Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 501

Sammenfatnmg
473
i ‘at Biazt v heid|na m’ 2v 17—18 -> ‘ath Biazt J mote heiðn
möum’ 7ó87 og ‘Veíta öm v mi 1ci lið öíkt fem ek vínoz’ 2r2
-> ‘Veíta íkm v .mí. kgí lið öikt | fem v hof t‘ z eg t‘ vínzt’
76743-4.
I tekst 3 finder man syntaktiske ændringer i otte tilfælde.
Flere gange indskydes eller fjernes et enkelt eller to ord, fx
i ‘?. hur þolír þar ueö piöír’ 21513 -> ‘eða huír þola þa2 þa
uæö píf|lír’ I5rbn—12, hvor subjektet samtidig ændres fra
pluralis til singularis, *h heþ ðkkla ellð’ 21517 -> ‘h hepe2 aukla
ellð .q. pw’ í^rb^1 og ‘v þa þrear æin amille þza’ 21535 -> ‘u
þa2 ein j millí þia’ I5rb32.1 et enkelt tilfælde finder man ud
over tilfpjelse af et ord en ændring i ordstillingen i ‘tekr h
þa at æpa |; anan tíma’ 21524-25 -> ‘tu2 b þa t'; aiian tía at
æpa’ I5rb22. En gang ændres bestemt form til ubestemt i
‘þa fþðe puki’ 21528 -> ‘þa fþð' | pwkí’ 15^25—26.
I tekst 4 finder man syntaktiske ændringer i syv tilfælde.
To gange ændres ubestemt form tö bestemt, fx i ‘vþm all[ra
guða’ 209-8 -> ‘uþm a[llra] [gu] | ðana’ 5V4—5.1 fiere tilfælde
indskydes (eller fjemes) et ord, fx i ‘kö þ 1 hvg at h’ 213
-> ‘kom hm þ ; hug at h’ 6ri3. En gang ændres en ubpjet
supinum til en bpjet i ‘þr mvnðv æ pa bvnðit vlpín’ 218 ->
‘þr mðu é pa bunð ín ulpin’ 6r2i. En gang ændres indikativ
til konjunktiv i ‘Ep þ bínðit mik s at ek pæ æ læýö mik’ 2126
-> ‘ep þi bínðit m fuo at eg paí é leyö mig’ 6v20.
Pá trods af at tekst 5 blot er omtrent halvt sá lang som
de pvrige tekster, rummer den hele tolv eksempler pá syn-
taktiske ændringer. I de fleste töfælde er der blot tale om
tilfpjelse af et enkelt ord, fx ‘J hplí|gö lutv vðz fem 1 viðv z
grpfú’ 9424-25 -> ‘J líplígv lutu vÖ2 líoð fem; viðv | z grðfvm’
IVI4—15.1 tre tilfælde udelades et eller flere ord, fx i 1i heþ
fitt hlioð ap raððar öap fem aði þeffkýnf fam|hhoðenð2’
9622-23 -> “h heþ fitt lioð fem aðr þs|ky[nf] famhlíoðínð2’
2ri5—16.1 to tilfælde ændres pluralis til singularis, fx i ‘Ap
famqvamu rærilig luta ? u ræriligra úði hlioð fem þa er
vinð2...’ 9417 -> ‘Ap famkvomv hrænligs lvf z | vhrænhgs
verÖ2 hoð fem þa vind2 ...’ in6—17, hvor et ord ogsá udsky-
des senere i sætningen.
E.3 Sammenfatning
Resultaterne af Haglands, Haraldur Bernharðssons, Ot-
tossons, Nielsens og mine egne underspgelser kan kort-
fattet opsummeres pá fplgende vis:
Selvom de enkelte skriveres grad af troskab over for for-
læggene varierer, kan visse tydelige fælles tendenser regi-
streres.
Pá det (orto)grafiske og fonologiske plan finder man un-
dertiden spor af forlæggets praksis, men generelt anvender
skriverne deres egen norm. At forlæggets ortografi gene-
relt ikke overfpres til afskriften er vel ikke overraskende.2
1 ‘4.’ eller ‘.q.’?
