Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 498

470
Studier af afskrivningsprocessen
underspgt.1 Bortset fra et enkelt tilfælde blev kun udvalgte
dele af de enkelte tekster unders0gt, nærmere bestemt:
1. Jóns saga helga A og Ágústínuss saga, forlæg: AM 221
fol, CI275—1300, bl. 1—4 (Jóns saga), 5 (Agústínuss
saga), afskrift: AM 234 fol, CI350. Kun bl. 5 i for-
lægget (Agústínuss saga) unders0ges (6yvb26—68va22
i afskriften), ca. 1070 ord.
2. Magnúss saga góða i Morkinskinnaredaktionen, for-
læg: AM 325 IV (3 40 og AM 325 XI3 40, C1350-1400,
afskrift: GKS 1005 fol (yngre del), C1475—1500. Kun
det ene af forlægsfragmenterne, AM 325 XI 3 40, un-
ders0ges (sp. 7<3-ý0-76/ý og 811 i afskriften),
ca. 1100 ord.
3. Óláfssaga Ttyggvasonar hin mesta, forlæg: GKS 1005
fol, CI387—95, afskrift: AM 309 40, 1498, bl. 1—2Óv.
Kun Þáttr Þorsteinsskelkis unders0ges (sp. 21450—215 i
forlægget, 15^148—15^53 i afskriften), ca. 990 ord.
4. Snorri Sturluson: Edda, forlæg: AM 242 fol (Codex
Wormianus), C1350, afskrift: AM 756 40,1400—1500.
Kun en del af teksten underspges (s. 1930—2132 i for-
lægget, 5r20—6v i afskriften), ca. 1160 ord.
5. Óláfr Þórðarson: Tredje grammatiske afhandling, for-
læg: AM 242 fol (Codex Wormianus), C1350, afskrift:
AM 757 b 40, (sidste halvdel af) 1400-tallet. Hele af-
skriften unders0ges (svarende til s. 948—27, 9615—971
i forlægget), ca. 560 ord.
At der ved 1 sandsynligvis er tale om forlæg og afskrift,
pápeges i Guðbrandur Vigfússon (1858, s. xxxvii), hvilket
Foote (1962, s. 23, og 2003, s. 46*—47*) og Stefán Karlsson
(1967, s. 57) tilslutter sig. AM 221 fol er grundigt beskre-
vet (med en detaljeret ortografisk analyse) i Stefán Karls-
son (1967). Báde AM 221 fol og AM 234 fol behandles
grundigt i Foote (2003, s. 3*—53*)- Pá s. 46^-47* anfp-
rer Foote en række argumenter for at AM 234 fol virke-
lig er en afskrift af AM 221 fol, primært pá basis af Jóns
saga teksten. Man finder bl. a. fælles fejl, der ikke optræ-
der i andre tekstvidner, og teksterne rummer ingen stprre
variation af syntaktisk karakter i form af divergerende ord-
stilling.2 Foote bemærker desuden at “[wjhole lines often
match, and abbreviations and letter-forms, particularly (n),
are faithfully reproduced”. Flere afvigelser fra hánd B’s
norm (i AM 234 fol) skulle ydermere kunne forklares som
pávirkning fra AM 221 fol. Som eksempler nævner Foote
seks tilfælde hvor forlæggets ortografi er blevet direkte ko-
pieret, og to tilfælde hvor en særlig morfologisk form er
11 sit resume af foredraget g0r Ottosson opmærksom pi at han senere
er kommet i tanke om at man i AM 225 fol ogsi finder afskrifter af
en del tekster fra AM 226 foi. Disse tekster har jeg imidlertid ikke
inddraget i underspgelsen.
