Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 60

32
Indledende teoretisk og metodisk diskussion
indvirkning pá muligheden for en skrifthistorisk funderet
tolkning af den ortografiske variation. 0nsker man at ind-
drage forlægssituationen i forklaringsrammen, synes det
sáledes metodisk mere hensigtsmæssigt at vælge et system
som repræsenterer et lidt ældre sprogtrin (med færre fo-
nemsammenfald).1
Relateringen af hándskriftformerne til den (underlig-
gende) fonologiske form er sket halvautomatisk med com-
puterens hjælp ved en fremgangsmáde der pá mange máder
minder om tilgangen i nærværende afhandling.2
Stprstedelen af ortografibeskrivelsen er en præsenta-
tion af materialet med udgangspunkt i de enkelte fonemer
(med en efterfplgende kortfattet grafofonematisk opsum-
mering).3
Fremstillingsformen er udpræget deskriptiv, og man
kunne have pnsket sig at de deskriptive afsnit var blevet
fulgt op af flere tolkninger og diskussioner af problemati-
ske eller tvetydige former. Fx kunne forholdene ved /vá/
i hpjere grad være forspgt tolket, ligesom tvetydigheden
ved (au) for /ö/ foran / ng/ kunne være kommenteret nær-
mere.4 Ofte fár man indtryk af at læse en forelpbig kate-
gorisering baseret pá den automatiske analyse af forhol-
det mellem hándskriftsform og den normaliserede fono-
logiske form, idet der generelt ikke skelnes mellem former
som má kategoriseres som rene skriverfejl, fx nár det pá
s. 80 hedder at “/t/ is spelt (e) in undarlige”, og former
som kan afspejle reelle fonologiske forskelle, fx nár det pá
s. 71 bemærkes at /o/ skrives (y) i formen ‘myrginln’. De
manglende tolkninger skyldes ifplge de Leeuw van Wee-
nen (2000, s. xiv og 77—8) at sádanne udlægninger let bli-
ver subjektive, og at det i mange tilfælde ville være npdven-
digt at inddrage viden om forhold der ligger uden for selve
hándskriftet. Begge disse indvendinger er naturligvis kor-
rekte, men selv en subjektiv tolkning kan være bedre end
slet ingen tolkning, og perspektiveringer til eksterne for-
hold har jo allerede spillet en central rolle ved relateringen
af hándskriftformerne til det opstillede fonemsystem.5
Den morfologiske analyse er den stprste og metodisk
bedst gennemfprte del af underspgelsen, bl. a. fordi data-
basen har kunnet udnyttes fuldt ud med en hpj grad af au-
tomatisk dataekstraktion. Beskrivelsens opbygning svarer
1 En nærmere diskussion af denne problemstilling findes i afsnit 4.1.
2 Se afsnit 2.4.2 og 2.4.3.
3 Som i nærværende afhandling er der ikke tale om en egentlig grafofo-
nematisk analyse, da en sádan forudsætter en egentlig grafemanalyse.
4 Andre eksempler kunne nævnes. Fx fremstár det noget uklart om de
Leeuw van Weenen i sin referenceramme regner med lang eller kort
vokal i tilfældene med positionelt betingede forlængelser. I afsnittet
om accenter hedder det sáledes at der regnes med kort vokal i disse
tilfælde (jf. s. 63), men pá s. 73 i afsnittet om /ó/ refereres der til /ó/
i andetleddet af propriet Þórolfr.
