Prestafélagsritið - 01.01.1926, Page 182

Prestafélagsritið.
Erlendar bækur.
173
men der er tavst og tyst
og trygt at hvile.
Saa lydt er der, hvor lydlös Tiden standser:
Guds Hjerte höres slaa ;
mit Hjerte lytter paa
og södt det sanser".
Geta menn af þessum tveim erindum séð, hve þýðingin er nákvæm
og nær vel hugblæ sálmsins.
Síðari þýðingin er af sálminum: „Alt eins og blómstrið eina“. Fyrsta
versið hljóðar þar þannig:
„Som yndig Urt i Vange
sköd op af frodig Grund
med Blomst og Blade mange
i blide Morgenstund,
men atter brat mon blegne
for Blink af Leens Slag,
maa hastig selv vi segne
og se vor Henfartsdag".
Kveðjuna til kirkju vorrar vil ég flytja hér í heild sinni:
„Der bygger en Kirke fjernt bag Hav,
forgemt mellem stejle Fjelde.
Kun lidet dens Spir, og Væggen lav,
og sagte Kilderne vælde.
Men fast den hviler paa Klippens Grund,
og Strömme og Storm saa mangelund
den mægted end aldrig fælde.
Den Iöfter sit Tag til hjemligt Læ
for Rösten til Sjælegammen,
og Muren, omend kun Törv og Træ,
dog luner for Pinseflammen;
er selv den ligest en Stue trang,
det hændte, den voksed’ stor ved Sang
af dem, som kom dér tilsammen.
Trods Mörke og Fjeld og Elv og Is
og Hjerternes stride Sinde,
den tjente sit Land paa Kristenvis
og gjorde dets Lænker linde;