Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 74

I
46
Kodikologi og palæografi
toriet.1 Skrivernes meget forskellige ortografiske normer
taler for at A ikke er B’s oprindelige læremester.
I en række tilfælde har A sáledes indfprt rettelser i B's
tekst i form af interlineære eller marginale tilfpjelser, som
almindeligvis ledsages af ind- eller nedvisningstegn til an-
givelse af rettelsens nærmere placering.2
Oftest finder man blot rettelser til enkeltstáende ord el-
ler tilfpjelse af op til tre manglende ord,3 men i to tilfælde
finder man længere tilfpjelser i margenen. I begge tilfælde
drejer det sig om fuldendelsen af ikke færdiggjorte stro-
fer (strofe 102 og 103). Sádanne suppleringer giver ikke
alene værdifuld information om forholdet mellem skri-
verne, men viser ogsá at A ud over sin rolle som skriver
i en vis udstrækning tillige har fungeret som redaktpr.
Af strofe 102 skriver B blot de tre fprste ord i udgangen
af linje 1OV56 (‘Toc holm bva hneccir’).
Dette ráder A bod pá ved tilfpjelsen af hele strofen i
nedre margen:4
Tok holmbva hne'ýJ'ckir
harþan tav við ratma
þar hýG ec paft enf prfgfta
pýlklg harallz gingo
ellðr v goR at giallði
gmr reð en þa t0ði5
har 1 hóp at p0ra
hrotgarmr hvenðr arma
1 Situationen minder dermed om den man finder i Eirspennill. Stefán
Karlsson (1967) argumenterer for at Eirspennils tredje skriver, hvis
ortografi er mere alderdommelig end hándskriftets pvrige to skrivere,
har været den ældste af skriverne, og at han har finpudset deres bidrag
i sin egenskab af tilsynsfprende i skriptoriet.
21 en række tilfælde kan det ikke afgpres om en tilfpjelse i B er lavet af
A eller B. Det drejer sig for det fprste om en række interlineære tilfp-
jelser, der almindeligvis ledsages af nedvisningstegn: Y12V40 (i ‘pil ec
hapa fcip min læs Y at læguni’), 'þott213136 (i ‘hava gnð nu fegir k 'þott2
þ fe o-machgt’), '.fh at213^6 (i ‘Mein van etla ec '.fh at2 kk mum barþz
B’), ðana'heR713V8 (i ‘þar có at þeim ðana'heR2 z bærþuz þ’), 'eþa214132
(i ‘Eig gozþi k þa vel 'eþa2 machga é h gipti prenð-K fina fpa vanðó m’),
guþ Yna 14145 (i ‘At fpein guþ Yna .f. hapþi vegit 'biort/ pæþur hf), 'þa
konvngr714147 (i *k var 'þa konvngr21 englanði’), Y15123 (i ‘k let bera
þ fer merkiq þegar er Y hf vallð koino’), 'þar215135 (i ‘ec y 'þar’ aþr
pr htlo’) og ‘'ra2na’ 15V54 (i anden halvstrofe af strofe 124: ‘rvðna [for
rvna] fiþur lit ec / raiþar reþ ec fciott go2po qveþi / 'ra'na hepr feggr a
fvim / fenð heill k brenððaq’). For det andet drejer det sig om tilfpjel-
ser anbragt i venstre- eller hpjremargen: "[fijni' 10VI7 (i ‘h é nv fagt
emhuerio "[fijni' op vant’, tilfpjelsen beskáret ved senere indbinding),
"ma' I2v2i (i Vel "ma' þer vinaz þsi fernð’) og ’iata" npno (i ‘Ecci mvn
ec pyrft þso fiata" z þo pÓ2 íapnt fem mic parþi’).
3 Tilfpjelser over linjen finder man i 'raþit þottft 12V15 (i ‘vþ ap þsi rað
fpeci k vatmt punðit z þ at minö hapt epf at 'raþit þottk uitrhgt z
hvgqmhgt’), 'biorN2 I4r45 (i ‘At íþein guþ'ftna .f. hapþi vegit 'bion/
paiþurhf), 'oc’ 14V5 (i ‘afmunð2 leýpr epf hm 'oc2 ðreprh’) og 'ap714V26
(i*pahm apgartihvaro tvecia 'ap2 mm ftemkelfk’). Tilfpjelser i venstre-
eller hpjremargen finder man i 'yðr" 12V23 (i ‘Jýr ,f. þ yþr ’ýðr" miaic
opt fcallðonö’), "oc feg Ragn' 14V27 (i ‘Oc eptir þ peR hac heim "oc feg
Ragn' hvat v er títt’), "etlat' 14V31 (i “þ (er) hm var "etlat' þa ftepmr h
þing’) og 2ðaliN" I5r8 (i ‘Oc nv metaz þ v 'ðaliN" pillði hac at har gp2Öi
pýRi at hlaipit’).