2 Dette indikeres fx ogsá af tilfælde, hvor to skrivere har fulgt et for-
modentlig ret ensartet forlæg, men hvor afskrifterne alligevel udviser
store ortografiske forskelle. Et eksempel herpá, som nævnes i Lind-
blad (1954, s. 43), er de to hovedhænder i AM 334 fol, der udviser ret
forskellige ortografiske og palæografiske træk. Som Lindblad ogsá selv
Afskriverne har formentlig almindeligvis læst mere end ét
ord ad gangen og fprst derefter overfprt dem til afskriften,3
undtagen muligvis ved kopiering af (vanskeligere) poesi.
Dette forklarer formentlig ogsá at man ofte finder stprre
forlægstroskab over for sætningsindledende majuskelgraf-
klasser (jf. note 3 pá s. 409).4
Mens de ortografiske ændringer er meget gennemfprte,
kan det samme ikke siges om de morfologiske. I tre af de
her underspgte tekster finder man enten slet ingen mor-
fologiske ændringer (tekst 5) eller blot en enkelt (tekst 1
og 4). Selvom man i tekst 2 (især i poesien) og tekst 3 fin-
der lidt flere morfologiske ændringer, afspejler afskrifterne
i udpræget grad forholdene i forlæggene. Dette harmone-
rer med konklusionerne i Haglands, Haraldur Bernharðs-
sons og Ottossons underspgelser. Til gengæld kan det ikke
siges at stemme overens med forholdene i den af Nielsen
underspgte afskrift af Skánske lov, hvilket formentlig ikke
mindst skyldes den st0rre uoverensstemmelse mellem for-
læggets bpjningssystem og b0jningssystemet i afskriverens
eget sprog.
Skriverne er ligeledes meget forlægstro hvad leksikalske
forhold angár. Selvom underspgelsen af de fem tekster har
vist at ikke alle skriverne er lige tilbageholdne, idet man
særlig i tekst 2 finder flere ændringer (báde i prosa og po-
esi), foretager de generelt fá ændringer i ord og ordformer,
nár man ser bort fra variationen ved sideformer som meðr
vs. með ogsunr vs. sonr. De temmelig fá tilfælde med egent-
lige leksikalske ændringer medfprer i pvrigt næsten aldrig
st0rre betydningsændringer. Ogsá dette resultat harmone-
rer med resultaterne af de tidligere omtalte unders0gelser
af afskrivningsprocessen.
Til trods for at temmelig forskellige ændringer er ble-
vet kategoriserede som “syntaktiske” i nærværende under-
spgelse (og i referaterne af tidligere underspgelsers resul-
tater), finder man ogsá pá dette niveau forholdsvis fá æn-
dringer. Færrest indgreb udviser tekst 1, mens tekst 2 og
5 rummer klart flere syntaktiske ændringer end de 0vrige
tekster (i tekst 2 i báde poesi og prosa). Dette generelle
mádehold kan siges at harmonere med forholdene i de af
Hagland (1976) underspgte diplomer, mens det ikke umid-
delbart er i overensstemmelse med Ottossons kommentar
om at “[o]mstokking i ordstöling er svært vanleg”, selvom
bemærker, kan én af skriverne dog naturligvis have fulgt forlægget, og
det kan vel principielt heller ikke udelukkes at ogsá forlægget har haft
to divergerende former for brug, hvis ogsá det har været skrevet af to
skrivere.
3 Jf. i denne forbindelse eksempelvis Lindblad (1954, s. 281), der udtryk-
ker noget lignende.
4 Det má bemærkes at hele analysen tager udgangspunkt i at afskrif-
terne ikke er lavet efter diktat, da man ved en sádan afskrivningsproces
naturligvis ikke ville kunne regne med forlægspávirkning pá det orto-
grafiske plan. ForskeUige fejltyper i MskMS - og i de fleste pvrige
islandske hándskrifter — indikerer da ogsá at kopieringen ikke er sket
efter diktat. For omtale af en formodet undtagelse, se Louis-Jensen
(200óa).