Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1946, Blaðsíða 61

LIX
pokkusott f, ein-, god-, hard-, laus-, rétt-, skarp- og veyksinnadur
adj etc.), eller at de ved hjælp af de i sproget værende suffikser
danner nye ord efter islandske regler (krankdæmi n; undirgefni
f; klokindi, oklårindi n pi; adskiljanleiki, -leikur, falskleiki,
-leikur, fromleiki, -leikur, klårleiki, klokleiki, -leikur, krankleiki,
-leikur, myndugleiki, slæmleiki m etc.; påpistaskapur, plumpara-
skapur, sophistaskapur, tyrannaskapur m etc. Hvad suffikset
-leiki, -leikur angår, må det bemærkes, at ordene dægiligleiki,
heimugligleiki og -leikur (ved siden af heimugleikur) knytter
substantivsuffikset til adjektivsuffikset i stedet for som ellers
direkte til ordets stamme, idet suffikset -leiki, -leikur erstatter
tysk -heit, dansk -hed.
Låneordenes genusforhold.
I låneordenes genusforhold findes undertiden et middel til
nærmere bestemmelse af den vej, visse låneord har fulgt på
deres vandring til Island. Dette middel, der også vil blive
anvendt enkelte gange i det følgende, skal her gøres til genstand
for nærmere omtale.
Låneordene har stort set i regelen bevaret deres oprindelige
genus, også efter at de har tilpasset sig til det låntagende
sprogs formale system. Dette skyldes sikkert for de ords ved-
kommende, der ikke har naturligt, dvs. seksuelt bestemt genus,
det forhold, at visse ellers eensprogede individer indenfor de
lånte ords brugsområde har haft kendskab til de långivende
sprogs genus- og deklinationssystem, samt at låneordene vel
i stort antal først er optaget i sproglige grænseegne, hvor tve-
sprogede personer gennem deres brug af de nyoptagne ord har
præget dem, og at dette præg i det store og hele siden har fulgt
låneordene i deres gradvise udbredelse over Nordens lande. Det
første forhold må tænkes særlig at have gjort sig gældende, hvor
talen er om låneord især af middelnedertysk og norsk og dansk
oprindelse, der er kommet direkte til islandsk talesprog, men
også ved litterært optagne låneord og især låneord fra »døde«
sprog, først og fremmest latin — det andet forhold særlig ved
låneord, der er kommet til islandsk via de andre nordiske
sprog og er vandret over Danmark eller Danmark—(Sverige—)
Norge. Der kan imidlertid iagttages endog ret store afvigelser