som “utvivlsomt afskrift” af B 69.
Karl Martin Nielsen underspger visse ortografiske og
fonologiske forhold for at se “om forlæggets paavirkning
er indskrænket til kapitelfplge og enkelte misforstaaelser,
eller om det har 0vet en afgprende indflydelse paa afskrif-
tens sprogform” (Nielsen 1934, s. 142).2
Underspgelsens resultat er at ortografien i B 69 pá ingen
máde overfpres konsekvent til B 72, men at der dog findes
adskillige eksempler pá overfprclse af ortografiske træk til
afskriften. Mere generelt skulle gælde at “skriveren har set
det som sin opgave at gengivesin tekstsaapaalideligtsom mu-
ligt, med bibeholdelse afdens s&rlige ordforraad og ordf^jning,
men i sin samtids sprog” (Nielsen 1934, s. 149). Nielsen un-
derstreger at dette kun gælder “lydforholdene”, mens ældre
bpjningsformer optræder side om side med nyere. En sá-
dan praksis mener han har været karakteristisk for de bed-
ste (mest trænede) skrivere i middelalderen.
Ottosson nár i sin underspgelse frem til fplgende mere
overordnede konklusioner omkring afskrivernes behand-
ling af forlæggene:
- Det mest avstikkande i f0relegget blir reinsa ut
mest konsekvent
- Ved meir kurante element er endringane min-
dre gjennomgáande
- (Nesten) full fonologisk modernisering ved
avskriving
1 Jf. i denne forbindelse ogsá Haraldur Bernharðsson (2002, s. 191-92).
E.2 Egne unders0gelser
Inspireret af Kjartan Ottossons foredrag fra 2001 har jeg
set nærmere pá forholdene i fem tekster, nærmere bestemt
tekst 2 og 3 af de af ham underspgte tekster foruden to
andre tekster som nævntes i foredraget, men som ikke blev
2 B 69 udviser visse ortograíiske særegenheder, og af disse unders0ges:
1) usikkerhed i betegnelsen af /h/ i forlyd, 2) almindelig anvendelse af
(th) som betegnelse for /t/ og /tt/, 3) sporadisk anvendelse af (t) for
/tt/ i indlyd, 4) bevarelse af de tryksvage vokaler efter vokalharmoni-
ske regler og 5) frikativt /g/ manifesteret som <g).
E.2