Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1946, Blaðsíða 69

LXVII
ning i det ældre låneord fang elsi n (F, Y, SI II, L); dette ord,
der iøvrigt ikke er medtaget her, er sandsynligvis kommet til
islandsk over norsk (fanghælsi, dat pi fangælssom DN 11,217,
Bratsberg 1336), selvom ordet er tidligere belagt i islandsk
(Den store saga om Olav den hellige utg. av O. A. Johnsen
og Jon Helgason, Oslo 1941, I pg. 1758) end i norsk. Suf-l
fikset har i islandsk også fået den mere islandiserede form
-sla f, jfr joregdsla, forherdsla, forhegrsla, ofur- og gfirtrodsla.
-entia (jfr -antia) f. (M)lat -entia f, mnty, mhty -ende f, da,
sv -enda, -ende, -entie, -enlze. Findes i ordene: indulgentia
(ikke fundet i ty, da og sv), pestilent{z)ia, reverentia, sekventia
og sententia.
-era, -éra vb, om suffiksets stavemåde se s. LVII. Mnty -éren,
hty -ieren (af lat -ere og over fransk -er fra lat -are), da -ere,
sv -era. Forekommer i ordene: appellera, argumentera, datera,
dedicera, deklinera, dispenseran f, disputéra, dividera, emendera,
fundera, gloséra, handtéra, hofera, konfirmera, korrigera, notera,
ordinera, refutera, regera, repetera, russéra, spåsséra, studera,
subtrahera, traktéra, utkopiera og visitera. De fleste af disse
verber stammer fra latin (jfr nærmere s. LXXII) og er kom-
met til islandsk gennem tysk og de skandinaviske sprog. En-
kelte af dem genfindes dog ikke i latin (handtéra, hofera,
russéra (og spåsséra)), men er kommet fra andre sprog, jfr
s. LXXIV, LXXX og LXXXV.
-eri, se -ari.
-eskur, se -iskur.
-ferdugur adj, se ordbogen s. 69. At dette suffiks ikke alene
findes i fra mnty indlånte ord, viser hrein-, sann- og spak-
ferdugur, der må være indkommet fra østnordisk, og sidferd-
ugur, der er afledt af hjemligt sidferd f, sidferdi n, samt rang-
ferdugur, der er dannet i isl (jfr ordbogen s. 272).
-heit, se ordbogen s. 154.
-i, se -ari, -eri.
-ia f i passia, processia og spåssia f. Endelsen stammer, i mod-
sætning til andre låneord på -ia (som for eks historia, komm-
edia og tragedia f, hvor endelsen kan føres tilbage til lat
-ia), i de to første ord fra lat -io f (passio, processio), men
ordene må være kommet til islandsk over tyske (og danske)
E*