4 Oplysningen i Finnur Jónsson (1912—15, bind A1, s. 473) om at B har
skrevet tilfpjelsen, er ikke korrekt.
5 Finnur Jónsson læser ‘teði’.
A har f0rst skrevet ‘hneckir’ svarende til B’s ‘hneccir’,
men senere rettet til ‘hne'ý'ckir’ (for hneykir). Dette tyder
pá at der i det umiddelbare strofeforlæg har stáet hnekkir,
en form der kun findes i F (jf. udg., s. 237), mens YFlb,
H-Hr, Fsk og Hkr alle har hneykir. Man kunne antage
at YFlb og A-hánden i MskMS uafhængigt af hinanden
skulle have rettet hnekkir til hneykir, máske fordi de ikke
har været tilfredse med rimet (k:kk). Det forekommer dog
ikke specielt overbevisende, og forklaringen styrkes ikke af
at man i skjaldekorpusset finder adskillige eksempler pá til-
svarende rim.6 Det kunne i stedet være at B i dette (og mu-
ligvis andre?) tilfælde har benyttet et alternativt strofefor-
læg, men er stoppet efter afskrivningen af de fprste tre ord
(pá foranledning af A?), hvorefter A har taget over og skre-
vet strofen i nedre margen. Han har anvendt samme al-
ternative strofeforlæg som B og i fprste omgang skrevet
hnekkir, men har ved en sammenligning med strofen i det
normale forlæg besluttet sig for at hneykir er en bedre form.
Af den fplgende strofe (103) skriver B blot fprste halv-
strofes fprste to linjer, mens resten af strofen er skrevet af
hánd A i 0vre margen med nedvisningstegn:7
lipf baþo fer lyþir
logi þmgaþi hngö
navðgan ðó aþr neþi
mþr pall halpf galla
lýtr polk-ftara peiti
patt é til néa íata
þíeþa vill gotnö
þioð oll [1c] [bioþa]
Hvorfor B kun har skrevet en meget begrænset del af
strofe 102 og 103, er vanskeligt at indse. Máske har han
i begyndelsen været mere usikker over for strofernes be-
handling (der er tale om tredje og fjerde af ham skrevne
strofe), muligvis fordi han (i visse tilfælde) har skullet skele
til et alternativt strofeforlæg. Mens strofe 100 ogsá kunne
betragtes som et uddrag,8 taler det imidlertid umiddelbart
mod denne udlægning at strofe (101) anfpres i sin fulde
længde.9
I yderligere to tilfælde indfprer A rettelser i strofer
skrevne af B. Det fprste eksempel findes i strofe 108, hvor
A retter fprste ord pá 13G ‘fcilleGr’, til ‘fceleciað2’ ved fprst at
gennemstrege det af B skrevne og derefter tilfpje sin egen
form over det slettede ord. Resultatet af rettelsen svarer til
formen i YFlb, H-Hr, F, Fsk og Hkr. Det andet eksem-
pel finder man i fprste del af strofe 125, som B i linje 16V53
gengiver pá fplgende vis:
6 Jf. Kahle (1892, s. 106).
71 Fsk deles strofen i to selvstændige halvstrofer adskilt af en ganske
kort prosakommentar, som indholdsmæssigt svarer til den f0rste sæt-
ning som efterf^lger strofen i MskMS (og YFlb). I Hkr anf^res f0rste
halvstrofe som andenhalvstrofe af Hkrs strofe 146, mens anden halv-
strofe anf0res som anden halvstrofe af Hkr’s strofe 114, hvilket H-Hr
retter sig efter.
8 Jf. Andersson & Gade (2000, s. 476—77).
9 M0nstret genfindes heller ikke i de efterf^lgende 28 af ham skrevne
strofer.
3-2-5