5 De Leeuw van Weenen bemærker at hun blot tolker variationen i de
mest ábenlyse tilfælde, men det er i h0j grad subjektivt hvad de mest
ábenlyse tilfælde rent faktisk er. Fx forekommer den fremsatte tolk-
ning af formen ‘altæris klæði’ ikke særlig ábenlys. Pá s. 67 hedder det
sáledes at grunden til at /A/ (de Leeuw van Weenen regner med /A/
og ikke /a/ i denne type afledninger) er skrevet (æ) kunne være indfly-
delse fra det efterf0lgende (æ) i ‘klæði’, men en mere sandsynlig for-
klaring er at der er tale om /e/.
til den man finder i traditionelle historiske grammatikker
med angivelse af (historiske) klassetilhprsforhold. En stor
styrke i beskrivelsen er imidlertid at klassificeringen er sket
pá et metodisk stringent grundlag ud fra de faktisk fore-
kommende bpjningsforhold, hvilket bl. a. har fprt til op-
stilling af en række hybridklasser i de tilfælde hvor klasse-
tilhprsforholdet ikke har kunnet bestemmes ud fra det luk-
kede korpus som hándskriftet udgpr. Det má dog bemær-
kes at en sádan tilgang især er velegnet ved analyse af et me-
get stort korpus, da et mere begrænset korpus uundgáeligt
vil fpre til opstilling af store grupper af usikre klasser.6 De
forskellige paradigmer opstilles i normaliseret sprogform
i overensstemmelse med normen i indeksbindet,7 hvilket
forekommer formálstjenligt i den givne sammenhæng.8
2.3.2 Nærværende afhandling i lyset af de omtalte
arbejder og Diderichsen (1938)
Som omtalt i forrige afsnit deler jeg de Leeuw van Wee-
nens opfattelse af npdvendigheden af grundige beskrivel-
ser af enkelthándskrifter for opstillingen af en mere eksakt
sproghistorie (og skrifthistorie). De Leeuw van Weenen
er da heller ikke ene om at have gjort opmærksom pá no-
get sádant, og tilgangen i nærværende afhandling kan ogsá
ses i lyset af en efterhánden godt 70 ár gammel afhandling
af Paul Diderichsen. Afhandlingen, der udkom i tidsskrif-
tet Acta Philologica Scandinavica under titlen Probleme der
altdanischen Orthographie, sætter fokus pá nogle centrale
(fortsat hpjst aktuelle) forhold ved underspgelsen af skrift-
lige middelalderkilder.
Diderichsen pápeger det uheldige i sproghistorikernes
(overdrevne) fokusering pá skrivemáder der kan vise ud-
viklinger i talesproget, med deraf fplgende manglende fo-
kus pá selve skriftnormen og dens udvikling, og han afslut-
ter afhandlingen med en programerklæring for “eine sach-
gemásse Geschichte der dánischen Sprache im Mittelalter”
(Diderichsen 1938, s. 162). Han betoner bl. a. at grundlaget
for en gammeldansk sproghistorie má være en række en-
keltbeskrivelser af mest muligt forskellige hándskrifter, og
at skriverens ortografiske norm og variationen inden for
denne norm samt de normfremmede elementer má forsp-
ges afdækket i disse beskrivelser.9 Desuden understreger
han at man i fprste omgang má underspge de rent grafiske
forhold (“die rein graphischen Wortzeichen und deren rein
graphische Merkmale”) og registrere afvigelserne fra (eller
variationen inden for) den “ældste norm”, hvorefter man
6 Et billede af dette fár man ved en sammenligning af den morfologiske
beskrivelse af hhv. Möðruvallabók (de Leeuw van Weenen 2000) og
det betydelig kortere AM 5x9 a 40 (de Leeuw van Weenen 2009), som
dog trods alt indeholder knap 47.000 ord i l^bende tekst.
7 Denne lpsning forekommer mig bedre end lpsningen i de Leeuw van
Weenen (1993), hvor formerne gengives i en art pseudonormalisering
baseret pá hándskriftets almindeligste skrivemáder.
8 Til gengæld er det mindre anvendeligt ved studiet af (skriver)variation,
hvorfor en tilsvarende fremgangsmáde ikke er valgt i nærværende af-
handlings kapitel 5.
9 Dels som arkaismer beroende pá forlægspávirkning, dels som (tilfæl-
dige) indslag fra skriverens talesprog.
2.3.2