2 De relativt fi varianter og tilfpjelser skulle ikke finde stptte i andre
tekstvidner af Jónssagahelga.
blevet kopieret.3 Endelig forstás den i afskriften unikke
form ‘wsletto’ lettest i lyset af en fejl i forlægget forársaget
af et linjeskift (forlægget har ‘v|vslettv’). Foote bemærker at
forlægspávirkningen synes noget mindre i den her behand-
lede Agústínuss saga, hvilket bekræftes af nærværende un-
derspgelse. Báde forlæg og afskrift er sandsynligvis skrevet
i Skálholt,3 4 og den tidsmæssige afstand mellem dem kan
formentlig sættes til mellem 50 og 75 ár.5
At fragmenterne AM 325 IV (í 40 og AM 325 XI 3 40,
der rimeligvis skal knyttes til en skriverskole i Akrar i
Skagafjörður pá Nordisland, er en del af forlægget for
den yngre del af GKS 1005 fol (YFlb), pápeges i Louis-
Jensen (1970), som ogsá rummer en grundig beskrivelse
af de to fragmenter foruden en diplomatarisk tekstgengi-
velse.6 Som nævnt i afsnit 1.3.1.2 baserer Louis-Jensens ar-
gumentation sig dels pá sammenfald i visse usædvanlige
skrivemáder, dels pá tekstkritiske observationer. De sidst-
nævnte kan i tilfældet IV (5 basere sig pá en sammenlig-
ning med den tilsvarende tekst i MskMS. I en del af de til-
fælde hvor teksten er forskellig i IV (5 og YFlb, er teksten
i MskMS for afvigende til at en sammenligning er mulig,
men i talrige andre tilfælde har IV (3 oprindeligere læsemá-
der end YFlb.7 Nogle eksempler pá at “en usædvanlig skri-
vemáde eller et vanskeligt læseligt sted i fragmenterne kan
have givet anledning til en fejllæsning i [YJFlb.” omtales
i Louis-Jensen (1970, s. 157—58), og Louis-Jensen mener
at sádanne fejllæsninger má veje tungere end overensstem-
melserne mellem YFlb og de andre Morkinskinnatekster
over for fragmenterne.8 Den tidsmæssige afstand mellem
forlæg og afskrift er máske omkring 100 ár.
AM 309 40 er beskrevet i Ólafur Halldórsson (2000,
s. ccxlvi—ccliii),9 hvoraf det fremgár at hándskriftet bl. a.
rummer excerpter fra YFlb, og at hánden er identisk med
hánd 3 i Kollsbók (WolfAug 42 7 40). En notits indikerer at
Jón kollur Oddsson, lögréttumaður pá Holt i Saurbær (efter
hvem Kollsbók er opkaldt) har ejet bogen. Ólafur Halldórs-
3 Som eksempler pá overf0relse af ortografiske eller fonologiske træk
fra forlæg til afskrift nævner Foote (2003, s. 47*) f^lgende eksempler
fra afskriften med direkte modsvarigheder i forlægget: 1) eneste ek-
sempel med en uomlydt vokal «a)) i trestavelsesformer, 2) eneste ek-
sempel med ‘gor-’ i præt. part. af vb. gera, 3) eneste eksempel med
<d) for /þ/, 4) eneste eksempel med ö«g-former i pron. engi, 5) ene-
ste eksempel med /u/ i vb. munu og 6) to af tre eksempler med <r)
for /hr/. Som eksempler pá at særlige former som ellers er i modstrid
med forholdene i afskriften, er blevet overf0rt fra forlægget nævner
Foote: 1) eneste eksempel pá præp. viðr og 2) eneste eksempel pá den
pronominale genitivform ‘engiss’.
4 Jf. Stefán Karlsson (1967, s. 57) og Foote (2003, s. 4* og 14*—15*).
5 Forlæg og afskrift af Ágústínuss saga er udgivet i Unger (1877, s. 149—52
Og 12528-12832).
6 Den behandlede del af YFlb er udgivet i Unger & Guðbrandur Vig-
fússon (1860-68, bind 3, s. 26812—2Ó934 og
7I tilfældet XI 3 kan der sammenlignes med teksten i Hulda-
Hrokkinskinna og Codex Frisianus, og en sádan sammenligning viser
at XI 3 — med enkelte undtagelser — generelt har oprindeligere læse-
máder end YFlb.
8 Dette forekommer rimeligt, selvom man naturligvis má have for 0je at
passager der i dag er utydelige, ikke beh0ver at have været det i 1400-
tallet.
9 Se ogsá Scott (2003, s. i05*-2i*).
E.2