Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1946, Blaðsíða 93

XCI
in eller n?, kvitta vb, kvittan f, likauel adv, lod n, mana vb,
meining f, menga vb, mylnari m (no mylnare, ganskevist med
anden betydning som i da og sv), mynt f, nådigur, nådugur adj
(no best form nadeghe DN 111,830, Bergen [1455]), ofurlast n,
panna f, pappir m, par n, pardomur m (jfr no gen pi parduna),
perla f, pilår m, plaga vb (i no dog med æ), plumpur adj,
pottur m, rådhus n, reisa f, réttferdugur adj, selskapur m, ske vb,
s(v)od(d)an adj, strax adv, tigull, -ill m (jfr no tigl- i tiglomne,
dat af tigl-omn), tukta, tykta osv. vb, uppbygging f, utskrift f,
visitera vb, pénari m, penkja, prugan f og æra f og vb. I en-
kelte andre tilfælde forekommer de norske paralleller i en noget
afvigende form, for eks armbrysti n (no armbyst) og eigindomur
m (no akk æigadom). Af andre mere tvivlsomme ekss kunde også
nævnes bréfvisari m, der kun forekommer i en gengivelse af
et norsk brev (fra ærkebispen i Nidaros), dette ord kan derfor
næppe kaldes islandsk.
Selvom de norske paralleller ved de ovennævnte ord ikke
ved deres blotte tilstedeværelse just kan siges at være noget
bevis for, at disse låneord er kommet over norsk, kan de dog
tages som et særdeles tydeligt fingerpeg om den vej, mange låne-
ord, især fra middelnedertvsk, er kommet til islandsk. Næsten
alle de norske paralleller er hentet fra Marius Hægstads lister
over låneord i middelaldernorsk, men Hægstads ekscerperinger
kan ikke betragtes som fuldstændige, og yderligere gennemgang
af norske diplomer vil utvivlsomt bringe liere paralleller frem.
Sammenligninger med nynorsk (Aasen) udvider ganske be-
tydeligt antallet af låneord i islandsk, der kan være kommet
over norsk, og selvom der på sådanne sammenligninger natur-
ligvis kan bygges endnu mindre end på jævnførelser med ældre
og samtidige paralleller, må det dog betragtes som sandsyn-
ligt, at ord som for eks hat n, lut f og lygn f kan være kommet
til islandsk fra norsk.
Naturligvis må det i sidste instans ofte bero på et skøn, om
mange af disse og andre låneord skal betragtes som kommet
over norsk eller dansk; afgørende for dette skøn kan det der-
for ofte være, om man vil anse de pågældende ord for så tilpas
gamle i islandsk og norsk, at direkte lån fra dansk må fore-
komme mindre sandsynligt.