Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1946, Blaðsíða 66

LXIV
Også et låneord som plåneta f, der yderst er udgået fra latin
planeta, -etes, gr ttåocvtittis, mnty plånéte alle m, har fået sit genus
fra østnordisk, hvor ordet kan være både m og f, men her kan
såvel den latinske form på -a som ordene kometa og stjarna,
der begge er f, have støttet den feminine form -eta i stedet for
en maskulin form *-eti (jfr sv planete in).
Norsk (eller dansk) indflydelse på låneordenes genus må,
foruden i de lige nævnte ord spitall m og slekt f, formodes i
plåstur m, hvor formen er udgået fra mnty plaster n (af miat
plastrum n), men hvor genus udviser overensstemmelse med da
og no (da plastær genus commune eller n, nyno plaaster m (og n)
(Aasen) overfor sv plaster, plaaster og fær plåstur, der er n).
Selvom der altid vil kunne tvistes om den betydning, man
kan tillægge en eksisterende eller manglende overensstemmelse i
genus mellem beslægtede sprogs forskellige former af samme
ord, kan ovennævnte genusforhold dog kun støtte, hvad der
på anden vis forekommer sandsynligt om de veje, låneordene
har fulgt på deres vandring til islandsk. At genussammenlig-
ninger imidlertid meget vel kan føre til antagelser, der ikke
lader sig nærmere efterprøve, viser måske tydeligst et ord som
prent, der i middelnedertysk, hollandsk og dansk er f og genus
commune, men n i islandsk og svensk. En formodning om, at
islandsk måske skulde have dette ord (eller ordet sit genus)
fra svensk, hvad der kunde forklares ved, at Holartrykkeriets
håndværksmæssige leder, Jon Matthiasson, var indvandret fra
Sverige og gennem sit arbejde måske har været i stand til at
give netop et sådant ord sit præg i islandsk, er vist af for luftig
art og lader sig næppe nogensinde hverken bekræfte eller af-
kræfte.
Præfikser.
bi-, be- findes i en del ord, jfr ordbogen s. 22—32. Præfikset er
kommet til nordisk fra mnty be-, bi- (got, oldsax, oldhty bP,
ags bi-, be-, eng be-)-, be-, bi- er her den henholdsvis tryksvage
og trykstærke form af præp bi (hty bei). I mnty blandes be-
og &i-formerne ofte sammen, i dansk, hvortil præfikset har
fundet vej allerede i det 14. årh (ældste eks besættæ fra Åbenrå
skrå (1335), jfr Lunds ordbog pg. 13) holdes formerne be- og